Dårligst i Norden? Danmark halter efter nabolande, hvad angår demokratiets tilstand

Mangel på åbenhed omkring vigtige beslutninger er en del af forklaringen på, at Danmark ligger sidst i Norden i ny demokrati-måling. Men øget transparens er et tveægget sværd, mener ekspert

I en ny rapport om demokratiets tilstand i 165 lande får Danmark baghjul af både Norge, Sverige, Finland og Island. Her ses statsminister Mette Frederiksen (S) med sine nordiske kolleger i Islands hovedstad i 2019. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.
I en ny rapport om demokratiets tilstand i 165 lande får Danmark baghjul af både Norge, Sverige, Finland og Island. Her ses statsminister Mette Frederiksen (S) med sine nordiske kolleger i Islands hovedstad i 2019. – Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I de fleste tilfælde er det udmærket at være syvende bedst i verden for en lilleputnation som Danmark. Men når disciplinen er demokrati – eller håndbold – er en placering uden for medaljerækken langtfra tilfredsstillende. Og da slet ikke, når vores nordiske naboer i Sverige, Norge, Island og Finland alle placerer sig højere på den årlige opgørelse over demokratiets tilstand, som britiske The Economist Intelligence Unit har offentliggjort for nylig.

På den nye rangliste opnår Danmark sin laveste demokrati-score siden 2015. Det er blandt andet på parametre som politisk deltagelse, politisk kultur og frihedsrettigheder, vi halter efter. Sammenlignet med sidste år er det dog tilbagegangen på parametret regeringsførelse, functioning of government, som stikker ud. Og det kommer ikke bag på Svend-Erik Skaaning, ekspert i demokrati og professor ved institut for statskundskab på Aarhus Universitet.

”Nej, for et af de områder, hvor Danmark typisk klarer sig dårligere end andre nordiske lande, er netop åbenhed i den offentlige forvaltning. Vi har historisk en anden og strammere tradition for, hvornår man eksempelvis giver aktindsigt, og det svenske koncept med, at man kan se, hvad ens nabo betaler i skat, er nærmest utænkeligt herhjemme,” siger han.

”Generelt betragtet kan Danmarks mere begrænsede åbenhed være et demokratisk problem, fordi det bliver sværere at gå beslutningstagere i bedene og på sigt stille dem til ansvar. Og således også sikre sig mod korruption, nepotisme og andre former for magtmisbrug. Både i forbindelse med mink-sagen og Grønnegård-rapporten (om coronahåndteringen i foråret, red.) har man jo indtryk af, at der var en del relevant information, der aldrig var nået til offentlighedens kendskab, hvis ikke det var blevet tvunget frem – og det er en demokratisk udfordring,” siger Svend-Erik Skaaning.

Ophavsmændene til ”Democracy Index 2020” fremhæver, at coronakrisen globalt set er gået ualmindelig hårdt ud over borgernes frihedsrettigheder og har ført til et fald i tilliden til myndighederne i mange lande.

Faktisk tildeles 70 procent af de 165 lande i undersøgelsen en lavere demokrati-score i år end sidste år, og gennemsnittet for samtlige lande er det laveste siden 2006, hvor The Economist Intelligence Unit første gang rangerede verdens lande efter graden af demokrati. Og spørger man Tim Knudsen, professor emeritus ved Københavns Universitet og ekspert i demokrati og nordisk statsbygning, har pandemien understreget, at den danske åbenhedskultur halter efter nabolandene.

”Først og fremmest er det afgørende at forstå, at eksempelvis nordmændene har en helt anderledes beslutningskultur. Den er langt mere åben, og det samme er i og for sig svenskernes – den adskiller sig bare på andre, vigtige punkter. I Norge har regeringen til eksempel kollektivt ansvar, og det vil sige, at samtlige ministre står til ansvar for coronahåndteringen. Det betyder, at man ikke risikerer den egenrådighed, som har præget den danske statsminister,” siger Tim Knudsen.

”For det andet har den norske statsminister været langt bedre til at inddrage partiledere fra oppositionen. De har haft et højere informationsniveau end herhjemme, og det har jo i Danmark haft den konsekvens, at der efterhånden er opstået utilfredshed omkring manglende indsigt i – og debat om – det faglige grundlag for beslutningerne.”

Tim Knudsen peger desuden på, at nordmændene tidligt inddrog økonomisk rådgivning som en væsentlig del af beslutningsgrundlaget for coronahåndteringen, og i dag står man med både markant færre dødsfald og en bedre økonomi. En situation, som ifølge Tim Knudsen også er tilfældet i Finland.

”Jeg mener derfor, at en vigtig lære af coronakrisen er, at det skaber mistillid og kontraproduktive konflikter, når systemet i for høj grad lukker sig om sig selv. Det betyder alt andet lige, at det – også på den anden side af pandemien – bliver sværere at skabe opbakning til regeringens foranstaltninger. Jeg tror, at minkfadæsen vil forfølge Mette Frederiksen (S) i årevis,” siger han om den danske statsminister.

Men selvom åbenhed i udgangspunktet er et positivt kendetegn ved et velfungerende demokrati, er der alligevel grænser, mener Eva Sørensen. Hun er professor ved institut for samfundsvidenskab og erhverv på Roskilde Universitet og har et indgående kendskab til den norske forvaltningstradition.

”Gennemsigtighed er et tveægget sværd, og når du – som det er tilfældet i hele top syv over de mest velfungerende demokratier på denne liste – har et politisk system med en lang række partier, så er forhandling og kompromiser afgørende. Men det er faktisk en stor udfordring at nå frem til resultater i et så åbent system som det norske, hvor det er umuligt at holde et politisk møde, uden at alle kan få indblik i, hvad der foregår. I en sådan situation risikerer åbenheden at føre til dysfunktionalitet, fordi politikerne bliver mindre villige til at agere pragmatisk, når de ved, at vælgerne potentielt holder nøje øje med dem,” siger hun.

”Den politiske kultur kan så blive mere konfrontatorisk, hvilket gør det svært at samarbejde, og hvilket betyder, at de politiske aftaler ofte ender med at blive lavet helt uden for offentlighedens søgelys. Så når vi diskuterer åbenhed og gennemsigtighed i politiske beslutninger, vil jeg bare minde om, at mere åbenhed ikke pr. automatik betyder bedre demokrati – faktisk kan det give et mere velfungerende demokrati, at der er grænser for transparensen,” siger Eva Sørensen.