Rullende tøndeslagning i Nykøbing Falster

I Nykøbing Falster hopper en kirkemedarbejder på ladcykel og sikrer, at børn i området kan fejre fastelavn med rullende tøndeslagning

(Arkivbillede)
(Arkivbillede). Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix.

Sociale begivenheder er bare ikke det samme over Zoom eller andre digitale platforme. Og nu er turen kommet til fastelavn, som normalt sender udklædte børn i skoler og på gaderne for at synge om boller og slå på tønder. Men mange børn, fra 5. klasse og op, måtte i går sidde udklædte foran computeren for at finde en kattekonge og -dronning på skærmen. I morgen, hvor fastelavn falder, er festerne aflyst.

Men ikke i Nykøbing Falster Sogn, hvor man er klar med en alternativ og corona-regelret tøndeslagning. Det skriver Folketidende.dk.

Sognets kirke- og kulturmedarbejder, Erik Christophersen, har nemlig tænkt sig at hoppe på en ladcykel og komme fastelavnsbørnene til undsætning med rullende tøndeslagning. Det sker klokken 11 fra Nordre Kirke, hvor han sætter sig på en Christiania-cykel med lad, hvorpå der opsættes en galge med fastelavnstønder.

”Jeg vil så køre en bestemt rute gennem byen, og hver gang jeg møder en familie med udklædte børn, stopper jeg op og trækker mig tilbage, så børnene kan slå på tønden. Uden at vi vel og mærke kommer i nærkontakt med hinanden,” siger Erik Christophersen til Folketidende.dk.

Man kan følge hans rute via en livestreaming på Nykøbing Falster Sogns facebookside.