Løftet om kærlighed

For nylig lammede en virus maskeret som kærlighedsbrev millioner af computere verden over. Brevet spillede på folks jagt efter kærlighed. Brevets indhold var ikke ligefrem en kærlighed, man kunne basere sit liv på, men et sådant brev eksisterer,

Budskabet: »I Love You« lammede for nylig en stor del af verdens computernetværker. Det danske folketing, mange ministerier, Europa-parlamentet og tusindvis af virksomheder i ind- og udland blev ramt af det vedhæftede kærlighedsvirus og sendt til tælling. Det var ikke, hvad de troede! Og man må spørge sig selv, hvad havde de i grunden regnet med? Det af fornuften indrettede globale netværk blev for et øjeblik sat ud af spillet af noget så skønt som kærlighedens kraft! Det var på høje tid, kunne man tilføje, hvis ikke det hele havde været en ondartet vittighed. »I Love You« er det mest destruktive virus set nogensinde. Og sygdommen spredes djævelsk hurtigt, da den automatisk sendes videre til alle e-mail adresser i folks computere. Og klikker folk ind på det vedhæftede kærlighedsbrev, udløses viruset. Når den først er inde i serveren, formerer den sig. Et brev som spiller på folks jagt efter kærligheden. Tilsyneladende havde de alt, men ikke kærlighed, og når ens liv ser sådan ud, er man ikke andet end et rungende malm og en klingende bjælde. Dette forhold beskrives smukt i Det nye Testamente med ordene: »Om jeg så taler med menneskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en klingende bjælde. Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet«. Kærligheden er som en trang - en drift, og kan af samme grund have forskellige udtryk. Udtryk som kan ligge milevidt fra den egentlige kærlighed. Mennesket er fælles om trangen til at elske og blive elsket. Vi ved af erfaring, at kærlighed er livsnødvendig for mennesker. Vi ved, hvordan børn mistrives eller simpelthen går til, hvis de ikke føler, forældrene eller andre voksne har tid til dem. Brevet indeholdt et falsk kærlighedsløfte. Det er ikke ligefrem en sådan kærlighed, vi kan basere vores liv på. Det kræver et andet og bedre fundament - en urokkelighed - en kilde som vil strømme uafbrudt. En kilde som man kan drikke af uden risiko - uden at skulle ængstes. Vi har fået et sådant kærlighedsbrev, og uden at frygte noget kan vi åbne brevet, det er ikke en virus som vil nedbryde, men i al sin enkelthed et ord som vil opbygge. Brevet er fra Gud og evangeliet er brevets indhold. Brevets indhold kender vi: det er historien om Guds søn. I disse dage konfirmeres unge landet over i vore kirker, og det er faktisk et udmærket brev at give til en 14-årig, som er på vej i sit liv. I håb om at de kan give sig kærligheden i vold og stole på kærligheden. Kærligheden, hjertegløden er den kærligheds kilde, som springer i kirken til alle tider. Slægt efter slægt er vi kommet til kirken for at modtage kærlighedsbrevet fra Gud. For at lade vore børn døbe, konfirmere, lade os vie og lade os trøste med livets ord, når vi skal tage afsked med et menneske, som vi har været tæt knyttet til. Kærligheden kan vi ikke uden videre få øje på, for kærligheden kan ikke på nogen måde indfanges og holdes frem, selvom vi af og til forsøger. Vi forsøger, fordi kærligheden er så vigtig for os. Vi vil gerne vise vores kærlighed frem, men hvordan gør vi det i grunden? Nogen har travlt med at forsikre omverdenen om, at alt er lykke og idyl, men inderst inde sukker man efter kærligheden. Vi jager måske efter gods og guld, medens kærligheden lider. Man kan have alt, men hvis man ikke har kærlighed, er man intet. Derfor jager vi efter kærlighed. Nogle sælger deres kærlighed til kærlighedshungrende mænd, som tror, at de på den måde kan købe sig til en andens kærlighed. Men kærligheden kan altså hverken købes eller sælges. Kærlighed skal gives. Vi skal give hinanden af kærligheden mens tid er - og med kærlighed forholder det sig jo netop sådan, at jo mere du bruger af den, jo mere er der af den! I det hele taget skal man ikke være emsig med at give lidt af sig selv til hinanden, medens tid er, hvilket følgende lille historie fint illustrerer: »En mand beklagede sig til sin ven over, at hans medmennesker ikke holdt særligt meget af ham, ja, at de endda kaldte ham gerrig og havesyg. Derfor havde han i sit testamente bestemt, at hver en øre han ejede skulle gå til en velgørende institution, når han var død. Vennen tænkte lidt over dette, og så fortalte han legenden om koen og svinet. Svinet kom til koen og jamrede: »Menneskene taler meget venligt om dig. Men om mig taler de dårligt. Det er klart, at du giver herlig mælk, men af mig får de mere: skinke, bacon, fedt, ja, selv mine fødder spiser de. Alligevel bryder ingen sig om mig, for alle er jeg kun et svin«. Koen gumlede roligt videre, og efter et par øjeblikkes eftertanke sagde den: »Måske er det sådan, fordi jeg giver, mens jeg er levende«.« Vi skal vise kærlighed til hinanden, og det kan vi trygt gøre i forvisning om, at den kærlighedens kilde vi trækker på er uudtømmelig. Den kærlighed som er forudsætning for alt andet. Vi skal holde fast ved det at være kirke. Tage imod kærlighedsbrevet. I kirken skal man ikke jage efter resultater Ð her bliver alt dig givet. Her er i hvert fald et sted at søge hen i tilværelsen, hvor alt ikke er forandring i bestræbelserne på at øge omsætningen. Modsat alle de andre steder, hvor vi går hen, er her ikke stress og jag. Man sætter sig blot for at modtage Guds løfte om syndernes forladelse og evigt liv. På mange måder er hverdagen som en centrifuge. For lige så hurtigt det går i centrifugen, lige så hurtigt går det i vores hverdag. Så meget fart har vi på, at meget gøres i forbifarten. Måske så travlt at den »falske« kærlighed forveksles med den »sande«. Vi når ikke at få hjertet med. Inderligheden, fordybelsen og såmænd også fællesskabet kan gå fløjten. Og mens fløjten advarende melder, at der bør dømmes pause i form af at stikke en kæp i hjulet eller ved at sende et kærlighedsvirus, som tvinger os til at holde pause for en tid, så tænker vi på alle de millioner af kroner, der mistes i effektivitetens navn, og skynder os at løse problemet med en antivirus kur, så vi hurtigst muligt igen kan drøne rundt i tidens centrifuge. Og i en centrifuge foregår alt i en rasende fart i det yderste lag, mens der er aldeles tomt i midten, hvor der ingenting sker. Men det er ikke meningen, at vi altid skal suse rundt i det yderste lag, for så ender alt med tomhed og ligegyldighed - fordi hjertet ikke er med. I vores fortravlede tid, hvor vi har så travlt med at løbe fra Herodes til Pilatus, og hvor en fyldt kalender med aftaler om dit og dat er prestige, er det godt en gang imellem at stoppe op og tænke over, hvorfor i alverden gør jeg dette? At lade fornuften gå fløjten for at lade de rodfæstede værdier få plads. Dette har vi brug for, fordi vi mennesker er noget mere end blot kød og blod. Vi har også et hjerteliv eller et åndsliv, som har brug for, et sted uden de voldsomme omdrejninger. Et sted hvor vi er godtaget, som dem vi er og ikke behøver at skulle leve op til omverdenens krav. Et sted hvor vi kan sætte os og blive talt til og vide os elsket. I kirken skal man ikke jage efter resultater - her bliver alt dig givet. Her sidder du som den våde bylt, der har forladt centrifugens høje omdrejninger, og får at vide, at det er i orden. Her gentages ordene og ritualerne søndag efter søndag. Og disse gentagelser bliver aldrig kedelige, men stemmer sindet - de taler nemlig hjertesproget. Og det kan man leve af og på. I lyst og nød eller sorg og glæde, er det godt at vide, at der dog er ét sted, hvor vi kan gå hen for at få livsmod til at leve livet uden for kirkens tykke mure. Det liv som kan være så besværligt og så svært at håndtere. For at vi kan blive holdt fast på, at der er en mening med vort liv, og at meningen ikke kun findes på Internet og i fjernsynet, i penge og velfærd, men at der er et sted, hvor vi fortsat kan høre om kærligheden, hjertegløden, som er stærkere end døden. Den kærlighed hvorom det videre i Det nye Testamente hedder: »Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op«. Og det er en kærlighed - som der ikke behøves nogen kur imod. n sognepræst