Danske jøder overlevede oftere end andre: Ny bog sætter fokus på danske jøders skæbne

Uden pakker sendt fra Danmark ville langt flere være døde, siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane, der har udgivet en bog om de danske jøders skæbne i Theresienstadt, der fungerede som mellemstation til dødslejrene. Her er fem pointer om danske jøder fra hendes bog

Over porten til Theresienstadt stod ”Arbeit macht frei” (arbejde gør fri). Det samme var skrevet ved indgangen til flere nazistiske koncentrationslejre. I lejrene var der både lidelser og lyspunkter – sygdom, sult og død og vlljen til at skabe normalitet i hverdagen, fortæller Silvia Goldbaum Tarabini Fracapan.
Over porten til Theresienstadt stod ”Arbeit macht frei” (arbejde gør fri). Det samme var skrevet ved indgangen til flere nazistiske koncentrationslejre. I lejrene var der både lidelser og lyspunkter – sygdom, sult og død og vlljen til at skabe normalitet i hverdagen, fortæller Silvia Goldbaum Tarabini Fracapan. Foto: Ritzau Scanpix.

1. Danske jøder overlevede oftere

Historien om redningen af de danske jøder er verdensberømt. Ikke mindst er det igen og igen fortalt, hvordan de hvide busser hentede de overlevende hjem fra den koncentrationslejr-lignende ghetto Theresienstadt. Og det var ganske rigtigt et lyspunkt i Holocausts mørke, for selvom en tiendedel af de deportede aldrig vendte hjem, var antallet af omkomne relativt lavt i forhold til andelen af omkomne jøder fra andre lande, fortæller historiker Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane. Hun har forsket i de danske jøders skæbne i den tyske ghetto, der lå nord for Prag og er for nyligt udkommet med bogen: ”The Jews of Denmark in the Holocaust: Life and Death in Theresienstadt Ghetto” (Danmarks jøder under Holocaust: Liv og død i Theresienstadt-ghettoen. Ikke oversat til dansk).

”Trods alle lidelserne var de danske jøder bestemt heldige. Da synagogen i København genåbnede i juni 1945, var det nærmest en festgudstjeneste. Overrabbiner Friediger, der selv havde overlevet Theresienstadt, tog senere til i Oslo for at forestå genindvielsen af deres synagoge, og der var stemningen helt anderledes. For størstedelen af de deporterede norske jøder vendte aldrig tilbage.”

2. Nødhjælpspakker gjorde en forskel

Vigtigt har det været i arbejdet med Danmarks jøder i Theresienstadt at se opholdet fra deres side, siger Silvia Fracapane.

”Man har ofte fortalt historien om jøders deportation, fangenskab og hjemkomst, som den blev opfattet hjemme fra Danmark. Man har ikke rigtig været optaget af, hvordan de 470 mænd, kvinder og børn egentlig oplevede de 18 måneders fangenskab,” ræsonnerer hun.

Mange kender historien om, at de danske jøder modtog pakker med mad og forsyninger fra Danmark.

”De overlevende har gang på gang fremhævet, at uden fødevarerne sendt fra Danmark ville langt flere være døde i ghettoen,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

Også på dette punkt har historien ofte været fortalt, som den så ud set fra Danmark, bemærker hun:

”Indtil nu har man fortalt om disse pakker, og hvordan de blev organiseret og sendt afsted, set fra en dansk vinkel. Man har ikke undersøgt, hvordan pakkerne blev modtaget. Mange fortæller om glæden ved at modtage pakkerne, mens andre oplevede at modtage halvtomme pakker eller modtage pakker med fordærvet mad. Én beskriver en pakke, som er ødelagt af saften fra rådne løg,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

Det var ikke kun danske jøder, der modtog pakker fra Danmark. En stor del af de pakker, der blev sendt, gik til folk, der var deporteret fra andre lande, men som havde forbindelser til Danmark:

”Den private gruppe, der begyndte at sende mad derned, var ligeglad med, hvor fangerne kom fra. De ville bare hjælpe. Så når de modtog et navn på en fange i Theresienstadt, skrev de det på deres pakkelister,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

3. Vidt forskellige forhold for fanger

I fortællingerne om jødernes hverdag i Theresienstadt har der været en tendens til at overvurdere, hvor milde forhold danske jøder levede under i kontrast til andre lejre, siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

”Når vi kigger på, hvad jødernes selv fortæller, er der både lidelser og lyspunkter. Det er sygdom, sult og død, og der er forsøg på at skabe normalitet i hverdagen og gøre meget ud af fødselsdage og andre fejringer. Selvom Theresienstadt var mindre slem end mange andre lejre, så var det frygteligt for dem, som oplevede det,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

De danske jøder i Theresienstadt levede også under meget forskellige bolig- og leveforhold:

”Man havde udpeget nogle jøder til at være ’prominente’, og de fik lidt bedre forhold. Det var primært ’gamle’ danske familier, og de boede så få personer sammen i små rum og fik lov at bo familievis. Men størstedelen af jøderne, uanset baggrund, boede under kummerlige forhold stuvet sammen på store lofter,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

En enkelt statsløs mand fra Danmark blev sendt fra Theresienstadt til Auschwitz-Birkenau. Ellers var jøder fra Danmark undtaget videre transport mod de nazistiske dødslejre. Men fangerne vidste ikke, at de var undtaget:

”Det var først noget, de opdagede hen ad vejen. Og selv når det klart blev sagt, at de var undtaget, følte de sig ikke sikre. For hollænderne var også undtaget, men endte med at blive sendt videre. Så de levede i konstant usikkerhed,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

4. Mange udlændinge blandt danske jøder

Ved hjælp af dagbogsnotater, erindringer og nye interviews har Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane nuanceret historien om de danske jøder i sit værk. Og en af de observationer, hun gerne vil give videre fra sit arbejde, er, at de danske jøder kom fra mange steder. Både blandt de jøder, der blev hjulpet over Øresund, og de jøder, der blev fanget og deporteret, fandtes der mange, der var født i udlandet:

”Kun omkring en fjerdedel var fra det vi kan kalde ’gamle dansk-jødiske familier’, mens godt halvdelen var indvandrede jøder, der var flygtet fra Rusland op til første verdenskrig. Og så var der endnu en fjerdedel, som var helt nyankomne jøder, der var flygtet fra nazisternes forfølgelser. Denne fordeling gælder også i Danmark før oktober 1943, og ser man på de deporteredes baggrund var det altså en repræsentativ gruppe,” fortæller Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

De 470 deporterede jøder fra Danmark, der endte i Theresienstadt, havde vidt forskellige baggrunde og nationaliteter.

5. Familier blev skilt ad i Sverige.

Mod slutningen af Anden Verdenskrig lykkedes det under ledelse af den svenske greve Folke Bernadotte at hente danske og norske jøder til Sverige fra lejrene i hvide busser.

”Jeg fandt rigtig mange søde og hjertevarmende historier om busturen til Sverige blandt erindringerne og dagbøgerne. Én af de overlevende fortalte, at hun fik lov at sidde helt oppe ved buschaufføren, så hun kunne se ud af vinduet. Men fordi hun sad på en mælkejunge sov hendes ben hele vejen,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

På deres vej til det neutrale Sverige kørte busserne gennem Danmark:

”Én bus holder ind i Korsør, fordi der arrangeres et lynbryllup. En ung kvinde er dukket op på havnen for at modtage sin kæreste, som har været fanget i Theresienstadt. Og de bliver viet lige der på stationen, og bruden får lov at komme med busserne til Sverige,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

Fangerne ankom sikkert til Sverige, men her ventede en ubehagelig overraskelse:

”I Theresienstadt havde mænd og kvinder sovet for sig, men familierne kunne ses efter endt arbejdsdag. I Sverige havde man ikke fået organiseret indkvarteret ordentligt, hvilket betød, at mange familier blev skilt ad og sendt til to forskellige karantænelejre i Sverige,” siger Silvia Goldbaum Tarabini Fracapane.

Midt i maj 1945 vendte de første danske jøder hjem til Danmark, hvor en del i første omgang blev indlogeret nogle nætter i Garnisonskirken i København, for mange havde ikke længere et hjem, der stod og ventede på dem.