Den 30. januar 1971 var dagen før, danskerne skulle indsende deres selvangivelse. Dengang sad alle danskere og svedte med at få opgivet deres indtægter korrekt, og Danmarks Radio havde fået den idé at invitere en dygtig skatteadvokat ind som gæst i tv-aktualitetsprogrammet ”Focus”. Det er denne lørdag præcis 50 år siden og er fortsat det mest opsigtsvækkende interview om skat i tv’s historie.
Advokaten ankom til optagelserne i det gamle Radiohus på Frederiksberg, og først blev et interview optaget i studiet, hvor han pænt svarede på spørgsmålene fra journalisten, Orson Nielsen. Da de var færdige, snuppede advokaten og journalisten sig lige en kop kaffe sammen i kantinen, og her udtalte advokaten sig meget bramfrit om det danske skattesystem. Journalisten spurgte, om advokaten turde gentage sine ord for åben tv-skærm. Det turde han godt. Resultatet blev, at de to lånte tv-studiet til at optage yderligere knap to minutter, som blev sendt i stedet for det første, pæne interview — og at efterkrigstidens største politiske jordskred dermed blev sat i gang.
”Skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job,” lød slutfanfaren på det frontalangreb på al hidtidig skattemoral, som advokat Mogens Glistrup leverede med sin karakteristiske bornholmske sprogtone.
Det fortælles, at kameramanden, straks efter at optagelsen var slut, udtalte: ”Nu bliver der sgu ballade”. Og det fik han aldeles ret i, fortæller Flemming Chr. Nielsen, journalist og forfatter til bogen ”Glistrup — en biografi om en anarkist” fra 2013.
”Det interview ændrede hele den politiske danmarkshistorie. Og folk gik ikke mindre amok, da han i et andet interview 14 dage senere udtalte, at hans egen trækprocent var nul. Folk havde aldrig brudt sig om at betale mere i skat end højst nødvendigt, og nu sad der en velhavende advokat og sagde på en morsom måde, at det kunne man bare lade være med,” fortæller Flemming Chr. Nielsen.
Hele det politiske establishment anført af den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard og den konservative finansminister Poul Møller morede sig ikke, men var både chokerede og forargede.
Man kunne diskutere beskatningens omfang, men at den enkelte borger havde pligt til at betale sin skat, var en moralsk grundpille for alle fra højre til venstre fløj, indtil Glistrup på tv forfægtede det synspunkt, at man da godt måtte betale sin skat med glæde, hvis det var det, man troede på, ligesom at ”nogle er buddhister og nogle er kristne”, men at ”efter min mening er det umoralsk at betale skat”.
DR havde tilbudt Poul Møller at medvirke i Focus-porogrammet, hvilket han havde takket nej til. Men 10 minutter efter, at det havde været vist, ringede han til Berlingske Tidende og tog afstand fra det, og efter Glistrups erklæring om sin nul-skatteprocent, sagde finansministeren i en tale:
”Den, der har en trækprocent på nul og en swimmingpool derhjemme, og som praler af dette forhold, bør man sige til, at han i hvert fald ikke kommer til bridge hjemme hos mig. Man bør vende ham ryggen.”
Glistrups reaktion var, at han inviterede finansministeren til at komme hjem til sig og tage et spil skak. Ikke længe efter blev Poul Møller syg og måtte forlade dansk politik.
De fleste kender utvivlsomt den videre politiske historie. Mogens Glistrup skiftede fra at være en anset advokat, men ukendt i den brede offentlighed, til at være en af de mest kendte danskere overhovedet. I august 1972 stiftede han sit eget parti, Fremskridtspartiet, og ved jordskredsvalget i december 1973 opnåede partiet imponerende 28 mandater. Glistrups skatteoprør var blevet en bevægelse og et parti.
Men der er i hvert fald tre udbredte misforståelser om Glistrup, som Flemming Chr. Nielsen gerne vil korrigere. Den ene er, at Glistrup bare var ud på at snyde i skat for at berige sig. For hvis det var tilfældet, ville det være aldeles tåbeligt at gå på tv og fortælle om det. Glistrup ville debattere skattesystemet og samfundsudviklingen.
”Der er mange i dag, der sammenligner ham med hvidvaskere og lignende skatteunddragere. Men Glistrup skjulte aldrig, hvad han foretog sig. Han dannede tusindvis af aktieselskaber for folk og benyttede morsomme selskabsnavne som Lyngby Paraplyudlejning. Hele hans skattecirkus vakte enorm politisk og folkelig opsigt, men myndighederne orkede ikke at forfølge det. Hvis man i tide havde sagt: ’Det går ikke’, havde meget været anderledes,” vurderer Flemming Chr. Nielsen.
Kort fortalt gik Glistrups skattecirkus ud på, at han hjalp folk med at etablere aktieselskaber og give dem skattefradrag ved hjælp af kurstab på aktier og renter af lån. Systemet var svært at gennemskue, men med tiden blev der lukket for spekulationsmulighederne — og Glistrup blev i 1983 dømt for mandatsvig og sad i fængsel frem til 1985. Dette leder frem til den anden misforståelse om Glistrup, som er, at hans angreb på indvandrere i almindelighed og islam i særdeleshed spillede en rolle for Fremskridtspartiet i 1970’erne.
”Glistrup sagde de første mange år ikke ét ord om muslimer. Det var først, da hans skattecirkus sluttede, og han blev dømt ved Højesteret, at han måtte finde på noget andet at kaste sig over. Og det blev så islam. Så måske havde vi slet ikke fået Dansk Folkeparti og den udlændingedebat, der fulgte, hvis ikke Glistrup var blevet smidt i fængsel,” erklærer Flemming Chr. Nielsen.
Han mener ikke, at Glistrups skattecirkus direkte har påvirket den måde, vi bliver beskattet på i dag. Hvis man skal lede efter langtids-effekter, er det snarere den skepsis og mistillid over for myndigheder, som blev introduceret.
Af nogle iagttagere, for eksempel forfatteren til ”Den nye danmarkskrønike 1972-1993”, Gregers Dirckinck-Holmfeld, bliver Glistrup-oprøret set som et modoprør fra højre som modpol til venstrefløjsoprøret i 1968. Men den tredje og sidste misforståelse ifølge Flemming Chr. Nielsen er, at Glistrups projekt fra begyndelsen skulle være at danne et politisk parti, og at dette parti skal placeres på højre fløj:
”Glistrup prøvede først at blive medlem af stort set alle partier, herunder både Det Konservative Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Jeg ser ham ikke som højreorienteret, men tværtimod som den sidste ungdomsoprører, selvom han var ældre end 68-generationen. Som titlen på min bog mere end antyder, ser jeg ham først og fremmest som en anarkist.”