Der er hudsult, og så er der kunstsult. Det er den sidste slags sult, der tvinger os til at have lyst til at se streaming-teater i denne isolerede coronatid. Det er vel bedre end ingenting. Eller er det?
Dette er en anmeldelse af en art – af teater af en art. Cirka 13.000 skærme så med i begyndelsen, da Aalborg Teater i lørdags havde online-premiere på sit nye digitale teaterkoncept, AAT Stream. Forestillingen var en velmenende fortolkning af Herman Bangs ”Tine”, som kun kunne ses live denne aften (indtil videre). Forsøget har været at efterligne en teateroplevelse med så mange faktorer som muligt: Her var ingen pauseknap, og en lille markør i venstre hjørne af skærmen fortalte mig, at jeg nu sad ”sammen” med mange tusind andre og så de samme skuespillere gøre deres ypperste for at levere teater, som det plejer at være. Applaus, stemning og godt humør skulle vi selv levere.
På scenen på skærmen er krigen i 1864 bagtæppe for fortællingen om Tine. Hun arbejder som hushjælp hos Skovrider Berg og hans familie. Midt i, og måske foranlediget af den grusomme krig forelsker Tine sig i skovrideren, og de indleder et lidenskabeligt forhold, som står i skarp kontrast til ulykken – legemliggjort af sønderskudte soldater. De vader og bader i blod og mudder, og krigen omslutter dem gradvist, som et buldrende bagtæppe af lyd, der knurrer i stuens surroundsound-lydanlæg.
Runar Hodnes iscenesættelse af Bangs impressionistiske roman fra 1889 er scenografisk, lydligt og fortælleteknisk legesyg.
Skuespillerne agerer fortællere til deres egne handlinger med både indre og ydre synsvinkel og giver således ord til alle de tanker, handlinger og hjerteangst, der piner mennesket i en krigstid. Men i stedet for at udslette fornemmelsen af en fortæller, bliver Bangs implicitte fortællerstemme ekstremt eksplicit på scenen på skærmen, hvor skuespillernes opgave bliver at fortælle og ikke vise.
Jenny Rossander (Lydmor), som også tidligere har lavet musik til Aarhus Teater og Det Kongelige Teater, har omkomponeret sangene fra Bangs roman med nye melodier og lyde, der kradser i lakken. På disse og mange andre måder vender forestillingen realismen på hovedet og skaber en form for minimalistisk surrealisme – en lydlig og kropslig repræsentation af pulserende liv.
Men hvor alt dette – lyd, form, legesyge – ganske givet ville have en betydelig sanseeffekt på sit publikum i en teatersal, så dulmes effekterne i medieringen. Selvom skærmen er lille, forstørrer den teatrets kunstighed og giver forestillingen en udtalt stivhed. Og selvom jeg sidder ret tæt på min 40-tommers tv-skærm, kan jeg ikke fornemme spillerne eller se deres ansigter i tydelig detalje til helt at lade mig røre af den rørende historie.
Cirka en time inde i forestillingen fortalte det lille tal i hjørnet, min fællesskabsmarkør, mig, at antallet af medpublikummer nu var reduceret til cirka 7000. Det er færre end først, men også imponerende mange flere, end der kan presses ind i en teatersal på en enkelt lørdag eftermiddag. Det må betyde, at mange af os vil teatret. Men modsat i virkeligheden, så kan vi godt tillade os at gå ud af stuen, når vi keder os.
Det er også værd at spørge, om den dystre og tragiske ”Tine” er teater til tiden? Død og krig er ikke smukt, og det får vi måske nok af i nyhederne i disse dage.
National Theatre i London og Det Kongelige Teater har etableret egne streamingtjenester, så vi kan se teater ”on demand”. Flere teatre følger nu trop, så deres hårde arbejde ikke skal være spildt.
Men betyder det så noget, om forestillingen er live? Ja, hvis man gør det rigtigt, kan live streaming-teater give os lidt uforudsigelighed i en meget forudsigelig hverdag.
Tilbage i foråret havde børneteatret Teater Fantast succes med streaming af forestillingen ”Lille Frø”. Skoler og børn og voksne i alle mulige aldre fulgte med, da Ditte Ylva Olsen og Stine Q. Pagh tog os med helt ind i det meget personlige projekt, det var at lave teater uden publikum. Her i deres intime teater-skærm-rum følte vi forbindelsen og nærheden med de andre mennesker i den anden ende.
Men i Aalborg Teaters streaming-forsøg er teatret på skærmen skrællet ned til selve værket, og alt det udenom – det, der gør teater til en oplevelse – må vi undvære. Hvis vi vil det nok og lader som om – skaber en stemning, skænker et glas vin, lægger andre skærme langt væk, slukker lyset og krydser fingre for, at internetforbindelsen holder hele vejen – så kan streaming-teater nok give os nogle af de æstetiske udfordringer, som Netflix ikke kan levere. Det er naturligvis ikke optimalt, og vi må se i øjnene, at teatersulten ikke kan stilles helt, før vi får lov at indtage plyssæderne igen.