Få indblik i livsanskuelser og naturfænomener på Rønshoved Højskole

Tag med Rønshoved Højskole og Kristeligt Dagblad på læserophold i september 2021

Livsanskuelser, sang og debat er på læseropholdets dagsorden, men deltagerne skal også besøge marsken, hvor naturfænomenet sort sol i Naturpark Vadehavet kan opleves. – Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix.
Livsanskuelser, sang og debat er på læseropholdets dagsorden, men deltagerne skal også besøge marsken, hvor naturfænomenet sort sol i Naturpark Vadehavet kan opleves. – Foto: Steen Agger/Biofoto/Ritzau Scanpix.

Litteratur, naturvidenskab, filosofi og musik er i fokus, når Rønshoved Højskole byder indenfor til en højskoleuge, hvor livsanskuelser, sang og debat er på dagsordenen. I løbet af ugen vil deltagerne møde en række foredragsholdere, der vil gøre alle klogere på deres indsigter, så nye horisonter og forundring får plads.

Søndag aften byder forstander Thue Kjærhus velkommen med et foredrag om Rønshoved Højskole, der i 2021 kan fejre sit 100-års jubilæum.

Mandag holdes foredrag ved professor Søren Fauth, der vil fortælle om Arthur Schopenhauers tænkning, som på mange måder er ouverturen til det moderne verdensbillede og som påvirkede det 19. og 20. århundredes musik, litteratur, billedkunst og kultur. Efter frokost får deltagerne et indblik i nordlyset i videnskaben, kunsten og historien, når forsker emeritus ved Danmarks Meteorologiske Institut Peter Stauning belyser nordlysets sammenhæng med solpletter og magnetiske storme. Dagen slutter af med fællessang, når viceforstander Nina Kjærhus holder sangaften med udgangspunkt i Højskolesangbogen.

Tirsdag holder cand.theol. Claus Thomas Nielsen foredraget ”Kærlighedsdøden – Richard Wagner i aftenlandet”. Foredraget spørger blandt andet, hvad det er, der gør Richard Wagner til det 19. århundredes fuldendte udtryk og det 20. århundredes profet.

Herefter får deltagerne et indblik i forfatteren Miguel de Cervantes liv og værk, når dr. phil. Sofie Kluge fra SDU fortæller om hans berømte ironiske ridderroman om Don Quixote og øvrige litterære værker, der er fascinerende fortællinger om skæbne, kærlighed og eventyr. Dagen sluttes af med en filmvisning, hvor deltagerne ser Luis Buñuels filmiske mesterværk ”Borgerskabets diskrete charme” fra 1973.

Onsdag stiller højskolelærer Søren Hviid Pedersen skarpt på maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, hans inspirationskilder samt nære samarbejde med Martin A. Hansen. Efter frokost besøger deltagerne marsken, hvor naturfænomenet sort sol i Naturpark Vadehavet kan opleves.

Torsdag holdes foredrag ved forstander Thue Kjærhus, der i historiens og samfundsvidenskabens tegn sætter fokus på hastighed og modernitet og kaster et blik på Tysklands historie. Foredraget søger at give en samlet udlægning af Tysklands udvikling i det 19. og 20. århundrede og spørger, om vi skal frygte eller beundre Tyskland anno 2021. Efter frokost taler professor i zoofysiologi Tobias Wang Nielsen om menneskets grænser, når han dykker ned i evolution, genetik og arvehygiejne. Her belyses den nyeste forskning inden for biologien samt de etiske dilemmaer, der følger med de nye videnskabelige landvindinger. Højskoleugen rundes af med en fælles middag, der går over i en aften med himmelgrus og salmebrus, når forfatter Bo Nygaard Larsen fortæller om moderne salmer og salmedigtere.

Fredag morgen holdes en kort morgensamling inden hjemrejse.