Sommer til vands

På en god dag ligger vandet blinkende blåt og spejlblankt, når færgen Skansehage krydser Isefjordens munding på det korte stræk mellem Hundested og Rørvig. Sådan en dag er det ikke i dag. Vinden er ganske vist lun nok til korte ærmer og bare ben i sandalerne, men solen holder sig væk. Den lader sig kun ane i glimt, og skydækket forhindrer vandet i at trylle blåt. I stedet ligger fjorden hen som en urolig grågrøn flade, mens færgen kløver sig vej mod Rørvig på østsiden af Odsherred. »Der er havskum«, som en kvinde gysende udtrykker det, inden hun fortrækker fra de bedste udsigtspladser på det åbne dæk oppe foran bilerne. I dag risikerer hun dog ikke at blive våd om tæerne. »Havskummet« holder sig et pænt stykke under dækket og er langt fra at skylle op under lugerne, som det kan ske i rigtig søgang. Frisk fisk Skansehage har plads til 18 biler. Bag i vores ligger fem rødspætter så friske, som de kan være, inden de skal på stegepanden. Kutteren var lige kommet ind i Hundested havn, da vi hoppede ned på dækket og forhørte os om muligheden for lidt aftensmad til tre kvinder. Egentlig mente vi selv, at en rødspætte til hver måtte være nok, men skipper vurderede anderledes. »De er ikke så store. I skal have fem«, var beskeden efter et kort blik op og ned af os. Fiskene ligefrem sprællede i nettet, da de blev trukket op. Det kunne have været et problem uden skarpe knive og anlæg for aflivning af rødspætter, men den slags er der råd for i provinsens havne. I et af pakhusene på kajen finder vi en fisker som mod »en lille erkendtlighed, tak« lover at rense fiskene og tage livet af dem i et og samme snuptag. Vi er ikke de første kunder den dag, der møder op med vores levende fisk i en brugt plasticpose. Undersiden af handskerne er gennemvædede af blod, og han råder os professionelt til at træde et skridt tilside, hvis vi vil undgå stænk på tøjet. Men der er stadig tid til en sludder, og vi finder ud af, at vores fisker natten før var på telttur med sin store søn. »Men vi drak kun te og sodavand. Jeg rører ikke øl, når jeg er sammen med ham«, siger han. Fisk på denne årstid kalder på nye kartofler og struttende persille, og svaret møder vi allerede på den korte strækning fra Rørvig mod Nykøbing Sjælland. Et par energiske haveejere har slået deres boder op i udkanten af Nykøbing Sjælland med et udvalg af frugt og grønt, som nok skal få sommeren frem i ganen uanset omfanget af lavtryk og gråvejr. Havnen Kartofler, løg og gulerødder. Kirsebær og tomater hos den ene. Salat, purløg, persille, squash og hjemmelavet brombærmarmelade hos den anden. Fiskene er kommet i godt selskab. Det er vi også. Havnen i Nykøbing Sjælland ligger inderst i en af Isefjordens mange bugter, en fredsommelig havn i en fredsommelig provinsby, der blandt andet huser Nordeuropas største privatejede samling af antikke glas, Anneberg Samlingerne. Også i Nykøbing Sjælland trækker havnen mennesker til. Særligt i timerne efter aftensmaden får den sit eget liv, når fastboende og turister slår et slag forbi for at slå mave og mærke stemningen. Se om der er kommet nye både. Gå ned langs molerne og kigge ugenert på livet ombord. Hver båd er en scene , hvor de mest forskellige teaterstykker udspiller sig, og det er tilladt at se på. Sejlerne er frivilligt trukket i havn og ved, at de for en stund deler deres liv med landkrabber med trang til et sus af saltvand og skumsprøjt. Sejlbådene Store Bjørn, som er kommet fra Lynæs på den anden side af Isefjorden. Lille Tut, som egentlig hører hjemme på Langelinje i København. Fandango, Maxum og Dancing Queen. Deres runde skrog hviler mod hinanden langs molerne, inden turen går videre næste morgen. Kun syv tyske drengespejdere med kantede knæ i store støvler fortsætter målrettet og uanfægtet forbi havnen ad fjordens gamle lodssti, Isefjordsstien, med kurs mod vandrerhjemmet tre kilometer syd for byen. Aftenens guitar-underholdning hænger på ryggen af to af dem. Vandet Næste morgen danser lyspletterne på vandet, og vinden bærer duften af hav og morgensol med sig, da vi ror nordpå med kurs mod Rørvig. Igen skal den lille havneby indtages fra søsiden, men denne gang ved hjælp af egne kræfter. Langt borte passerer sejlskibene, som er nødt til at holde sig i sejlrenden for ikke at gå på grund. Her tæt på land har vi vandet for os selv sammen med de skarver, der sidder til tørre på de store sten i vigene, og fiskerne, der røgter deres åleruser. Kysten inspirerer til at finde Jeppe Aakjær og Johannes V. Jensen frem af den danske sangskat. Det er istidslandskabet med rullesten i vandkanten og lavt krat, der præger strækningen mellem Nykøbing Sjælland og Rørvig. Her er ingen af de brede sandstrande, som ellers har gjort Odsherred til et af Danmarks foretrukne ferieområder, men i stedet frodige grønne skrænter, hvor enkelte hvide hybenroser hænger tilbage som et minde om højsommeren. Hist og her dukker der et tag frem bag det grønne, men sommerhusene viser sig ikke frem. Det er ikke her, man finder panoramavinduer og bræddeterasser med stolepladser nok til et mindre kammerorkester. Det er bondeland og brugsland, og sommerhusene er som oftest tidligere husmandssteder. Bag kysten strækker markerne sig ind i landet, hvor bønderne dyrket jorden mellem bakkerne gennem årtusinder, og det er stadig muligt at se de gamle stengærder fra udskiftningstiden. Efter 10 kilometers roning og et første varsel af den gamle mølle et stykke uden for byen, dukker Rørvig op som en stor palet af røde tage. Gedigne, røde tegltage, der på afstand tillader en at glemme, at ikke alle sommerlandets populære turiststeder er lige smukke, når først minigolf og pizzariaer har holdt deres indtog. Også Rørvig er kønnest fra vandet.