Pia Kjærsgaard: Kirken er en samfundsbevarende institution, som må fastholde danskeres interesse

Kun supermarkederne holdt åbent under julen. Med andre ord misforstod store dele af folkekirkens ansatte den særlige rolle som folkekirken har – og stadig bør have

”Måske burde vi også begynde at tilskrive folkekirken en samfundsbevarende rolle,” skriver folketingsmedlem og tidligere formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF).
”Måske burde vi også begynde at tilskrive folkekirken en samfundsbevarende rolle,” skriver folketingsmedlem og tidligere formand for Folketinget Pia Kjærsgaard (DF). Foto: Mathias Svold/Ritzau Scanpix.

Under overskriften ”Folkekirken kom forslået igennem corona-året” kunne man her i Kristeligt Dagblad den 12. februar læse om et fald i antallet af vielser og dåb sidste år i forhold til året før. Antallet af vielser faldt fra 9969 til 7670, mens antallet af dåb faldt fra 41.339 til 34.421.

Biskoppen over Viborg Stift, Henrik Stubkjær, efterlyser, at folkekirken sætter aktivt ind mod tendensen, og efter min mening rammer han helt plet, når han konkluderer, at folkekirken er ”en af de institutioner i samfundet, der i høj grad bygger på fællesskab”, som netop er blevet hårdest ramt af nedlukningerne.

Ja, folkekirken var i 2020 lukket under netop kirkens største højtider, påsken og julen. Gudstjenester blev streamet, og kirken forsvandt som et rum for fordybelse.

I foråret kunne det måske endda forsvares en smule, at de kirkelige handlinger blev aflyst. Vi manglede endnu mange af de redskaber til forståelse af pandemien, som vi har i dag, ligesom vi manglede værnemidler og testkapacitet.

Men var det rigtigt at lukke selve kirken som rum for bøn og fordybelse?

Det hele gentog sig i tiden op til julen, hvor alt ellers var klappet og klart med bestillingssystemer og håndhævelse af restriktioner. Så klart, at selv Sundhedsstyrelsen sagde god for afholdelsen af gudstjenester. Men så gik folkekirkens ansatte selv i panik, og vi endte med tomme kirker juleaften. Folkekirken blev dermed reduceret til en hvilken som helst offentlig institution. Kun supermarkederne holdt åbent. Med andre ord misforstod store dele af folkekirkens ansatte den særlige rolle som folkekirken har – og stadig bør have – i vores folkelige fællesskab.

Ingen stiller spørgsmål ved åbne hospitaler, politistationer og andre samfundsbevarende institutioner. Det tager vi for givet – også uanset den fare, de ansatte pådrager sig ved udøvelsen af deres hverv.

Men måske vi også burde begynde at tilskrive folkekirken en samfundsbevarende rolle? Eller er afholdelsen af kirkelige handlinger som gudstjenester, dåb, vielser og begravelser blot blevet en slags ”kulturel event”, som kan lukkes og åbnes på linje med koncerter eller teaterforestillinger?

Er vi som folk blevet så fremmedgjorte over for kristendommen? Når man hører en far i samme udgave af Kristeligt Dagblad sige, at han ikke lader sine børn døbe, fordi de selv skal kunne vælge, ”om de vil være del af en religion”, kan man godt foranlediges til at tro det. Hvad med deres navn? Vælger de mon det selv? Eller for den sags skyld deres køn?

Nej, det illustrerer, at mange danskere har fået et kejtet og bornert forhold til deres egne kulturelle og religiøse rødder – og at tendensen har bredt sig helt ind i folkekirken.

Corona-årets tildragelser er ikke årsagen til, at folkekirken er kommet specielt forslået ud af 2020, men derimod et symptom.

Hvis folkekirken ikke allerede var forslået, havde man ikke lukket kirkerne i det omfang, det skete. Man havde i stedet holdt de kirkelige handlinger under nøje hensyntagen til restriktionerne – specielt i julen, hvor folkekirken kun havde sig selv at takke for hele miseren.

Kommer folkekirken sig så over det? Ja, heldigvis. Henrik Stubkjær peger på, at interessen for at få adgang til kirkerummet er øget, ligesom antallet af aktive udmeldelser er det laveste i 14 år.

Denne glædelige nyhed må folkekirken tage til sig. Den må fastholde danskernes interesse for det kirkelige. Den må vise, at den i sandhed også er en samfundsbevarende institution. Et sted, vi kommer enten i fællesskab eller alene, i glæde eller sorg. Et sted, hvor vi finder plads til tro og fordybelse.

Pia Kjærsgaard er medlem af Folketinget og værdiordfører for Dansk Folkeparti samt forhenværende formand for Folketinget.