BÅT.
Alarmen fra mobilen bryder tavsheden på et værelse i Gislev på Midtfyn. 12-årige Anton Agermose slår øjnene op til en ny dag. Til en skoledag, der er blevet helt normal i en unormal corona-tid. Sædvanligvis skulle han med bussen for at møde op i 6. klasse på Tre Ege Skolen i Ryslinge. Men igen i dag foregår undervisningen via computeren hjemme på værelset. Og sådan har det været, lige siden skolerne for anden gang lukkede ned for fysisk fremmøde i december sidste år.
Lyset kæmper for at komme ind gennem sprækkerne fra persiennerne og får endelig lov til at omfavne rummet, da drengen ruller op. På værelset står en computer i hjørnet, der er en seng med stribet betræk, og brugte tennissokker ligger på gulvet. Indelukket klima og deodorant hænger i væggene. Hurtigt tager den mørkhårede dreng det grå tøj på, han også havde på i går, mens computeren starter med en stille brummen. Klokken nærmer sig 8, og Anton Agermose sætter sig klar ved skrivebordet. På skærmen dukker flere teenageansigter op, mens et voksent ansigt råber navnene op.
”Ja, jeg er her,” siger Anton Agermose og gnider øjnene.
Ved middagstid har Anton Agermose hverken spist morgenmad eller børstet tænder. Indtil nu har han lavet skoleopgaver på computeren. Der er nu pause fra undervisningen, så Anton Agermose går ud i køkkenet, åbner køleskabet og tager rutinepræget en frysepizza ud og dumper den i mikroovnen.
BIP.
Mikroovnen starter, og han haster tilbage til computeren for at tænde for spillet Fortnite. I den tid, det tager at varme pizzaen, kan han nå at spille en runde. Da alarmen giver kald om en færdig pizza, skynder han sig tilbage til køkkenet, slasker pizzaen op på en tallerken og løber tilbage til værelset, mens han spiser foran skærmen. Jo mere tid til at spille i, des bedre.
Anton Agermose har ikke været i fysisk kontakt med nogen, siden han gik i seng aftenen før. Hans mor, Bonnie Agermose, er pædagog og tager på arbejde hver morgen klokken 7.30 og er først hjemme sidst på dagen. Hans far, Michael Kristiansen, arbejder på en maskinfabrik og møder også tidligt og kommer sent hjem. Det betyder, at sønnen hver dag står op alene, spiser frokost alene og går i skole alene.
Omkring 250.000 elever fra 5.-10. klasse har siden december sidste år været henvist til onlineundervisning. Nogle har søskende og en eller to forældre hjemme, mens andre som Anton Agermose er helt alene. Og det vil de være længe endnu. For da regeringen i går præsenterede en forsigtig genåbning, var det med fokus på afgangseleverne, mens der end ikke er foretaget beregninger på de smittemæssige konsekvenser af at lade 5.-8.-klasseeleverne komme tilbage.
”Det er ærgerligt, at jeg ikke kan komme i skole lige foreløbig. Det er lidt sjovere at holde frikvarter på skolen end at sidde her alene hjemme. Jeg savner mine venner og at få undervisning på skolen,” siger Anton Agermose.
Da det bliver eftermiddag, og forældrene kommer hjem, har Anton Agermose været færdig med undervisningen i en times tid. Hvad har han lavet i mellemtiden? Spillet computer, selvfølgelig. Det bekymrer hans mor, at sønnens liv er blevet så isoleret fra omverdenen.
”Anton og hans kammerater har nogen kontakt via computeren. Men jeg er nervøs for, at han ikke ses med andre fysisk. Og jeg er bekymret for, at han har ansvaret for sin egen læring. Det er meget at bede børn om, som er lyststyrede. Det er jo meget sjovere at spille computer end at lave diktat,” siger Bonnie Agermose, der ikke tjekker, om hendes søn får lavet det, han skal i løbet af dagen. Alt foregår online, hvilket gør det svært at holde øje med.
Hun erkender med et lille smil, at hun tager de lette løsninger, hvad angår kost.
”Hvor han førhen fik en madpakke med af vis lødighed, er det nu noget andet, der er i køleskabet. For eksempel frysepizza. Det er for at være sikker på, at han faktisk tager noget at spise. Før ville jeg lægge tomater og agurker ved i madpakken. Men han tager dem ikke af sig selv herhjemme. Nu bliver det sådan noget dårlig færdigmad,” siger hun og viser køleskabets indre af færdigretter og sodavand.
Anton Agermose mener selv, at han er god til at lave, det han skal. Men en dag havde hans mor glemt sin taske og skulle hjem for at hente den. Her opdagede hun, at han spillede computer i stedet for at lave opgaver.
”Siden den dag har jeg altid lavet opgaver frem for at spille. Jeg har ikke turdet tage chancen,” griner drengen, mens hans mor skuler ovre fra køkkenet.
Familien spiser ikke morgenmad sammen. Forældrene møder tidligt, og mens Anton Agermose plejede at stå op klokken 7, står han nu først op 10 minutter i 8 for at få lidt ekstra søvn. Bonnie Agermose banker altid på døren, inden hun går, men der plejer ikke at komme svar fra det mørklagte værelse.
”Jeg holder ikke øje med, at han får lavet sine ting. Jeg har tillid til, at lærerne vil tage kontakt til os, hvis han ikke er med. Jeg er lidt bekymret, når alle eleverne får de samme opgaver, hvor nogle måske ikke bliver udfordret nok. Når Anton bliver før færdig, får han ikke ekstraopgaver, fordi han ikke selv opsøger dem. Det bliver i stedet mig, der må bede lærerne om at give ekstra opgaver,” siger Bonnie Agermose, mens hun uddyber, at hun ikke vil have, at han spiller computer i skoletiden.
Siden efteråret har Anton Agermose ikke haft en fysisk aftale med en kammerat. Fordi hans mor er eksponeret for mange smittekæder på sit arbejde, tør de ikke invitere for mange hjem.
”Jeg savner mine venner. Før corona var vi bare sammen, hvor vi kom over til hinanden og hyggede,” siger Anton Agermose ærgerligt.
Han har dog én legekammerat, der aldrig siger nej. Gravhunden Max skal luftes, og det er blevet Antons job hver eftermiddag. I en time går han og den lavbenede ven tur rundt på Gislevs stier.
I morgen venter en ny skoledag bag skærmen. En dag, nøjagtig som den var i går. Den eneste forskel bliver måske, at Anton Agermose vælger pizzaen med pepperoni frem for den med skinke.