Dansk digtnings filurkat takker af med litterært testamente, der høster stjerner overalt

Klaus Høecks litterære testamente er fremragende. Så langt er anmelderne enige. Men de kan ikke beslutte sig for, om de vitterligt tror på, at ”Password” bliver hans sidste bog

Dansk digtnings filurkat takker af med litterært testamente, der høster stjerner overalt
Foto: Gyldendal.

”time sure flies/I am writing my last poem/nothing more to say//ikke mere vrøvl/og ikke flere digte/ikke flere ord//døden skal ikke/afslutte mit forfatter/skab – det gør jeg selv//jeg trækker poe/siens samuraisværd – sviitch/hørte du suset?”

Sådan lyder det allersidste digt i Klaus Høecks seneste samling ”Password” (Gyldendal), og det får i Weekendavisen Lars Bukdahl til at udbryde:

”HVADBEHAGER!?” Hans sidste digt!? Og det lyder, som om digteren, på trods og på grund af sin letfærdige tone, faktisk mener det. Men derfor behøver jeg jo ikke tro på det, selvom han er og bliver en stædig og forbenet rad (ellers ville han ikke kunne trives så storslået med alle sine systemer), ikke når han skriver med sådan et højt humør og sådan en smittende energi. Som selvfølgelig godt kan skyldes bevidstheden om, at det er den sidste gang rundt (og rundt og rundt) i manegen, men så tror jeg, han bedrager sig selv.”

Lars Bukdahl tilføjer, at Klaus Høecks angiveligt sidste bog flagrer og flintrer alt for veloplagt til, at pension virker sandsynlig, og i Politiken er Mikkel Krause Frantzen af samme mening. Her falder der nemlig fem hjerter til den ifølge ham evigt unge og evigt digtende Klaus Høeck (født 1938) og til hans litterære testamente, som er endnu et bevis på et vildt levende forfatterskab og ganske enkelt en fryd at læse og være i:

”Jeg forestiller mig digteren, når han engang skal op til Vorherre, eller hvor han nu skal hen, at han så kommer anstigende med et manus, der består af uendeligt mange sider og sindrigt system, bare fordi han kan, bare fordi han ikke kan lade være.”

Han bemærker sig som flere af de andre anmeldere Klaus Høecks system i ”Password”, firehaikuen. Hvert digt består af haikuen tre linjer på 5-7-5 stavelser, der, som man kunne se i det afsluttende digt, glad og gerne blander dansk og engelsk:

”Højt og lavt er med, alvor og komik, Bowie, tennis og skak, referencer til gamle digte. Kim Larsen og covid-19. Poesien og døden.”

Og de særegne linjebrud og orddelinger, som Klaus Høecks firedobbelte haikudigte gør sig skyldig i, kunne ved første øjekast måske nok virke kunstfærdige, skriver Erik Svendsen i Morgenavisen Jyllands-Posten . Men det skal man ikke lade sig skræmme af. Digtene er nemlig alt andet end opstyltede, lyder det, og faktisk er ganske mange af dem morsomme punkteringer af en alvor, der også hører Høeck til:

”Han er både det ene og det andet, naturflipper og højkultiveret, plat og forfinet, ligesom han svinger mellem at gentage og forny sig. Men han er ikke længere ung; alderens tyngde og bevidstheden om døden spiller en markant rolle i ’Password’. Det er muligt, at man skal have en vis alder for at værdsætte den slags; i så fald melder jeg mig gerne.”

Det bliver til fem stjerner ud af seks mulige i Jyllands-Posten, mens der i Kristeligt Dagblad er fuldt hus ved Peter Stein Larsen, der noterer sig, at computerdigteren over alle, der i mange år har besunget den moderne tekniks vidundere, i sin nye bog har vendt ryggen til det teknologiske og fået et voldsomt økologisk engagement – og at der er kommet nogle fortræffelige digte ud af det. Og han håber som sine anmelderkolleger heller ikke, at ”Password” bliver Klaus Høecks sidste værk:

”Men hvis digteren, der debuterede i 1966, skulle finde på at stoppe som digter, kan man naturligvis ikke bebrejde en mand, der har over et halvt århundrede i poesiens tjeneste, noget sådant. Uanset hvad har vi fra Høecks hånd fået et af de vigtigste poetiske forfatterskaber fra det 20. og 21. århundrede.”

I Information gives der som bekendt hverken stjerner eller hjerter, men hvis der gjorde, ville Erik Skyum-Nielsen formentlig lægge sig pænt til rette ved siden af Peter Stein Larsen, eller måske endda over, i sin anmeldelse, hvor han siger tak for digtene og glæder sig over, at en bog kan være så uforudsigelig, så henkastet let, så fuld af visdom og dog så sjov, dog frem for alt så fri.

Han læser ”Password” som det (måske halvt ironiske) litterære testamente, som den hævder at være, men den kan også læses som en hel masse andet:

”Som en fragmenteret selvbiografi. Som et reflekterende tilbageblik på egne værker. Som en zenbuddistisk ritualprotokol. Som en logbog over vandreture i Stingstedskoven, ja, naturlyrik og samtidssatire, samt ikke mindst som en stribe dødsforberedelsesøvelser.”

Men Erik Skyum-Nielsen ved dog ikke helt, om han skal tro Klaus Høecks påstand om, at denne samling bliver det sidste, for digteren har alle dage været noget af en filurkat, hvilket hans læsning bekræfter. Den interne kronologi i værket er nemlig ikke det mindste lineær, og det må vel logisk må betyde, konkluderer han, ”at et afslutningsdigt, som proklamerer forfatterskabets ophør, ikke bør ses som en definitiv konklusion, men blot som et punkt i et landskab af flydende tider. Filurkatten Høeck ved, hvad han gør”.

I ”Bogen i tiden” skrives om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en bog har rejst.