Fremtidens arbejdsmarked bliver multietnisk. Det er en nødvendighed, hvis ikke der skal opstå en katastrofal mangel på arbejdskraft. Det er arbejdsministeren, arbejdsgiverne og forskerne enige om. Problemet er bare, at den stigende del af befolkningen, som er indvandrere eller efterkommere, ikke er blevet ordentligt integreret på arbejdsmarkedet. Tilmed konkluderede Gunnar Viby Mortensen og Poul Chr. Matthiesen fra Rockwool Fondens Forskningsenhed for nylig i bogen »Mislykket integration?«, at indpasningen af indvandrere på det danske arbejdsmarked er sket langsommere i 1980'erne og 1990'erne end i 1970'erne. Forskerne drog konklusionen på baggrund af en omfattende undersøgelse blandt indvandrere. Selv den øverste ansvarlige for området, arbejdsminister Ove Hygum (S), erkender, at integrationen er et stort uløst problem. - Men der er sket forbedringer. Fra 1995 til 1999 er ledigheden blandt indvandrere faldet fra 27 til 14 procent. Det er rimeligt, selv om det stadig er en to en halv gange højere end den samlede ledighed, siger han. Af »Mislykket integration?« fremgår imidlertid, at forskellen er endnu større, hvis man ser isoleret på de 207.000 indvandrere og efterkommere af indvandrere, som stammer fra ikke-vestlige lande. I denne gruppe er der langt flere i den arbejdsduelige alder, som bliver offentligt forsørget, end der er blandt danskere og indvandrere fra vestlige lande. Ove Hygum erkender, at indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør et særligt problem, og at det i dag er sværere at beskæftige denne gruppe, end i 1970'erne: - Dengang vi fik »fremmedarbejderne« fra Tyrkiet, blev de typisk ansat i manuelle job. Men siden er der sket en omfattende omstilling af industrien, så store dele af denne type arbejde findes slet ikke mere. Krav til indvandrere Indvandrere og deres efterkommere kommer ud på et arbejdsmarked, som stiller krav. Men ministeren tror, de fleste vil være i stand til at leve op til kravene: - Det er tydeligt, at mange problemer skyldes mangelfulde danskkundskaber. Derfor har vi strammet op, så arbejdsløse indvandrere skal lære dansk fra dag ét i stedet for først at begynde, når de har gået ledige i 12 måneder, siger Ove Hygum. - Men ser man bort fra det sproglige, ligger indvandrernes uddannelsesniveau tæt på gennemsnittet for os alle. Derefter er der kun én alvorlig barriere tilbage, for at indvandrerne kan få job: Den mentale. Hermed tænker Ove Hygum især på direktører, personalechefer og værkførere, som med ministerens ord skal »gøres farveblinde«. Men han påpeger samtidig, at mange indvandrere giver op for tidligt: - Der er brug for, at indvandrere presser mere på. Jeg ved, at mange arbejdsgivere i det offentlige gerne vil ansætte indvandrere, men ikke får ansøgninger fra indvandrere, siger Ove Hygum. Mohammed Hassan Gelle er formand for Indvandrerorganisationen IND-sam. Han sender straks ansvaret videre til arbejdsgiverne. - Danske arbejdspladser må åbne sig mere. Selvfølgelig skal vi kunne sproget og lære at tilpasse os dansk arbejdsmentalitet og danske normer. Men vi oplever, at mange har lært alt det og tilmed taget en uddannelse på lige fod med danskerne, men alligevel ikke får job. Nu ligger bolden hos arbejdgiverne, siger Mohammed Hassan Gelle. I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) er indstillingen dog, at indvandrerne tit mangler forudsætninger for at kunne passe ind på en dansk arbejdsplads. - Der er tre ting, som skal til, for at få indvandrere i job: Kompetence, kompetence og kompetence, siger Flemming Dreesen, chefkonsulent i DA: - Når man tænker på, hvor mange penge vi poster ud på at sikre, at danske lønmodtagere er klædt på til fremtiden, er det galimatias at tro, indvandrere bare kan gå ind. Jeg tror ikke, billedet af den veluddannede indvandrer, som forgæves har sendt 100 ansøgninger, holder. Kompetente indvandrere er allerede i arbejde, tilføjer han. Særbehandling Flemming Dreesen mener, at man i arbejdsformidlings-systemet må gøre sig klart, at aktivering af indvandrere og deres efterkommere kræver langt flere ressourcer end aktivering af danskere. Richard B. Larsen, underdirektør i Dansk Industri, mener tilsvarende, at der er behov for at fokusere mindre på indvandreres ret til forsørgelse og mere på deres pligt til at bidrage: - Vi har fået en forsørgelseskultur. Det har medført, at indvandrere ikke har lært nok dansk, og at vi ikke har gjort nok for at forlange det. - I det sociale og arbejdsmarkedspolitiske system har man set på indvandrere som klienter. Det er et svært udgangspunkt for en god kontakt til lokale virksomheder, siger underdirektøren, som dog tilføjer, at flere kommuner er ved at skifte holdning. Også fagforeninger har erkendt, at der er brug for at få flere indvandrere i job. Og hvis det skal lykkes, må alle parter have en bevidst politik, siger socialrådgiver Gunvor Auken fra Specialarbejderforbundet SiD: - Indvandrere har særlige vanskeligheder. Derfor skal vi gøre en særlig indsats for dem, siger Gunvor Auken, som understreger, at dette hverken er klientgørelse eller positiv særbehandling: - Det er blot hensyntagen. Jeg er ordblind og har derfor fået ordblindeundervisning. En lignende håndsrækning kan indvandrere have brug for. Gunvor Auken nævner som eksempel, at Diakonissestiftelsen på Frederiksberg har oprettet et forkursus for indvandrere til Social- og Sundhedsuddannelsen. Kurset skal ruste indvandrerne til at klare sig på lige fod med andre på studiet. - Det er et bemærkelsesværdigt initiativ i Frederiksberg Kommune, som er nummer syv på listen over kommuner med den højeste ledighed blandt indvandrere, siger Gunvor Auken, der er socialdemokratisk viceborgmester på Frederiksberg. Gunnar Viby Mortensen og Poul Chr. Matthiesen peger i »Mislykket integration?« på, at der er et alvorligt incitamentsproblem i forhold til at få indvandrere ud på arbejdsmarkedet. En del indvandrere sætter penge til ved at arbejde frem for at modtage dagpenge, fordi forskellen på mindstelønnen og dagpenge ofte er minimal. Ønske om arbejde Men forskerne hæfter sig samtidig ved, at trods dette manglende incitament vil de fleste indvandrere gerne arbejde. Hver femte beskæftigede indvandrer, som er medlem af en a-kasse, taber penge ved at arbejde, men arbejder alligevel. For hele befolkningen gælder dette kun hver tiende. Jan Hjarnø er leder af Center for Migration og Etniske Studier ved Syddansk Universitet. Han vurderer, at danske arbejdsgivere har manglet motivationen til at ansætte indvandrere. - I England hviler hele pleje- og sygehussektoren for eksempel på indvandrer-arbejdskraft. Det kunne den også gøre herhjemme. - Danmark er ikke et venligt indvandrerland. I stedet for at diskutere konstruktivt, har vi fået en diskussion, som fokuserer på indvandrere som en trussel mod vores sociale velfærd. Men det nytter ikke, at vi er Europas dårligste til at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet, siger Jan Hjarnø. Richard B. Larsen erkender, at nogle af Dansk Industris medlemmer er modvillige over for at ansætte indvandrere, men han vurderer, at mellem 80 og 90 procent af medlems-virksomhederne har positive erfaringer. - Det er en fordel for de fleste virksomheder at få medarbejdere med en anden etnisk baggrund. Det gør virksomhederne mere åbne over for forskellighed, og det er der brug for på verdensmarkedet, siger Richard B. Larsen. Han understreger samtidig, at det er bydende nødvendigt, at alle indvandrere kommer ud på arbejdsmarkedet. Ja, formentlig bliver der ligefrem behov for en øget indvandring. - Medmindre vi kan gennemføre en fuld integration, vil vi i nær fremtid opleve en skarp vending, så vi, efter i mange år at have fået stadig flere mennesker på arbejdsmarkedet, vil opleve et drastisk fald, siger underdirektøren. Og skønt han har et andet syn på, hvor skylden for miséren skal placeres, er IND-sams formand enig: - Hvis ikke danske arbejdspladser opper sig nu, vil de om få år stå i den situation, at der er stor mangel på erfarne folk på arbejdspladserne. Og indvandrerne vil være de eneste, som kan træde til, men vil ikke have de optimale forudsætninger, fordi man ikke gav dem chancen i tide, siger Mohammed Hassan Gelle.