Kirke og stat i Vesteuropa

Her kort inde i det tredje årtusind efter Kristi fødsel er det værd at besinde sig på, at nogle af de forhold, der er afgørende kendetegn for den vesteuropæiske samfundsmodel, er et produkt af en historisk udvikling i netop de tyve sekler. Et af disse fundamentale forhold er samspillet mellem det religiøse og det politiske, mellem kirke og stat. Samspillet har konstant udviklet sig op igennem tiden, og det har været præget af spændinger og konflikter. Der har været både kamp og debat. Men samspillet har været afgørende for statsdannelsen i vores verdensdel, og dobbeltaspektet i samfundsmodellen er blevet en selvfølgelig kategori for vores tænke- og handlemåde. Den vestlige sekularisering har sin historie. Den vestlige skelnen mellem en religiøs sfære og en verdslig sfære i samfundet er ikke et universelt kulturfænomen. Denne erkendelse af historien er væsentlig, hvis vi vil hjælpe os selv i bestræbelserne for at møde og forstå andre kulturer, hvor der har udviklet sig andre samfundstraditioner, f.eks. de ortodokse samfund i Østeuropa og de forskellige kulturer i den islamiske verden. Uden den historiske bevidsthed får vi vanskeligere ved at gennemføre den vestlige selvkritik, der er nødvendig, for at samfundet af i dag kan føres videre. Hvis vi overser samspillet mellem religion og politik i dag, begrænser vi vore handlingsmuligheder. Dette er netop den centrale tanke i et bog, der for nylig er udkommet i Frankrig, og som behandler udviklingen i denne samfundsdobbelthed op gennem de to årtusinder i Vesten. Bogen har som titel »Dieu et le pouvoir« (Gud og magten), og den er skrevet af filosoffen Jean-Claude Eslin, som bl.a. er medlem af redaktionskomitéen for det ansete franske månedsskrift »Esprit«. Bogen er ikke ene om at behandle dette emne på bogmarkedet. Men den er specifik på den måde, at det ikke er de historiske begivenheder, der har vægten i beretningen, men derimod de forskellige tiders teologiske og politiske tænkning. Og bogen åbner for nogle spørgsmål, som er særdeles centrale i en nutid, hvor det religiøse i stigende grad synes henvist til at være et personligt, ja et privat anliggende. Jean-Claude Enslin viser, hvordan den religiøse og den politiske tænkning hos teologer og filosoffer løber som en strøm gennem de historiske begivenheder og er uadskillelig fra dem. Og han går tilbage til både Det Gamle og Det Nye Testamente for at identificere grundlaget, dvs. det forhold, at det krisne pr princip anerkender eksistensen af en verdslig samfundsmagt. Gud og kejseren. Teologien og den politiske filosoferen behandles i de forskellige tidsperioder såvel særskilt som stillet op mod hinanden, fra Den Hellige Augustin til Martin Luther, fra Thomas Aquinas til Oplysningstidens filosoffer, fra Gregor den Store til Johannes den Treogtyvende, fra Machiavelli til Karl Marx og Max Weber, fra profeternes tid til udgangen af det 20. århundrede. I det spændingsfyldte samspil mellem religionen og magten, mellem kirken og staten, kan tre faser fremhæves: Romerriget, hvor kristendommen overgår til at blive statsreligion i 300-tallet; endvidere den franske revolution i slutningen af 1700-tallet, hvor der tegner sig en begyndelse til det vestlige demokrati; endelig det 20. århundrede, der er blevet mærket af samfundskatastrofer i form af totalitære stater og verdenskrige, og hvor forholdet mellem kirke og stat nu synes at skitsere et nyt billede. At udviklingen i Romerriget betragtes som et af hovedstadierne, skyldes ikke mindst, at de to samfundspoler blev etableret i denne periode. Det var nødvendigt for kirken med sin nye status som statskirke, at den udformede en intern struktur og udarbejdede retningslinjer for den kristne læres forhold til staten. På den anden side var det af betydning for de romerske magthavere, at samarbejdet med kirken blev struktureret, fordi ufred inden for kirken betød splittelse i politikken. Denne indbyrdes vekselvirkning mellem kirkestruktur og verdslig magtstruktur kom til at spille en afgørende rolle for fremvæksten af det, der i dag er de europæiske nationalstater, der bæres af en forestilling om den aktive borger. Samspillet mellem de to poler skaber rum for, at borgeren kan forholde sig til magtbegrebet, ja netop betragte magten som en struktur, der kan påvirkes og udvikles. Udviklingen frem til nutidens demokrati er naturligvis lang, og Jean-Claude Eslin gør mange ophold undervejs. Således bliver forestillingen om den aktive borger væsentlig i forbindelse med Reformationen og det protestantiske opgør med pavevældet og den daværende kirke. Men navnlig bliver forestillingen central omkring Den Franske Revolution, der sendte bølger viden om i Europa, og som navnlig gennemrystede forestillingen om det åndelige og det timelige som dimensioner i samfundet. Revolutionen rørte ved opfattelsen af fremskridt. Forestillingen om fremskridt kom til at række videre end til de landvindinger, der blev gjort inden for teknik og naturvidenskaber. Det historiske udvikling blev også set som udtryk for, at det menneskelige samfund tegnede en fremskridtslinje. Der styrkedes en forestilling om, at mennesker kan skabe dynamik og mening i historien. Herved blev der føjet en ny dimension til borgerbegrebet, og der tonede et nyt borgerideal frem: det selvstændigt tænkende menneske, der ikke kun er fri i sin opfattelse af den politiske magt, men også fri i sin stillingtagen til det religiøse. For at måle det særegne i denne vesteuropæiske samfundsudvikling sammenholder Jean-Claude Eslin med udviklingen i den ortodokse verden i Østeuropa, hvor grundlaget for samfundsmodellen blev lagt, da Romerriget blev opdelt i en vestlig og østlig del i slutningen af 300-tallet. I den grundlæggende udgave var kirke og statsmagt tæt forenet i det østlige Europa. Selv om kirken fik en autonom stilling, blev den politiske magt privilegeret, og der udvikledes kun ringe tradition for, at kirken satte sig op mod den verdslige magt. Fra oldtidens Byzans til nyere tids Moskva har historien om de ortodokse kirker fortsat været præget af denne tætte forening af imperiemagt og patriarkalsk magt. Der har ikke været tale om to magtpoler som i Vesteuropa. Og Jean-Claude Eslin anfører (og andre med ham), at netop denne opblanding af de to sfærer i hinanden kun har levnet ringe rum for, at kirken kunne give ly for og bidrage til, at der voksede en autoritetskritisk borgermagt frem. Her kan det være nærliggende at tænke, hvad flere forskere gør, at denne model gjorde det lettere for den østeuropæiske kommunisme at udvikle en totalitær magtstruktur i det 20. århundrede. Med katastrofer til følge. I hvert fald er det værd at notere, at samfundsbegrebet næppe opleves på samme måde i de ortodokse samfund i Østeuropa og i de sekulariserede samfund i Vesteuropa. Men det betyder ikke, at den vestlige sekulariseringsmodel har sikret mod samfundskatastrofer. De to verdenskrige og nazismen har belært os om noget andet. I det 20. århundrede har vi i Vesteuropa oplevet, at fascismen som monstruøs politisk magt har sat det traditionelle samvirke mellem kirke og stat ud af kraft. Jean-Claude Eslin analyserer den holdning, de vesteuropæiske kirker indtog over for fascismen fra 1930'erne og fremefter, men han forsøger ikke at give en endegyldig forklaring på, hvorfor det gik som det gik, trods kirke og demokrati. Han finder, at denne kæmpefiasko for både kirke og demokrati fortsat er et traumatisk problem i Vesteuropa, fordi selve sekulariseringen synes at have svækket de religiøse kræfter uden at styrke den politiske bevidsthed. Og hermed står vi efter hans opfattelse over for en af de store aktuelle tendenser i Vesteuropa, at den verdslige sfære, staten, bliver enhedspol for legitimiteten i samfundet. Det demokratiske princip mødes i dag af forventninger, som det næppe kan honorere, selv om der mobiliseres store idéer som f.eks. kampen for lighed og menneskerettigheder. Utopierne har fortonet sig, og den nye økonomiske udvikling med globale strukturer fokuserer på individet som økonomisk aktør og på samfundet som verdslig enhedsstruktur, som om den gamle historiske tvedeling havde mistet sin aktualitet. Og som en parallel udvikling sker der netop en stigende privatisering af det religiøse. Og dog. Der er vel i det sekulariserede samfund fortsat en forestilling om den anden dimension, uanset om nogle opfatter den som »tom«, eller at den opleves at være af en anden art end den traditionelle religiøse. Det dobbelte samfundsaspekt bliver vel stadigvæk ved med at eksistere i bevidstheden som en dynamisk og produktiv kraft. I hvert fald synes den ideologiske debat om samfundsudviklingen og dens store etiske spørgsmål ikke at være udtørret. Her ligger vel netop styrken i - og håbet for - det vestlige sekulariserede samfund. n Cand.mag.