Klumpfisk skyller op på danske strande

I vintermånederne strander store klumpfisk i dansk farvand, og nogle ender på stranden. Danskerne kan hjælpe med at redde den fremmede fisk

En klumpfisk er skyllet i land ved Skibelund Strand i Kolding den 14. december 2020. – Foto: Lotte Rod.
En klumpfisk er skyllet i land ved Skibelund Strand i Kolding den 14. december 2020. – Foto: Lotte Rod.

Det er et sjældent syn herhjemme, men det hænder, at forbipasserende nærmest falder over dette usædvanlige dyr på en strand. Det er også en ordentlig klump, der ikke er til at overse: klumpfisken.

Den eksotiske fisk, der foretrækker sol og varmere vand, kan blive så stor som et næsehorn og veje over to tons. Det er dog en noget mindre udgave, danskerne kan støde på.

Men det sker oftere end tidligere, oplyser marinbiolog Jens Peder Jeppesen fra Øresundsakvariet. De seneste vintre er der fundet en del flere døde eller døende fisk et stykke fra vandet.

”Vi har fået mange henvendelser om klumpfisk fra folk denne vinter, hvor fiskene har måttet give op i det kolde vand,” fortæller biologen.

Øresundsakvariet hører under biologisk institut ved Københavns Universitet, hvor man indsamler data om blandt andet klumpfisk i Danmark.

Øresundsakvariet vil gerne have danskerne på banen, og derfor er der et redningskorps, man kan ringe til, hvis man finder en klumpfisk, så biologer kan haste frem.

”Så henter vi den og finder et akvarium til den. Døde fisk opbevarer vi og bruger til uddannelsesmæssige formål, så vi kan få mere viden om det fantastiske dyr,” siger Jens Peder Jeppesen.

Det er unge klumpfisk, som kommer hertil om sommeren, men når det bliver efterår, kan de ikke finde mod syd igen, og de kan ikke klare sig i vand under 15 grader.

Klumpfisken er den største af alle benfisk og kan blive cirka fire meter lang. Det største danske eksemplar fundet målte 218 centimeter og vejede 566 kilo. Sæsonens første klumpfisk blev fundet i Lillebælt ved Naturskole Skibelund for en måneds tid siden.

Ser man en klumpfisk på en strand et sted i landet, skal man kontakte marinbiologerne på Øresundsakvariet på telefon 2875 1124.