Keld Zeruneith formår at gøre sagaerne nærværende og betydningsfulde igen

Sagaer er et vældigt bidrag til verdenslitteraturen og vidner om det bevidsthedskred, der fandt sted dengang, samtidig med, at der skildres elementære menneskelige forhold som håb, kærlighed, tro og svigt. Det er flot, og Keld Zeruneiths bog kan næppe gøres flottere

Docent emeritus ved Københavns Universitet Keld Zeruneith, som fylder 80 år i dag og som tidligere har beskæftiget sig med overgangstiden mellem hedenskab og kristendom, fremlægger i ”Da de tog land” en fornem læsning af de islandske sagaer. – Foto: Leif Tuxen.
Docent emeritus ved Københavns Universitet Keld Zeruneith, som fylder 80 år i dag og som tidligere har beskæftiget sig med overgangstiden mellem hedenskab og kristendom, fremlægger i ”Da de tog land” en fornem læsning af de islandske sagaer. – Foto: Leif Tuxen.

Island blev beboet omkring 870, hvilket er beskrevet i Landnamsbogen fra 1100-tallets slutning. Her fortælles det, hvorledes ”de tog land”; altså hvordan landet kom i besiddelse. Andre væsentlige årstal i det tidlige Islands historie er oprettelsen af Altinget i 930 og den 24. juni år 1000, hvor Island efter en beslutning på Altinget overgik til kristendommen.

Dette er beskrevet i Are Torgilssøn Frodes Islændingebog fra første halvdel af 1100-tallet. De første bosættere var kristne, men generationen efter blev hedninge påny, og der blev oprettet gudehov i tilknytning til gårde og i videre forstand i tilknytning til lovgivning. Midt i dette finder man de islandske sagaer, der er verdenslitteratur.

Det er grundlæggende kristne sagaer, der skriver sig ind i en tradition og et eksisterende fortællerkompleks, og derfor bobler hedenskabet nedenunder. Grundlæggende er det forbløffende, hvor kristent det er. Men sagaerne mister ikke deres egen historie. Sagaskriverne formår at fastholde fortællingerne i deres prægnante, episke form.

Docent emeritus ved Københavns Universitet Keld Zeruneith, som fylder 80 år i dag – og som tidligere har beskæftiget sig med de islandske sagaer, og i det hele taget med den overgangstid, som skredet fra hedenskab til kristendom var, også i litteratur – fremlægger i ”Da de tog land” en fornem læsning af de islandske sagaer. Bogen knytter an til tidligere udgivelser som ”Træhesten” (2002), om forvandlingen af oldtidens Grækenland fra myte til moderne samfundstænkning, og ”De sidste tider” (2017) om den angelsaksiske digtning og det paradigmeskifte, der fandt sted ved Nordeuropas overgang til kristendommen.

”Da de tog land” føjer sig ind i samme tankerække, hvor trosskiftet både er en ydre forandring, men også en indre, der kan tolkes gennem skjaldedigtningen, hvor hedenske motiver fastholdes, men omformes gennem en kristen billedverden.

Beslutningen af omvendelsen til kristendommen foregik som sagt år 1000 på Tingsletten. Her overgik man til en stærkere Gud. Teologisk kan man stille det spørgsmål, om det blot var en kvantitativ omvendelse, altså til noget større eller stærkere. Keld Zeruneith viser ved sine læsninger, at det også var en kvalitativ: Man flyttede sig fra en hævnverden til en kærlighedsverden. Særligt tydeligt bliver det i sene Njalds saga, hvor Njals svigersøn Kåre Sølmundsson til sidst mødes med Njals modstander Flose i et, som det udtrykkes, tilgivelsens forsoningskys. Zeruneith tolker dette således, at man flyttes fra blodhævnens verden til kærligheden, som er en ny og større virkelighed. Det er simpelthen en kristen forestilling om næstekærlighed.

Bogen former sig gennem fem essays, som kan læses hver for sig, men som sammen danner et hele for litteraturen og bevidstheden i fristandstiden i Island 830-1264, hvor landet kom under norsk og senere dansk herredømme. Det er kampen både om regulær verdslig magt, men også religiøs, som ofte ikke kan skilles ad, da den norske biskop efter trosskiftet stadig kan rase over kristne privatkirkers eksistens.

De fem essays er skrevet ud af en stor fascination af sagaerne og et ønske om at komme til en bedre forståelse af de historiske kendsgerninger ved en dybere læsning af teksterne, så at den historiske grav mellem os og dem kan udjævnes, og at vi kan forstå mennesker, som er forskellige fra os. Det lykkes for Zeruneith, og det er medriv­ende læsning, der fornemt leder læsere gennem sagaerne både ved vidende genfortælling og perspektiverende tolkning. Det er ganske simpelt godt genfortalt og tolket i et klart sprog.

Et særligt perspektiv er drømmene, som der vies et afsnit til. Sagaerne er ellers som klippeblokke, der er tilhuggede i den islandske natur, men drømmene viser os et andet stof. For nok er sagaerne lakoniske i prosaen, men de indeholder også spek­­­takulære drømme. Ze­ru­neith vedstår, at ham bekendt indeholder ingen anden digtning i verdenslitteraturen en så stor og autoritativ brug af drømme. Det er som om, at drømmene som for eksempel hos Gisle Surssøn er et resultat af en resolut vilje til at skabe poesi. Der sker en overgang fra drøm til digt. Zeruneith bemærker, at der underligt nok ikke er drømme i Egils saga, men der er digte, og de strømmer fra samme kilder som drømmene.

Enhver gymnasieelev har arbejdet sig igennem sagaer, om ikke andet så ”Sønnetabet” fra Egils saga. Det kan der siges meget om. Keld Zeruneith formår i denne bog at gøre sagaerne nærværende og betydningsfulde igen, så at de midt i deres fremmedartethed taler til os. Det er eminent flot gjort.

Sammenkoblingen mellem sagaerne og kristendommen, og derved udsagnet om, at alle sagaskriverne var kristne, er perspektiverende. Den tidlige sagadigtning er tilsyneladende helt fri af anden påvirkning og er derved et helt selvstændigt bidrag til verdenslitteraturen, hvorimod det som sagt ikke kan afvises, at den sene er påvirket af den middelalderlige tourdabourdigtning.

Johannes V. Jensen skrev i sin tid med patos i sin indledning til sagaerne, at sagaerne giver nordboerne identitet, hvilket han har ret i og det særligt igennem Islændingebogen, hvor øens og folkets årstal sættes i sammenhæng med den omgivende verdens årstal. Men det er nok ikke rigtigt, som han videre skriv­er, at det er sket uden påvirkning. Intet menneske er en ø, og heller ikke i litterær forstand Island. Men sagaer er et vældigt bidrag til verdenslitteraturen og vidner om det bevidsthedskred, der fandt sted dengang, samtidig med, at der skildres elementære menneskelige forhold som håb, kærlighed, tro og svigt. Det er flot, og Keld Zeruneiths bog kan næppe gøres flottere.