Antallet af selvmord under coronakrisen er ikke steget, det er faktisk faldet. Det er lidt lettere at leve med sine problemer, angst og depression, når andre omkring en heller ikke har det godt. Men er det kun selvmordstruede mennesker, der har oplevet en vis komfort i pandemien, eller har andre også fundet karantænen og det tilbagetrukne liv belejligt?
Alting kan gøres hjemmefra, og transport af enhver slags er unødvendig. Man står op om morgenen, sætter sig foran computeren, og så er man på arbejde. Dårlige kolleger og stressende chefer slipper man i høj grad også for, og når arbejdsdagen er overstået, er man hjemme igen ved blot at lukke den bærbare computer i.
For mennesker, der arbejder i smittezoner, er coronakrisen naturligvis alt andet end komfortabel, men for flertallet gælder det, at corona har skabt utallige bobler, hvor tempo, pres og krav om at være på er blevet sat gevaldigt ned. Folk lever i deres huler, og mens mange venter på, at samfundet genåbner, har andre mindre travlt med at vende tilbage til normalen.
Vi ser kun de mennesker, der betyder noget for os, og har én gang for alle frasorteret de overfladiske bekendtskaber. Frem for barer og myldrende restaurantbesøg inviterer vi de mennesker, der betyder mest for os, på middag.
De unge længes ganske vist efter det pulserende liv, og man må håbe, de snart får det tilbage, men ældre generationer kan trives udmærket med livlige middage til langt ud på aftenen, spændende samtaler og en bekræftelse af den inderste vennekreds.
Vi er nede i gear. Måske bare for at styrte desto mere rundt, når corona er overstået, måske ikke.
Når den første rus over genåbningen har lagt sig, er buddet herfra, at vi vil vende tilbage til onlinearbejdet i højere grad, end vi troede. Hjemmearbejdsdage, Zoom-møder, især på tværs af landegrænser. Hvad er i øvrigt mere miljøvenligt end en onlinearbejdsplads?
Faktisk er mundbindet med sine snore formet som en lille hængekøje. Jo, det kan være krævende at leve så meget op ad hinanden, især hvis der er børn i hjemmet, men det er også hér, at familierne oplever nogle af deres måske bedste stunder og for alvor bliver svejset sammen. Tid til hinanden, tid til nærvær, tid og kærlighed til de små.
Ensomhed er et problem under corona. Men ikke, hvis man formår at aktivere sig gennem isolationen. Man gør det, man ellers ikke havde tid til – projekter, der ikke kunne passe ind i den travle hverdag. Man læser de bøger, der hele tiden har ligget og stirret på en. Man bygger det legehus, som altid har plaget ens samvittighed. Man kommer i den form, man altid har drømt om. Nogen gror ganske vist fast i sofaen, men andre griber muligheden for fordybelse og personlig udvikling.
Men mennesker bliver jo ramt økonomisk af coronakrisen? Folk bliver syge. Ja, ulykkeligvis, til gengæld bliver mange også forgyldt. Især boligejere, der kan se husværdien stige til heftige højder. Det betyder også, at husejere og andre, som profiterer på corona, nok ikke skal brokke sig for meget over karantænen, i hvert fald ikke i forhold til mennesker, som mister job, fast indtægt og måske mere end det.
Livet vender tilbage. For nogen leves det udmærket netop nu. Det lyder skørt, men man kan jo mærke efter, om påstanden er helt forkert.
Filosoffen Blaise Pascal sagde, at hvis alle bare blev på deres værelser, kunne alverdens ulykker undgås. Det er sagt med et provokerende smil på læben, men ikke desto mindre er der mennesker derude, som nyder roen under corona, at være i fred og kun at se de mennesker, der faktisk spiller en rolle i livet.
Thomas Johannes Erichsen er filosof og cand.mag. i moderne kultur.