Danmark betaler for færøske vacciner. Nu vil færinger selv betale regningen

Det er uanstændigt, at vacciner til færinger skal betales af danske skatteborgere, siger færøsk forfatter bag kampagne. Tidligere minister er enig

Danmark betaler udelukkende for vaccinerne, ikke for transporten af dem til Færøerne eller anden logistik forbundet med udrulningen.
Danmark betaler udelukkende for vaccinerne, ikke for transporten af dem til Færøerne eller anden logistik forbundet med udrulningen. Foto: Shamil Zhumatov/Reuters/Ritzau Scanpix.

Som et ordentligt menneske lader man ikke andre hænge på en regning, man kan betale selv. Det er et spørgsmål ” um, hvat sømir seg”, erklærer den færøske forfatter Carl Jóhan Jensen.

Sammen med hundredvis af landsmænd synes han ikke, det sømmer sig for den færøske befolkning at tage imod vaccinen gratis fra Danmark. Han har derfor stillet sig i spidsen for en kampagne, der kritiserer den færøske regering for at løbe fra regningen på i alt syv millioner kroner for vacciner mod covid-19.

”Jeg synes, det er uanstændigt, at man lader rigsfællesskabet betale vaccinen. Det betyder, at det er de danske skatteborgere, der betaler, eftersom vi færinger ikke betaler dansk skat. Det kunne vi godt betale selv. Vi er ikke et u-land. Faktisk er en borger på Færøerne gennemsnitligt rigere end en borger i Danmark,” siger forfatteren, hvis kampagne går ud på at betale vaccinepengene tilbage til Danmark gennem indbetalinger af tilsvarende beløb til Kræftens Bekæmpelse og andre humanitære foreninger i Danmark.

Det har indtil videre 200 personer af Færøernes befolkning på 52.000 gjort, oplyser han.

Tidligere sundhedsminister Sirið Stenberg, der er medlem af Lagtinget for det venstreorienterede separatistparti Tjóðveldi, Republikanerne, mener heller ikke, at danske skatteydere skal betale for færingernes vacciner.

”Det skal vi selvfølgelig selv. Det er os færøske politikere, der har ansvaret for færingernes sundhed, så det er uansvarligt af os, hvis vi ikke påtager os det ansvar og den udgift. På Færøerne betaler vi i forvejen selv alle vores udgifter til sygehusvæsenet, herunder vacciner og medicin, også når vi køber en behandling i Danmark.”

Sirið Stenberg henviser samtidig til, at Færøerne ikke har været specielt hårdt ramt af corona, og at den færøske økonomi er stærk.

”Sammenlignet med vores nabolande har vi ikke mærket meget til pandemien. Og vi halter ikke bagud i levestandard i forhold til Danmark, ligesom vores produktion og handel klarer sig godt. Vi har slet ikke brug for at få udgiften dækket af Danmark. Så vidt jeg er orienteret, koster det syv millioner kroner at vaccinere alle færinger, så det er ikke en særlig stor post sammenlignet med, hvad vi ellers betaler for sundhed,” siger hun.

Danmark betaler udelukkende for vaccinerne, ikke for transporten af dem til Færøerne eller anden logistik forbundet med udrulningen.

Færøerne oplevede først den 5. januar i år det hidtil eneste corona-relaterede dødsfald, siden virussen første gang blev konstateret på øgruppen den 4. marts sidste år. Og den 20. maj kunne de færøske myndigheder som følge af en aggressiv test- og karantænestrategi faktisk erklære øerne for corona-fri. Siden er smitten dog vendt tilbage, og der er under pandemien konstateret 652 smittetilfælde. Der var i går i alt syv smittede og ingen indlagte, fremgår det af landsstyrets officielle corona-tal.

Den færøske sundhedsminister, Kaj Leo Holm Johannesen, der er medlem af det liberale Sambandspartiet, oplyser i en mail til Kristeligt Dagblad, at det er den danske regering, som har valgt at betale for færingernes og i øvrigt også grønlændernes vacciner.

”Det er en beslutning, som den danske sundhedsminister personligt har orienteret mig om, og den er ikke et resultat af en anmodning eller et ønske fra færøsk side. Det er en rent dansk beslutning, som vi dog ikke har set nogen grund til at protestere imod,” skriver han.

Ifølge de færøske myndigheders seneste vaccinetal fra den 15. januar havde 2663 færinger på det tidspunkt fået den første dosis af vaccinen.