Københavnerne kommer, men dropper lokalsamfundet

I den lille by ved Køge, jeg kommer fra, strømmer det til med københavnere. De er formentlig glade for den lave kvadratmeterpris og muligheden for at etablere sig. Men lokalsamfundets fællesskab lader ikke til at være noget, de går op i, skriver kronikøren

Det irriterer mig grænseløst, når tilflyttere ikke er indforstået med, hvordan man omgås medborgere i et lokalsamfund. Tempoet er et andet end i en stor by - som indre København - og det har altid hørt sig til i Ejby, hvor jeg bor, skriver kronikøren.
Det irriterer mig grænseløst, når tilflyttere ikke er indforstået med, hvordan man omgås medborgere i et lokalsamfund. Tempoet er et andet end i en stor by - som indre København - og det har altid hørt sig til i Ejby, hvor jeg bor, skriver kronikøren. Foto: Darth Liu/Unsplash.

Som mange andre danskere har jeg gået flere ture under corona. Det foregår gerne rundt om voldene mellem Christianshavn og Amager. Det er tæt på min lejlighed, der er glimt af natur, og vandet gør det ganske hyggeligt. Når jeg ser andre på deres spadsereture, forventer jeg ikke, de hilser på mig, hvis jeg ikke kender dem.

Det kan endda virke mærkeligt i en større by, at man med insisterende øjne forsøger at fremtvinge et akavet og lavmælt ”hej” fra den forbipasserende. Men når jeg besøger mine forældre i min hjemby, hvor der ikke engang bor 4000 mennesker, mener jeg, det er rimeligt at have andre forventninger.

Desværre er det bare sådan, at de tilflyttere, der strømmer til min hjemstavn, ingenlunde er interesseret i at sige hej eller stoppe op for en kort, uformel samtale.

Når jeg bruger ordene ”strømmer til”, skal det ses ud fra, hvor lille Ejby ved Køge er. Da jeg begyndte i gymnasiet, boede der 3486 personer, og i min færden i byen stødte jeg ofte på folk, jeg kendte eller vidste, hvem var. Men var det ikke tilfældet, fik de naturligvis også et anerkendende nik og hej med på vejen, ligesom jeg selv gjorde. I dag, otte år senere, hvor jeg både har været forbi Aarhus og København for at uddanne mig og stadig bor i sidstnævnte, bor der ifølge Danmarks Statistik omkring 3800 personer i Ejby.

En del af de godt 300 nye lokalbeboere er formentlig et resultat af familieforøgelser, men det er unægteligt også et resultat af, at københavnerfamilier flytter ind i det stadigt stigende antal nyopførte boliger i Ejby. Dermed er der hundredvis af folk, jeg aldrig har mødt før, som jeg af og til møder, når jeg er hjemme at besøge mine forældre, der bor i byen på 24. år. Det lyder måske ikke af mange, men det er det i en by, hvor man er vokset op med at kende alt og alle og kan gå fra den ene ende til den anden på under 30 minutter.

Netop derfor irriterer det mig grænseløst, når tilflyttere ikke er indforstået med, hvordan man omgås medborgere i et lokalsamfund. Tempoet er et andet end i en stor by, og det har altid hørt sig til i Ejby, at man hilser pænt på forbipasserende og ofte udveksler opdateringer om det faste og løse. Også selvom personen ikke er en, man har nært i det daglige. Jeg hilser stadig trofast på en mand, hvor det eneste referencepunkt, vi har til hinanden, er, at vi er fra samme sted. Det har jeg gjort, siden jeg som lille sad på bagsædet af mine forældres bil, og min far vinkede ihærdigt til ham.

”Vi har altid hilst. Jeg kender ham ikke rigtig, men her siger man altså hej til hinanden,” svarede min far, da jeg spurgte, hvem manden var.

Tanken om tilflytterne slog mig for alvor, da corona satte en stopper for et udvekslingsophold i fjor, og jeg var nødsaget til at bo hos mine forældre i to måneder. Jeg prøvede ihærdigt, hver gang jeg mødte en person i byen, jeg ikke umiddelbart havde set før, at opsøge øjenkontakt og sige hej. Måske kunne man endda tale om, hvorfor de er flyttet til Ejby. Selvom jeg godt forstår dem. Hvis man stadig har netværk i København, der skal plejes, er det trods alt kun 40 kilometer væk. Der er både anstændige børnehaver og en folkeskole, rigeligt med natur, dejligt meget plads og langt mere overskuelige huspriser end i København, omegn og mange andre steder på Sjælland.

Men indtil videre er det noget, jeg gætter mig til, for de vil ikke tale om det. Der bliver kigget ned i jorden, den anden vej eller på telefonen, mens vi trisser forbi hinanden og jeg prøver at fremprovokere en gensidig anerkendelse af vores eksistens.

Til gengæld diskuterer man hjertens gerne om diverse ligegyldigheder på byens Facebook-gruppe. For nyligt var en tilflytter fra København oprevet over, at han endnu engang havde fundet efterladenskaber fra en hund ved sit fortov. Hvis han så ”ejeren til den hundelort”, ville vedkommendes bil og køkkenvinduer blive smurt ind, måtte medlemmerne i gruppen lade sig forstå. I kommentarsporet fik manden straks opbakning fra en anden tilflytter.

”Vi er lige flyttet til Ejby fra København, og vi troede lige vi ville slippe for hundelort over alt. Men folk er åbenbart også for fine til at samle hundelort op i Ejby. Ejeren burde få den lige i postkassen,” lød det.

Jeg vil ikke negligere irritationen. Men eksemplet fra Facebook-gruppen er blot et af mange, og det er påfaldende, hvor stor lysten er til diskussioner bag skærme, og hvor lille lysten er til at lære folk at kende i den by, man er flyttet til.

De forgangne ugers Jylland-København-diskussion har på mange måder været lige så håbløs, som den ofte er. Det er den dømt til at være, når der er tale om to generaliserende størrelser sat op mod hinanden, og nuancer vil nødvendigvis gå tabt.

For eksempel, at der også er masser af provins og landområder på Sjælland, hvor lokale fællesskaber, fritidsaktiviteter og foreningsliv er omdrejningspunktet for en dejlig tilværelse.

Og ja, spontane samtaler på gaden, i supermarkedet, ved fodboldklubben eller kirken ligeså. Tilflyttere fra København virker til at have sagt ja til de lavere huspriser og muligheden for at etablere sig som familie, men ikke til at indgå i den lokale samtale, som i forvejen er noget af det, der har fået folk til at blive boende.

Jeg frygter ikke, at Ejby bliver en decideret splittet by med dem, der har boet i den flere årtier på den ene side, og tilflyttere fra København, der ikke gider hilse på nogen, på den anden. Jeg tror og håber på, at fællesskaber og venskaber på kryds og tværs opstår som en naturlig del af, at folk gradvist engagerer sig mere i deres by. Men det kræver en vilje fra dem, der flytter til.

Ifølge en befolkningsprognose fra rådgivningsvirksomheden Cowi vil indbyggertallet i Ejby over de næste år fortsat stige. Det giver sig også til kende ved de boliger, der i dag er ved at blive opført. Senest er en del af byens folkeskole, ”Lilleskolen”, hvor 0.-2. klasse indtil for nylig havde hjemme, revet ned til fordel for boligkomplekser, og der er stadig masser af tomme grunde. Med Køges vækst in mente, hvor der skal være et nyt supersygehus, campus og endnu flere arbejdspladser, er der ingen grund til at tro, at efterspørgslen på boliger i Ejby, som ligger otte kilometer vest derfra, skulle falde.

Jeg håber inderligt, at folk, der flytter til Ejby og får muligheden for at stoppe op og deltage i en samtale, faktisk vil gøre det. Historien om, hvad der har drevet dem til den lille by, vil ikke skade nogen at høre, ligesom historier og fif fra rutinerede lokalborgere ikke kan skade den anden vej.

Det er mangel på dannelse ikke at kunne tale sammen i en landsby, og det er dårlig stil at flytte til et lokalsamfund af økonomiske hensyn for at tage sin mobiltelefon febrilsk op af lommen og kigge på den, når nogen forsøger at byde velkommen.

Måske kunne vi fra Ejby selv hjælpe samtalen med tilflytterne endnu mere på vej.

Næste gang, jeg besøger mine forældre i Ejby og på en gåtur møder en forbipasserende, der inden for de sidste år er flyttet til, vil jeg forsøge at være endnu mere insisterende og fremtvingende i min søgen efter øjenkontakt, hilsen og samtale. Akavet eller ej.