Om et par uger har hun snart gået på arbejde hjemme fra stuen i et helt år. Birgitte Bregenhof, 45 år, er administrativ medarbejder i Brøndby Kommune og bor sammen med sin mand og sine to sønner, som hun har hver anden uge, i en lejlighed på 90 kvadratmeter. Efter tre dage med hjemmearbejde under første nedlukning hentede hun sin kontorstol og alt sit computerudstyr, som nu har prydet familiens spisebord siden.
”Jeg har ikke haft det store ønske om hjemmearbejde, så jeg var rigtig ked af at blive sendt hjem, men som ansatte i en kommune med nogle af landets højeste smittetal har vi selvfølgelig måttet gå forrest. At være hjemme hele tiden kan dog godt blive lidt trangt. Både for min yngste søn, der går i hjemmeskole og nærmest ikke ser andre end os, og for mig, der sidder og glor lige ind i sofaen, indtil jeg rejser mig og holder fyraften,” siger hun.
Ifølge Danmarks Statistik arbejdede 40 procent af de beskæftigede danskere ligesom Birgitte Bregenhof enten ”regelmæssigt” eller ”af og til” hjemme under første nedlukning. I begyndelsen havde hun svært ved at slukke computeren efter en endt arbejdsdag og holde fri derhjemme. Det er hun blevet bedre til, som månederne er gået.
”Mit hjem har fået en helt anden rolle nu. Før i tiden kunne jeg bare slappe af i mit hjem og lade det stå i kontrast til min arbejdsplads. Det har krævet en lang tilvænningsperiode pludselig ikke at opnå den der følelse af at ’komme hjem’ hver dag. Derfor er jeg begyndt at lave et nyt ritual, når det er fyraften. Jeg går en tur. Jeg duer ikke til bare at slukke computeren og sætte mig i sofaen. Jeg har virkelig brug for den der overgang mellem arbejde og fritid. Og samtidig duer jeg heller ikke til at lave fitnessøvelser inde på stuegulvet, som min ældste søn for eksempel gør i denne tid. Så gåturene er en god mulighed for at komme lidt ud af hjemmet også. Mit hjem bliver jo kun ved med at føles hjemligt, hvis jeg også nogle gange kan bevæge mig ud af det,” siger hun.
På Københavns Universitet har man de seneste måneder sat gang i et stort tværfagligt forskningsprojekt, Stay Home, der skal undersøge, hvad der er sket med vores forståelser af hjemmet som fysisk, digitaliseret, socialt og eksistentielt fundament under coronakrisen. Ud over at se på krisens påvirkninger af hjemmet er målet også, at forskergruppen skal trække nogle linjer ind i fremtiden og få indsigter i udformningen af morgendagens hjem.
Det er professor ved Det Teologiske Fakultet og leder af Danmarks Grundforskningsfonds Centre for Privacy Studies, Mette Birkedal Bruun, der er ledende forsker på det nye tværfaglige projekt, der er finansieret af Carlsbergfondet, og som skal køre over tre år.
”Hjemmet er både et sted og en følelse. Jeg kan godt få den der følelse af at komme hjem, når jeg træder ud på Nørreport Station efter at have været bortrejst. Og jeg kan få den, når jeg går ind ad døren i mit hjem efter en endt arbejdsdag. Det er henholdsvis følelsen af at være hjemme igen i mit velkendte København og følelsen af at være hjemme i mit eget helle. For mange af os er det særligt inde bag vores egne vægge, at vi kan være allermest os selv. Hjemmet associeres med tryghed,” siger Mette Birkedal Bruun og fortsætter:
”Men der er også nogle mennesker, for hvem hjemmet er det mest utrygge sted i hele verden – for eksempel hvis de befinder sig i en dysfunktionel familiesituation. Det er jo noget af det, som coronakrisen virkelig har sat fokus på. Hjemmet er på én gang blevet mere åbent og mere lukket.”
Og netop disse modsætningsfulde forhold er udgangspunktet for det tværfaglige projekt.
”Hjemmet er langtfra en fast størrelse, men et fænomen, som langt de fleste af os har holdninger til og erfaringer med. Ja, faktisk er ’hjemme’ forskelligt for os alle, selvom vi ofte taler om det, som om vi alle forstår det 1:1. Det er jo enormt interessant.”
Set med Mette Birkedal Bruuns faglige briller er noget af det, der er allermest relevant for vores forståelser af hjemmet under coronakrisen, de ændrede grænser mellem det private og offentlige. For alle de strukturer, som vi hidtil har brugt til at organisere, hvornår hjemmet er åbent og lukket, og hvornår grænserne mellem det private hjem og det offentlige rum krydses, er blevet vendt godt og grundigt på hovedet.
”Vi omgiver os alle med overgange mellem det private og det offentlige. Mange af os er for eksempel vant til, at når vi går på arbejde, tager vi noget andet tøj på og går ud ad vores hoveddør. For mig fungerer min cykeltur til universitetet som en rar og nødvendig grænse mellem det private og det professionelle. Men alle de ritualer, som vi plejer at bruge til at skabe overgange i vores liv, er nu kollapset og erstattet af helt nye og uvante strukturer. Hjemmearbejde foran skærmen, hjemmeskole med ungerne omkring spisebordet,” siger Mette Birkedal Bruun.
Selvom Mette Birkedal Bruun selv har et hjem, som hun trives godt i, savner også hun de sædvanlige ritualer, der er med til at definere hjemmet selv.
”Jeg savner mine kolleger. Men jeg savner også det hvide, sterile laminatbord på arbejdet og den professionalisme, som jeg kan træde ind i der. For så vil jeg også kunne træde ud af den igen, når jeg kommer hjem. Når vi sidder derhjemme og arbejder, skal vi bygge det professionelle selv og arbejdspladsen op fra bunden hver dag.”
Men den skarpe skelnen mellem den private og den offentlige sfære er forholdsvis ny, fortæller Peter Thule Kristensen, professor i arkitektur- og interiørhistorie på Det Kongelige Akademi. Han når ikke at sige meget mere i telefoninterviewet fra sin hjemmearbejdsplads, inden han bliver afbrudt af sit barn i baggrunden.
”Hvor er den?”, spørger sønnen.
”Den er oppe i skabet,” svarer Peter Thule Kristensen.
”Hvilket skab? Midterskabet?”
”Ja.”
”Beklager,” siger Peter Thule Kristensen så henvendt til Kristeligt Dagblads journalist igen, ”der var vist lige en privatsfære, der kom ind der.”
Inde for arkitekturen, fortsætter Peter Thule Kristensen, kan man lidt forsimplet sige, at hjemmet er det sted, hvor vi har vores seng.
”Hvis man ser arkitekturhistorisk på det, er det ligesom det, der på tværs af historien og forskellige måder at indrette sig på definerer et hjem. En seng eller et soveleje. Men hjemmet har derudover haft meget forskellige roller gennem historien,” siger han.
Før 1800-tallet var det ikke familien, der var omdrejningspunktet som mindsteenhed i samfundet. Det var i stedet husstanden, der ofte også indbefattede tjenestefolk, logerende og slægtninge. Og derfor var der heller ikke store grader af privathed i hjemmet i en nutidig forstand.
”Selv i elitens hjem i renæssancen var der ikke nødvendigvis ét værelse, der kun blev brugt som soveværelse. Det blev måske også brugt som spisestue og et sted, hvor husets herre eller frue modtog gæster,” siger han.
I 1800-tallet begynder vi så at møde et ideal om et borgerligt familiehjem, der er holdt sammen ved hjælp af fænomener som kærlighed og intimitet inden for den nære familie. Vi begynder at se harmoniske familieportrætter fra hjemmet, hvor børnene smiler til forældrene, sidder på skødet af dem eller leger på gulvet. Til gengæld blev forældrenes soveværelse et privat og tabuiseret sted.
”Der opstår en forestilling om hjemmet som et særligt helligt sted, hvor vi nærmest finder vores primære identitet som moderne mennesker,” siger Peter Thule Kristensen.
Det er det, vi oplever, hvis vi for eksempel besøger klunkehjemmet på Nationalmuseet i København. Et intakt hjem med en masse genstande og møbler, der udgør et slags museum for den familie, der har beboet det. Her bliver hjemmets interiør identitetsmarkører.
”Hjemmet var ligesom et mentalt kort over den særlige dannelseshorisont, som den pågældende familie havde. Det var ikke nødvendigvis strengt personligt, men havde samlet set et væld af genstande, som var med til at kortlægge familiens identitet og kultur,” siger han.
I 1900-tallet begynder vi i højere grad at indrette hjemmet som en arbejdsplads.
”Vi ser i 1920’erne og 1930’erne, at vi indretter køkkener efter forbilleder i for eksempel restaurantvognene i togene. Køkkenet bliver en rationel arbejdsplads, der skal spare kvinden tid, og hjemmet bliver med funktionalismen betragtet som et sted, der har nogle af de samme karakteristika, som arbejdspladsen har. Vi bliver inspireret af den industrikultur, vi er omgivet af,” siger Peter Thule Kristensen.
Men hvad er hjemmet så for os i dag?
”I dag bruger mange tilsyneladende fortsat hjemmet som et sted, hvor vi kan markere vores tilhørsforhold og vores identitet. Vi er stadig påvirkede af forestillinger om hjemmet fra 1800-tallet. Men blandt andet coronakrisen har anfægtet og udfordret vores forestillinger om, hvad et hjem er. Pludselig er vi nødt til at tænke hjemmet på en anden måde, end vi var vant til. Vi kan se, at arbejdspladsen og skolen trænger sig ind på hjemmet, og at vi bruger hjemmet på nogle helt andre måder, end vi troede, at vi ville komme til for bare to år siden,” siger Peter Thule Kristensen.
Der er en klar sammenhæng mellem, hvordan vi føler, at vi er til stede i verden, og hvordan vi indretter os, og derfor vil coronakrisen formentlig også betyde, at vores hjem på nogle punkter vil skifte form i fremtiden.
”Vi er blevet mere opmærksomme på, at vi ikke kan indrette os som i funktionalismen, hvor et rum kun er øremærket til én hovedfunktion. Når arbejdspladsen, uddannelsesstedet, fitnesscentret og det ’eksistentielle’ rum rykker ind i hjemmet, har vi brug for en mere multifunktionel indretning. Og krisen har netop vist os, at der aldrig har været så stor interesse for den fysiske indretning af hjemmet. Byggemarkederne er overrendt, håndværkerne har fulde ordrebøger.”
Spisestuen eller soveværelset bliver i fremtiden måske også en arbejdsplads, køkkenet et børneværelse.
”Vi er nok nødt til at blande funktionerne og tænke hjemmet mere fleksibelt. Nu taler vi også om, at det i fremtiden bliver normalt at rykke arbejdspladsen ind i hjemmet. Det gør op med den relativt nye opdeling af privatsfæren og den offentlige sfære,” siger Peter Thule Kristensen.
Vi er ellers blevet meget vant til, at hjemmet er en privatsfære, der er forbeholdt de mennesker, som vi selv vælger at indvie i denne del af tilværelsen, fortæller professor Mette Birkedal Bruun.
”Selvom mange af os i flere år har lagt billeder af hjemmet ud på Facebook for at vise, hvor fint vi har det derhjemme, er det stadig blot et selvvalgt udsnit af vores privatsfære og i den grad en bekræftelse af, at hjemmet er noget andet end arbejdspladsen,” siger Mette Birkedal Bruun.
De nedbrudte grænser har derfor også affødt nye diskussioner om, hvordan man repræsenterer sig selv og sit hjem, når det pludselig – mere eller mindre ufrivilligt – bliver vist frem til onlinemøder i professionel sammenhæng.
”På skærmen bliver vi skrællet ned til den eksistens, som de andre kan se på Zoom. Jeg har kunsthistoriske kolleger, der pludselig bliver helt bekymrede for, hvordan deres elever mon oplever den kunst, de har på væggene. For er det nu også en kunsthistoriker værdigt?”.