Manden bag Danmission går

Hjernen bag missionsfusionen Danmission, Robert Hinnerskov, bliver headhuntet af Diakonissestiftelsen

Danmission mister en af sine mest fremtrædende medarbejdere, når administrationschef Robert Hinnerskov på fredag har sidste arbejdsdag i missionsselskabet. Han forlader Danmission efter knap to års ansættelse til fordel for en stilling hos Diakonissestiftelsen. Robert Hinnerskov begrunder sin afgang fra Danmission med et stort arbejdspres, hvor arbejdsugerne har ligget »et pænt stykke over 60 timer«. - De to år har næsten været ét langt og hektisk forløb, og nu har jeg lovet min familie, at jeg vil prøve at holde noget, der mere ligner en almindelig arbejdsuge, siger Robert Hinnerskov. Han blev i august 1998 administrationschef det, som dengang hed Det Danske Missionsselskab, og her fik han som sin første opgave at få styr på økonomien i det kriseramte Kirkens Genbrug. Da det var lykkedes, blev han lokomotiv for den første fusion nogensinde i dansk kirkeliv, da Det Danske Missionsselskab og Dansk Santalmission for et halvt år siden blev til Danmission. - I al beskedenhed tillader jeg mig at se tilbage på to velgennemførte opgaver, siger Robert Hinnerskov, som nu glæder sig til at få mere tid hjemme hos hustruen, de fire børn på 10, 12, 14 og 18 år og familiens 26 tønderland store landbrug i Tyvelse ved Glumsø. Den 44-årige Robert Hinnerskov begyndte sin karriere i det private erhvervsliv, blandt andet som produktionschef i Superfos. Topjobbene i den kirkelige verden begyndte med stillingen som kontorchef i KFUM og KFUK, og i 1993 blev han administrationschef i Folkekirkens Nødhjælp. Fra 1. september hedder arbejdspladsen altså den diakonale organisation Den Danske Diakonissestiftelse, som blandt andet står bag social- og sundhedsskole, sygeplejeskole, daginstitutioner, psykiatrisk bofællesskab, ældrecenter og plejehjem. Hertil er Robert Hinnerskov blevet headhuntet til at arbejde med fundraising, det vil sige indsamling af penge, og til at tage sig af udviklingsopgaver som for eksempel lederuddannelse. - Den slags projektlignende opgaver passer mig rigtig godt, siger Robert Hinnerskov. Hans fratræden i Danmission ligner da også en bekræftelse på den karakteristik, han gav af sig selv i forbindelse med en portrætartikel i Kristeligt Dagblad for et års tid siden. Her sagde Robert Hinnerskov om sig selv, at han er »glad for de store, tidskrævende, tidsbestemte projekter, men har lidt vanskeligere ved at holde koncentrationen til de lange seje træk«. Fra Danmission siger vicegeneralsekretær Jørgen Nørgaard Pedersen, at man er kede af at miste Robert Hinnerskov. - Det er med stor beklagelse, vi skal sige farvel til Robert, men samtidig har vi stor forståelse for, at arbejdspresset på hans skuldre ikke er foreneligt med hans familieliv. Vi ved alle, hvad det betyder af pres på familien, når vi kommer ind i denne sammenhæng, siger Jørgen Nørgaard Pedersen. Vicegeneralsekretæren erkender, at tidspunktet for Robert Hinnerskovs fratræden er uheldigt for organisationen, der for kun få uger siden har fået samlet alle sine aktiviteteter på et nyindrettet hovedkontor i Hellerup. - Det kommer meget ubelejligt lige nu, hvor vi er ved at planlægge Danmissions første repræsentantskabsmøde. Det havde været dejligt med Roberts overblik og dygtighed, når de første økonomiske prognoser for Danmission skal fremlægges dér, siger Jørgen Nørgaard Pedersen. Indtil videre er Danmissions projektsekretær, Jens Hebsgaard, konstitueret i stillingen som administrationschef.