Hvem har ret til at fortælle og fortolke andres historier? Den slags debatter opstår med jævne mellemrum i kunstens og kulturens verden. Helt aktuelt har den hollandske oversætter af den unge, amerikanske digter Amanda Gormans debut, ”The Hill We Climb”, trukket sig fra jobbet. Årsagen var aktivisters kritik af forlagets valg af en hvid person til at oversætte en ung, sort kvindes digte.
En anden aktuel sag handler om spillefilmen ”Music”, der er den australske hitsangerinde Sias instruktørdebut. Filmens hovedkaraktér er en autistisk pige ved navn Music, og til rollen er valgt en ikke-autistisk skuespiller, Maddie Ziegler. Det har resulteret i kritik, beskrevet i februar i avisen The New York Times:
”’Music’ er sådan noget, der gør skade på mennesker,” lød det fra den autistiske skuespiller Ashley Wool, og hun fik opbakning fra flere, der pegede på filmen som en oplagt, forpasset chance for at give autister repræsentation på det store lærred.
Her i Danmark findes debatterne også, nok især i filmens verden: Måtte Nikolaj Lie Kaas eksempelvis lægge stemme til en sort karakter i animationsfilmen ”Sjæl”, der havde premiere i december? Og var det rigtigt at lade den ikke-transkønnede Mikkel Boe Følsgaard spille transkønnet i filmen ”En helt almindelig familie” fra 2020?
Og var det nok, at de to (hvide) instruktører af den anmelderroste ”Shorta” om et opgør mellem bander og politi tog ud i et udsat boligområde og lavede research forud for filmen? Nej, mente de to filmfolk, Anita Beikpour og Catherine Pattinama Coleman, der fremlagde kritikken i magasinet Soundvenue:
”Instruktørernes hvidhed vil stadig påvirke projektet. Det er ikke nok, at de har snakket med nogle brune drenge undervejs, for de har aldrig oplevet på egen krop, hvad det vil sige konstant at blive stoppet, visiteret og udspurgt af politiet,” sagde Coleman, og fra Beikpour lød det:
”Vi er efterhånden mange brune mennesker i filmbranchen, der godt kan finde ud af at fortælle vores egne historier. Så måske er det simpelthen blevet tid til, at hvide mennesker giver plads i stedet for at fortælle dem for os?”
Hassan Preisler er med en pakistansk far og dansk mor et af ”de brune mennesker” i den danske kulturverden. Han er skuespiller, forfatter og dramatiker og har med egne ord flyttet sig i spørgsmålet om, hvem der kan repræsentere hvem på scene og lærred.
”Tidligere var jeg meget optaget af, hvad netop hudfarve betød for, hvilke roller man dels kunne spille og dels fik tildelt. Men i dag synes jeg, det er en helt gakket, kærlighedsløst og voldsomt deprimerende diskussion, der i stedet for at gavne kunstverdenen gør det stik modsatte.”
Som et eksempel på tankegangen nævner Hassan Preisler en opringning, han fik fra en journalist på et dansk dagblad.
”Han spurgte, hvad jeg – underforstået ’som brun’ – mente om, at den daværende Ramasjang-vært Kristian Gintberg – en hvid mand – skulle spille Hodja i Folketeatrets opsætning af ’Hodja fra Pjort’. ’Burde man ikke have fundet en skuespiller, der bedre kunne repræsentere Hodja?’, lød spørgsmålet. Jeg bad så journalisten svare mig på, hvor Pjort ligger, og så kom der vist ikke mere ud af det interview.”
Hassan Preisler mener, at hvis man hele tiden har sit fokus på bestemte gruppers krav og behov,” så risikerer man at miste blikket for det, der er fælles for os. Og man kommer derfor ’i den gode sags’ tjeneste i stedet til at opdele verden i ’dem og os’, selvom det er det modsatte, man ønsker”.
”Lige for tiden arbejder jeg med at dramatisere Hans Kirks ’Fiskerne’, og det har faktisk slået mig, at fiskerne i Kirks skildring af det indremissionske miljø på mange måder minder om nutidens identitetspolitiske bevægelser. Deres selvforståelse og retorik minder om hinanden. Især det frelste, selvretfærdige og stærkt fordømmende,” siger Hassan Preisler.
Spørgsmålet om, hvem der må spille hvilke roller, er selvfølgelig ikke nyt. For eksempel var det først i midten af 1600-tallet, at kvinder overhovedet fik lov til at optræde på franske og engelske teaterscener. Indtil da var det derfor mænd, der havde spillet kvinderoller.
”Så hvis man kigger historisk på udviklingen, har det helt klart været positivt, at for eksempel kvinder og folk med anden hudfarve end hvid fik adgang til selv at spille deres roller. I stedet for at blive fremstillet som stereotyper,” fortæller Alette Scavenius, teaterhistoriker og mag.art. i teatervidenskab.
Men samtidig oplever hun, at udviklingen i de senere år med hendes ord ”er begyndt at kamme over, for det er, som om man helt har glemt, at skuespilkunst netop handler om at spille en rolle. Det handler om præsentation, ikke om repræsentation,” siger Alette Scavenius, der tilføjer, ”at man derfor netop som skuespiller skal kunne spille tyk, gal eller hvid, uanset om man selv er det eller ej.”
Ifølge hende findes en del af forklaringen på den nutidige repræsentationsdebat i de skuespilsmetoder, der kom ind i faget omkring år 1900.
”Den russiske skuespiller og instruktør Konstantin Stanislavskij er blevet meget berømt for sin fornyelse af teaterkunsten, og hans metoder lagde især vægt på at gøre skuespillerne i stand til at skabe troværdige roller ved at arbejde med deres evne til at sætte sig i andres sted.”
I USA arbejdede skuespilleren, instruktøren og teaterpraktikeren Lee Strasberg videre med metoden, der blev kendt som ”the method”, hvor skuespillerne for at kunne fremføre rollen bedst, skulle føle på egen krop, hvordan deres karakter havde det, fortæller Alette Scavenius. Hun nævner et konkret eksempel, hvor skuespilleren Dustin Hoffmann i filmen ”Marathonmanden” fra 1976 skulle spille en mand med søvnproblemer og derfor undlod at sove for virkelig at kunne leve sig ind i rollen.
”Resultatet blev, at Hoffmann mødte fuldstændig søvndrukken op på ’settet’ og ikke var i stand til at spille sin rolle, hvortil hans medspiller Laurence Olivier sagde: ’Prøv at spille skuespil i stedet for. Det er meget lettere.’”
Når man så i dag går skridtet videre: at skuespilleren ikke kun skal forsøge at sætte sig i den andens sted, men være fuldstændig af ”samme slags”, siger Alette Scavenius, ”så er det, fordi hele minoritetsdebatten definerer den politiske korrekthed i dag, og derfor er det nu ’mest rigtigt’ for eksempel at lade autister spille autister. Men jeg vil meget hellere se en kunstner fremføre en rolle end se en autist, der spiller sig selv.”
I det danske filmmiljø skorter det ikke på repræsentationsdebat for tiden. Det Danske Filminstitut, der støtter dansk filmproduktion, arbejder da også målrettet på at få eksempelvis flere etniske minoriteter og kvinder på lærredet, siger direktør Claus Ladegaard.
”I forhold til etnicitet handler det om at få en repræsentation inden for filmens verden, der kvantitativt ligner befolkningen. Og at det ikke altid skal være grønthandlere og taxachauffører, der vises. Fokus er også på køn, for tredje år i træk er der nu en nogenlunde ligelig fordeling af mandlige og kvindelige hovedroller i dansk film. Og det er jeg virkelig, virkelig glad for,” siger han.
”Og så begynder vi i stigende grad at orientere os mod, hvorfra i landet historierne fortælles, hvilke sociale lag der fortælles om og fra. Det er også et vigtigt sted at se på repræsentation i en dansk sammenhæng.”
Claus Ladegaard understreger, at det ikke påvirker muligheden for at få tilskud fra filminstituttet, hvis man som instruktør eksempelvis vælger en skuespiller, der ikke ”er” det, der spilles.
”Vi kigger ikke på, om en transseksuel rolle spilles af en transseksuel skuespiller, men om der er lavet research på en måde, så det har kvalitet. Mikkel Boe Følsgaard spillede i øvrigt fuldstændig fremragende en mand, der fik en kønsskifteoperation sidste år,” siger han om den debat, der var om filmen ”En helt almindelig familie”.
I forhold til debatten om filmen ”Shorta” og dens portræt af ”brune mennesker” erklærer Claus Ladegaard sig lodret uenig i, at den burde være lavet af en ”brun” instruktør.
”Jeg er glad for ’Shorta’, glad for, at vi støttede den og glad for dens fortolkning af en social virkelighed, som optager mange mennesker i Danmark. Alt ved spillefilm er fortolkninger. Det, der ligger bag den holdning, er et meget dokumentarisk, nærmest journalistisk krav om, at film skal være sandhed. Men fiktionsfortællinger skal ikke være sandhed, de skal være fortolkninger af, hvad der optager os.”
Hvis man cykler videre i kulturlandskabet, til litteraturen, er det i dansk sammenhæng Lindhardt og Ringhof, der skal udgive Amanda Gormans digte på dansk. Forlaget vil endnu ikke ud med, hvem der er valgt som dansk oversætter, men siger, at der er lagt vægt på, at det skal være ”a person of color”.
Hos Gyldendal, Danmarks største forlag, siger skønlitterær forlagschef Simon Pasternak, at der selvfølgelig tænkes meget over det, når der vælges oversætter til et værk.
”Vi udgiver bøger og ikke mennesker, men det er vigtigt at se på etnicitet, køn og alder,” siger han og giver to eksempler:
”Vi lod en hvid kvinde, nemlig Pia Juul, oversætte den afroamerikanske forfatter James Baldwins ’Giovannis værelse’, fordi vi syntes, hun ramte Baldwins stemme bedst. Nazila Kivi, der selv har en iransk baggrund, oversatte den iranske forfatter Sharnush Parsipurs ’Kvinder uden mænd’, fordi hun både kunne ramme stemmen, og hun via sin baggrund og viden var en god ambassadør for bogen.”
Simon Pasternak mener hverken, at alle kan oversætte alt, eller at man kun kan oversætte noget, der er skrevet af en med samme biologi eller vilkår som én selv.
”Vi foreslår, at man er nuanceret, tænker sig om, undersøger sagerne og ikke buldrer løs med puristisk tåbelighed,” siger han.
I forhold til, hvilken litteratur der udgives, arbejdes der også med repræsentation.
”Alle må skrive alt, den ret vil vi altid stå for på et forlag som Gyldendal. Men vi mener, at dansk litteratur har et repræsentationsproblem. Hvis litteraturen skal være det sted, hvor alle ser sig i spejlet eller møder de andre og stadig er det vigtigste medie for alle, så skal der virkelig ske noget med repræsentation i forhold til køn, etnicitet og klasse. Det skal og vil ændre sig og er en stor, hvis ikke den største opgave i disse år – både med nye værker og med genlæsning af klassikerne.”
”Der, hvor filmen kan knække, er, hvis der er et meningspoliti, der skal fortælle, hvordan noget skal fortælles. Der er – det er pointen – ikke én måde at fortælle verden på, der er mange, og det er den flerhed, det kor af stemmer, der er litteraturen.”
Det var på scenen, det hele begyndte – det med at spille noget andet end det, man er. Instruktør Katrine Wiedemann, der netop har stået for instruktionen af ”Kong Lear” på Aarhus Teater, der dog blev aflyst på grund af nedlukningen, fortæller, at der de senere år er opstået et fænomen kaldet ”colourblind casting”:
”Det vil sige, at man ’caster’ skuespillere med en villet blindhed over for hudfarver. Jeg så for nylig en sort mand spille William Shakespeare i en svensk opsætning af ’Shakespeare in Love’, der netop er en kønsbevidst komedie. Først skulle jeg vænne mig til det, men endte med at finde, at det fungerede, omend det virkede en smule politisk korrekt,” siger hun.
”Det var frisættende, fordi det mindede tilskueren om, at det er kunst, vi ser på, og ikke dokumentarisme. Det er fantasi, og netop de fantasifulde greb er det, der åbner vores horisont. Lige der var den meget bevidste, racepolitiske vinkel i valget af skuespillere en god ting. Folk med anden etnisk baggrund har stadig alt for svært ved at komme til fadet, når det gælder de komplekse roller, der ikke bare reproducerer raceklichéer,” siger hun.
Men den anden variant: at en hvid skuespiller eksempelvis ikke kan spille en sort karaktér, bryder hun sig ikke om:
”Vi har jo en tradition for, at det er den bedste skuespiller, der spiller den store rolle. ’Hamlet’ bliver ofte spillet af en mand, der er betydeligt ældre, end karakteren er skrevet, fordi det tager tid for en dygtig skuespiller at blive en stjerne. Jeg caster selv efter evner frem for det fysiske ydre, og jeg har opdaget, at det er mere interessant at caste en voksen til at spille barn, eller at en smuk kvinde ikke behøver blive spillet af en skønhed. Hvis der er et spring imellem fortolkeren og rollen, tvinges man netop til at vide, hvad man skal fortælle på et dybere plan, for eksempel om begrebet ’skønhed’ eller ’ungdom’,” forklarer hun.
I bredere forstand ser Katrine Wiedemann de tilbagevendende kulturdebatter omkring, hvem der har ret til at fortælle, fortolke og oversætte hvilke historier, som et angreb på kunstens væsen.
”Debatterne er forstemmende og udtryk for dræbende tendenser i tiden. Kunsten skal udvide horisonten på tilskueren eller læseren, ikke det modsatte. Kunsten skal bygge bro mellem én selv og det fremmede, og jeg synes næsten, det kan være inhumant, når mennesker reduceres til repræsentanter for en race, et køn og så videre – det er i hvert fald ukunstnerisk. Hele pointen med kunst er jo, at den kan række ud og give en fælles oplevelse på tværs af skel. Den skal tro på mennesket.”