Med ægteskabet følger dobbeltsengen til evig tid. Eller gør den?

Mens nygifte vælger dobbeltsengen, og mange småbørnsfamilier sover sammen, opstår der nye dilemmaer som ældre. Er det tid for at sælge dobbeltsengen?

Der sker store forbedringer på sengefronten, og madrasserne bliver mere og mere ”levende”. Så der er al mulig grund til at spare op til netop det møbel. Planen lykkedes ikke helt. (Arkivfoto).
Der sker store forbedringer på sengefronten, og madrasserne bliver mere og mere ”levende”. Så der er al mulig grund til at spare op til netop det møbel. Planen lykkedes ikke helt. (Arkivfoto). Foto: Somnox Sleep/Unsplash.

Efter at min kone er blevet pensioneret, er hun svunget over til at følge sin naturlige døgnrytme, som er sent op og sent i seng, da hun er B-menneske, mens jeg er udpræget A-menneske. Når dertil lægges, at muskelspændinger og blæren pisker mig op et par gange hver nat, så er der ikke meget samtid tilbage i dobbeltsengen. Derfor har vi overvejet at sælge dobbeltsengen.

Det har vel altid været en vedtagen norm, at når man bliver gift, så havner man i dobbeltsengen for resten af livet. Engang var pladsforholdene sådan, at far, mor og børn sov i den samme seng, både fordi der var ringe plads, og fordi det var nødvendigt for at holde varmen om vinteren. I dag hedder det samsovning, og alle sengespecialister fører nu meget store dobbeltsenge til hele familien.

Hvor jeg end tænker tilbage i min familie, var det en selvfølge, at der blev investeret i en dobbeltseng ved ægteskabets indgåelse, og at den dobbeltseng holdt livet ud i soveværelset.

Jeg kan tydeligt huske, hvordan mine forældres dobbeltseng så ud. Alle vi fem børn er født i den seng. Efterhånden kom der børnesenge på både fars og mors side og dernæst også ved fodenden. Da det ikke rakte, kom der to etagesenge op. Da jeg var den ældste, fik jeg ret til at sove i den øverste køjeseng. Vi måtte alle sove i det samme soveværelse, for der var ikke andre steder.

Det var et isnende koldt rum om vinteren. Først på aftenen blev døren fra stuen lukket op, så der kunne sive lidt varme ind i rummet. Når vi blev puttet, fik vi først en fodpose om benene, så fik vi et tæppe over os, og så kom der til sidst en tung dyne ovenpå. Var det meget koldt, fik hvert barn også en blikvarmedunk ind til tæerne, men uden for fodposen, for den var gloende varm.

I en landbofamilie gik alle tidligt og næsten samtidigt i seng, for de voksne skulle meget tidligt op. Det betød også, at lyset blev slukket efter aftenbønnen og aftensangen. Det kunne godt være et problem for mig, der boede i det fælles soveværelse, til jeg blev 13 år. Så drejede det sig om at danne en hule inde under dynen for så med en lommelygte at læse spændende drengebøger. Og det drejede sig om at stoppe tæppet ind i ørerne, når en søster havde kighoste i alt for mange måneder, mens en anden skreg for tænder. Da mine forældre efter et langt arbejdsliv skulle flytte ind til byen, ville de have deres ægteseng med, men her skred børnene ind og købte en ny, mere komfortabel og lidt mindre ”levende” seng til dem.

Da jeg var soldat, fik jeg en værelseskammerat, der også blev min ven. Han var søn af en seminarierektor, og i 1970 skulle der bygges en ny rektorbolig til hans forældre. Jeg kom med på besøg i den nye bolig, og min ven viste mig rundt i det fine, store hus. Han fortalte som noget helt selvfølgeligt, at det her er så min fars soveværelse, og her er så min mors soveværelse. Jeg holdt masken, men jeg havde aldrig nogensinde tænkt, at forældre kunne have hvert sit soveværelse.

Jeg spekulerede på, om det var sådan i de finere kredse, når en ny rektorbolig ligefrem blev bygget på den måde. Jeg havde aldrig før været indenfor i noget, der bare lignede et rektorhjem. Og jeg tænkte på, om der var en kurre på tråden. Til gengæld skænkede jeg det ikke en tanke, at det bare kunne skyldes, at de var A- og B-mennesker, eller at den ene måske havde et snorkeproblem. Først mange år senere faldt det mig ind.

Min kone og jeg fik også anskaffet en dobbeltseng, da vi blev gift og flyttede ind i en stor forstanderbolig med mange værelser. Her var der det pudsige, at der var en hemmelig dobbeltdør mellem soveværelset og det næste værelse. Som nygifte fik vi ikke brug for den løsning. Men da vi fik børn, så stod disse døre altid åbne ind til børnene, som sov dér. Også vore børn fik slemme drømme og vågnede op og søgte ind til dobbeltsengen. Men jeg har altid sovet let, og jeg kunne slet ikke have børnespark i sengen. Så jeg gik altid op og lagde barnet ind til skulderen og gik frem og tilbage med det, indtil det sov, hvorefter jeg så kunne lægge det i egen seng igen.

Jeg har siden med lidt dårlig samvittighed skævet til mine børn, om det har givet dem psykiske traumer. Det lader dog ikke til det. To af vore børn har hver tre børn, og de har begge investeret forkert i dobbeltseng. De burde have købt en kæmpestor dobbeltseng til samsovning.

Dobbeltsengen er det mest benyttede møbel i huset. Vi havde egentlig aftalt, at vi ville skifte den ud hvert 10. år. Der sker store forbedringer på sengefronten, og madrasserne bliver mere og mere ”levende”. Så der er al mulig grund til at spare op til netop det møbel. Planen lykkedes ikke helt.

Vi sælger ikke dobbeltsengen. Selvom der er al mulig grund til at sove hver for sig, fordi vi kommer til at vække hinanden mange gange, når den ene vil læse og den anden sove, eller den ene står op flere gange om natten, så er vi nået så langt hen i livet, at vi indimellem gerne lige vil række hånden over til den anden for at mærke, at vedkommende er varm, selvom der ikke høres en lyd.