Serbisk aftale om regering

JUGOSLAVIEN: Den serbiske regering afløses af en overgangsregering om en uge

BEOGRAD: Der blev i går indgået en aftale mellem den demokratiske opposition, som støtter den nye jugoslaviske præsident, Vojislav Kostunica, og den afsatte leder Slobodan Milosevics allierede om en serbisk overgangsregering og tidspunktet for et parlamentsvalg i Serbien. Det oplyste begge parter. - I fredens og sikkerhedens navn har Serbiens Socialistparti (SPS) accepteret at danne en ny regering med alle politiske partier i landet, sagde Zoran Andjelkovic fra Milosevics SPS-parti. Andjelkovic lovede, at Kostunicas Serbiens Demokratiske Opposition (DOS) og andre partier vil få sæde i regeringen. Vuk Draskovic fra oppositionsbevægelsen Serbisk Fornyelse (SPO) sagde, at aftalen også indebærer et fremrykket parlamentsvalg den 23. december. - Aftalen garanteres af den serbiske præsident, Milan Milutinovic, og den jugoslaviske præsident, Vojislav Kostunica, sagde Draskovic. Ifølge Zoran Djindjic fra DOS vil parlamentet, som stadig domineres af Milosevic-allierede, i henhold til aftalen blive opløst den 24. oktober. Han har tidligere udtalt, at valget ville blive holdt to måneder senere. Hvad angår overgangsregeringen, holdt SPS længe fast på, at der kun var behov for mindre rokader i den nuværende serbiske regering, som socialisterne har kontrol med, fordi oppositionen boykottede valget i 1997. Men oppositionen insisterede på, at overgangsregeringen skulle afspejle den nye politiske virkelighed i Serbien efter Kostunicas sejr ved præsidentvalget. I en udtalelse, som var underskrevet af Kostunica, Milutinovic, Andjelkovic, Djindjic og Draskovic, accepterede alle parter, at den »første og vigtigste pligt for alle partier er, at den offentlige ro og orden bliver genetableret i Serbien«. I den fælles erklæring blev det også understreget, at landets problemer »bør løses inden for forfatningen og loven, med politiske midler og på en civiliseret måde«. Fælles kontrol Aftalen betyder, at posten som serbisk premierminister i overgangsregeringen går til SPS, mens både DOS og Draskovics SPO får en post som vicepremierminister. Alle vigtige beslutninger skal træffes i enighed, og fire nøgleministerier, indenrigs-, finans-, justits- og medieministeriet, skal være under fælles kontrol. Samtidig var der bestræbelser i gang for at enes om, hvem der skal udpeges til premierminister i den jugoslaviske forbundsregering. Ifølge forfatningen skal regeringschefen komme fra en anden republik end præsidenten. Kostunica er serber. Djindjic ville i går tage til Montenegro, som sammen med Serbien udgør Jugoslavien. Her skulle han tale med den pro-vestlige montenegrinske ledelse under Milo Djukanovic om regeringsdannelsen. Djukanovic frygter, at en politiker fra Socialistisk Folkeparti (SNP), som er allieret med Milosevics SPS, udpeges til premierminister. /ritzau/AFP