Der skal to til at ro

Oprindelig bestod menneskene af tre køn. Ved siden af han- og hunkøn eksisterede et særligt kvindemandskøn. Menneskene var helt runde og eksisterede i total harmoni med sig selv. Men netop på grund af den styrke dette gav menneskene, blev Zeus nødt til at fratage dem deres kræfter. Dette gjorde han ved at halvere dem. Og siden har mennesket, som jo kun er halvt, gået rundt og ledt efter sin anden halvdel for at opnå harmoni; for at blive lykkelig. Myten fortælles af komedieforfatteren Aristofanes i Platons »Symposion«. Denne myte spiller også en vigtig rolle for fortælleren, Anton, i H.M. van den Brinks roman »Over vandet«. Anton er en undseelig dreng af selvudslettende forældre. Men han er ramt af en længsel, der nødvendigvis må bryde forældrenes indelukkethed. Hans første erindring gælder vandet i floden, og han føler sig draget af vandet. Den næste erindring går på en robåd til kapsejlads. Disse to elementer i forening gør, at han en dag melder sig ind i den lokale roklub, hvor hans længsel kan finde et objekt. Romanen fortælles fra et tidspunkt i 1944, hvor Amsterdam er belejret af tyskerne. Krigen spiller ikke nogen nævneværdig rolle i romanen, men udgør en ramme, som er præget af savn og melankoli. Roklubben, som fortællerens erindringer er knyttet til, er ved at blive nedlagt og bådene er væk. Alt ser ud til at erodere og gå i forrådnelse i byen, hvilket snarere skal ses som et tegn på fortællerens eget forfald, som skyldes hans eget mismod. Man kan forstå den længsel, Aristofanes beretter om. Hvis man så tænker videre på Aristofanes' myte, og forestiller sig, hvad der sker, hvis to halvdele virkelig finder hinanden for derefter blot at blive skilt, har man et billede af Anton i den døde, mørke og vinterkolde by, som taler til ham om tab af harmoni og lykke. Anton opsøger de gamle steder, og det er hans krop mere end hans hjerne, der erindrer tiden omkring 1938-39, hvor han sammen med David udgjorde en særdeles lovende toer uden styrmand. De skulle deltage i olympiaden 1940, men det er for så vidt ikke det vigtige. Det er derimod den samhørighed mellem de to roere, der opstår i båden. Først er det mekanisk, men deres kroppe tager over, og de bliver mere og mere til en organisk enhed. Anton overvejer, om myten kan overføres til sport, eller om den kun gælder kærligheden. Men for Anton er der ingen forskel, selvom han måske ikke selv erkender det. Han er forelsket i sin makker David, og en enkelt gang forstår man også, at han er så tæt på at erkende det, at han bliver skamfuld. Det er en udmærket, men til tider noget svulstig skrevet roman om umulig kærlighed. Erindringsarbejdet krydsklippet med en kold nutid, fungerer godt og giver anledning til en række flotte billeder. Oversættelsen er dog ikke særlig vellykket, og man udsættes for nogle underlige konstruktioner som eksempelvis en balkon foran en indgangsdør. Underlige konstruktioner gælder også forlagets egen præsentation af bogen, der er direkte misvisende Ð og så er den trykt foran i bogen, så det kan være svært at undgå at læse den. H.M. van den Brink: Over vandet. Oversat fra hollandsk af Birte Carlé. 144 sider. 168 kroner. Rosinante.