Vi lever i den mærkeligste tid, vi har oplevet. Sygdommen raser. Vi følger statistikken med de angrebne og døde. I Danmark, Europa og hele verden. Vi er to gamle, der venter på vaccine. Ser ingen, men taler med mange.
Er det en ond tid? Nej, det er en rig tid, når man er to, som elsker hinanden. Ikke en passiv tid. Vi er 84 og 88 år, men gudskelov klare i hjernen. Vi træner den hver dag. Skavanker lærer man at leve med.
Lotte døjer med sit åndedræt. Hun har kol, og hun har grøn stær, som forhindrer den gamle journalist i at læse aviser og bøger. Men hun har så nogenlunde styr på sin computer.
Vi har pligt til at bruge telefonen og tale med mennesker, der er alene og behøver en at tale med. Hver morgen sætter vi navn på dem, vi vil ringe til. To-tre kan vi overkomme, fordi vi ikke må holde øje med klokken.
Hos nogle truer depressionen. Tungsind, mismod, initiativløshed. Jeg taler af erfaring. I 60 år har jeg lidt af vinterdepression. Jeg har haft gode læger, og i 30 år har jeg taget antidepressiv medicin hver dag.
Hvordan indretter vi os? Morgenkaffe står jeg for. Vi får den på sengen, hører ”Morgenandagten”. Derefter læser jeg avis højt for Lotte, Frederiksborg Amts Avis, Politiken, Kristeligt Dagblad, og om fredagen Weekendavisen. Vi taler om det, vi læser.
Lotte går i gang med køkkenarbejdet, tømmer opvaskemaskine og forbereder frokost. Hun hører musik på DR P2. Jeg kender ingen andre, der ved mere om klassisk musik. Jeg går ind i min hule og finder min stilhed.
Derefter tilbringer jeg formiddagen ved skrivebordet, og før frokost går jeg om vinteren en lille tur. Fra marts passer jeg køkkenhaven og blomsterbedene. Håber jeg.
Lotte har skruet op for typerne på computeren – 18 punkt. Hun renskriver mine artikler, kommer med sine kommentarer og finder overskrifter. Hun har renskrevet alle mine 29 bøger. Der kommer en lille bog til i år. En lille. Selv fik jeg aldrig lært at skrive på maskine – men jeg klarer mig dog med min iPad.
Dagen skal have sin rytme. Efter frokost sover vi til middag, og i præstebladet læser jeg højt om nye embeder. Vi morer os over at vurdere, om jeg ville være ansøger.
Om eftermiddagen sætter Lotte klemmer i tøj fra vaskemaskinen, så jeg kan gå ud til tørresnoren med det. Hun tjekker computerens indbakke og e-Boks. Måske er der noget, der interesserer os.
Hen på eftermiddagen sætter vi os på hver sin side af spisebordet og gætter avisens krydsogtværs. Jeg er ny her, men Lotte fanger hvert ord. Hun er formidabel til krydsord. Klokken 17.45 hører vi vejrmelding på langbølgesenderen – den lille transistorradio har fungeret i over 50 år. Derefter madlavning, to retter hver dag. Vi skiftes til at lave middagsmad. Spiser med stor glæde med et glas vin på bordet. Har ritual med at give hinanden hånden og synge: ”Tak for mad, tak og velbekomme. Det var godt, tallerk’nerne blev tomme. Tak for mad.” Melodien er omkvædet fra ”Hr. Peder kasted’ runer over spange”.
Aftenerne går ofte med fjernsyn. Vi begynder med TV Avisen. Men TV 2 News giver mest. Så er der de vidunderlige naturprogrammer. Derefter underholdningsprogrammer. ”Lykkehjulet” er populært, fordi Lotte kan følge bogstaverne. Så er der ”Hvem vil være millionær”, ”Den klassiske musikquiz” og ”Fællessang – hver for sig”. Vi får brugt hovederne. ”Debatten” om torsdagen. Ved middagsbordet gætter vi på aftenens emne. I Kristeligt Dagblad om fredagen ser vi ugens programmer, gennemgår dem og vælger efter megen diskussion. Hvor kommer søndagsgudstjenesten fra? Hvem er prædikant? I denne tid tør vi ikke gå i kirke.
Hver aften, når vi er gået i seng, læser jeg højt af skønlitteratur. Vi får læst mange forfattere. Dostojevskij. Johannes V. Jensen, Murakami, Vibeke Grønfeldt, Ebbe Kløvedal Reich, Søren Ulrik Thomsen. Senest har vi læst Ida Jessen og Stine Pilgaard.
Er coronatiden dårlig? Man skal systematisk tilrettelægge hver dags forløb. Telefonen er livlinen. Vi keder os ikke.
Vi har haft et stort liv med mange rejser, før vi blev for gamle. I vort arbejdsliv rejste vi meget: Sovjetunionen, Japan, Indien, Iran, Afrika og Nordamerika. For 10-15 år siden gjaldt det Balkanlandene og Centraleuropa. Vi fik set verden, før grænserne lukkedes. Hvilket liv.
Vi får varer bragt til døren hver torsdag. Vi går ikke i butikker. Vi undgår smitterisiko.
Så er der naboer. De er uundværlige. Birgitte og Mads på den anden side af vejen hjælper os med indkøb. Ved siden af bor Lone og Martin, der hjælper os med praktiske ting. Så er der naboerne Bente og Poul, der holder øje med os. Vi er ikke alene, men vi lukker ingen ind i huset.
Mine børn er vi i telefonkontakt med flere gange om ugen. Men vi ser dem ikke. Og så har vi kontakt med mange af Lottes familiemedlemmer.
Nu spørger jeg: Denne coronapandemi, er den Guds vrede eller Djævelens værk? Da jeg tror på en kærlig Gud, er min bøn: Gud, sæt os i frihed; frels os fra denne sygdom.
Asger Baunsbak-Jensen er præst og forfatter.