Hvordan kunne Donald Trump blive valgt som præsident? Hvordan blev vælgerne så rodløse? Hvorfor er andelen af unge med psykiske lidelser eksploderet? Listen af spørgsmål er nærmest endeløs, men en amerikansk historiker gav os for lang tid siden et svar.
Christopher Lasch var den første, der satte ord på vores tids dårskab, moralske forfald, politiske rodløshed og evige jagt efter tom anerkendelse. I 1979 udkom det værk, der på dansk fik titlen ”Narcissismens kultur: en analyse af et samfund i opløsning”, der fik så voldsom en modtagelse, at Time udråbte Lasch til profet af bibelske proportioner, og han blev en af præsident Carters inspirationskilder til sin berømte malaise-tale.
For den Harvard-uddannede historiker var det vigtigt at forstå mennesket i en historisk kontekst, og lang tid før vores unge brød sammen af præstationsangst, og alt for mange målte deres sociale status i likes på sociale medier, talte Lasch om den psykologiske reaktion på, at individet blev frakoblet den store fortælling og blev overladt til sig selv.
Det begyndte for Lasch med krigen i Vietnam. Tilliden til staten og fællesskabet døde sammen med så meget andet i Indokinas jungler, og religion var for længst blevet afviklet som det sted, hvor man samlede mennesker i frit fald op. Uden de store fortællinger og fælleskaber var der bare en selv, og omverdenen var ikke længere det rum, hvor man fandt sin plads og mening, men var nu et sært spejl, der skulle give os anerkendelse og opmærksomhed.
Lasch var en modig tænker, der lagde sig ud med alle. Lasch hadede højrefløjens sjælløse begejstring for markedet og vidste, at dansen om guldkalven ikke bare var åndløs, men også gjorde os mindre.
Skabelsen af profit rummer ingen opbyggelig fortælling, som mennesket kan skabe en identitet på. Og Lasch hadede venstrefløjen for deres ødelæggelse af familien, religion, køn, historie og traditioner.
Alle de identitetsskabende strukturer, som bandt os sammen med mening og respekt betød, at alt eroderede. Man kunne, på grund af venstrefløjen, ikke være en meningsfuld autoritet for sine børn, hvilket betød, at ingen kunne opdrages mere.
Når man lagde ”Narcissismens kultur” fra sig efter endt læsning, var man udmattet. Alt var i opløsning, og mennesket gakkede sørgeligt alene rundt i resterne af det, der engang havde været en stærk kultur.
Sportsmanden eller atleten havde engang, hævdede Lasch, været en rollemodel, der repræsenterede et hold eller et land. Atleten var oprindeligt mere end sig selv og indgik i en fortælling om det, man repræsenterede og de dyder og den flid, der var blevet forløst i vedkommende.
Når man så på atleten nu, var der ingen loyalitet til hold eller land, påstod Lasch. Alt handlede bare om penge og om sportsudøveren selv. Man holder lige så meget med Messi som med Barcelona, og enhver fortælling om den catalonske arv er for længst blevet fortrængt af personkulten. Det er nemt at overføre denne analyse på politik. Vi er alle blevet narcissister og vælger politikere frem for ideologier og partier. Trump er selvfølgelig tidens eksempel, hvor partiet er et meningsløst vedhæng. Det gør ingen forskel, om Trump er republikaner, demokrat eller noget helt tredje. Trump er narcissisten, vi alle kan spejle os i, fordi han er os alle – såvel vores oppustede egoer og selvglæde såvel som vores afgrundsdybe selvhad.
Intet er sandt eller falsk i den narcissistiske kultur. For der findes ingen autoritet ud over dig selv til at afgøre dette. Prisen for denne selviscenesættelse er meget højere end alle denne verdens Fie Laursen’er og Donald Trump’er – eller før dem Bill Clinton og Frederik Fetterlein. Prisen er uerstattelig høj. Den vil koste os vores demokratiske kultur, vores identitet, vores frie presse og vores børns fremtid. Intet mindre.
Som troende er det nemt at pege på, at der findes en vej, og at den kun findes ved at finde tilbage til frelsen og Gud. Men det kan blive en tom gestus i en tid, hvor religion har mistet sin autoritet, og alle de store fortællinger påstås uden indhold.
Alle kan se, at vi har brug for en vækkelse som folk, som da Grundvig og Christen Kold tog det på sig at rejse den danske folkelighed.
Men hvis man kunne bede om en Grundvig-Koldsk vækkelse, ville selv denne kræve, at man genopfandt højskolen og folkekirken, der er institutioner, der for længst er stødt på grund i narcissismens kultur. Det er så langt ude, vi er.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.