Langt til fælles historiebog

To lærere, israelske Yael og palæstinensiske Issa, mærker virkninger af de seneste ugers voldelige begivenheder i deres skoler - men håber på en mere fælles fremtid

skriver fra Jerusalem Den palæstinensiske lærer må se skoledage omdannet til begravelsesdage. Den israelske lærer er bestyrtet over at se volden krybe ind i klasselokalet. Begge føler sig magtesløse i øjeblikket, begge håber alligevel at kunne medvirke til en større gensidig forståelse mellem israelere og palæstinensere i fremtiden. Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre er som to forskellige verdener med to forskellige befolkninger, der taler to forskellige sprog. Et af de få fællestræk ved den israelske og den palæstinensiske befolkning er, at de begge har meget svært ved at forstå »dem ovre på den anden side«. De seneste uroligheder har ikke kun sat fredsprocessen i stå, men sætter også spørgsmålstegn ved normaliseringsprocessen mellem de to befolkninger. Og mange israelere og palæstinensere spørger i dag sig selv: Er det overhovedet muligt at leve sammen med de andre? Og - måske endnu vigtigere - vil den næste generation af palæstinensere og israelere stadig kæmpe, som deres forældre og bedsteforældre har gjort gennem det 20. århundrede? Mangel på forståelse Kristeligt Dagblad har talt med den palæstinensiske viceinspektør Issa Haroun fra Terra Santa Skolen i Betlehem og den israelske lærer Yael Karmi fra Ziv Skolen i Jerusalem. På grund af den spændte situation og den israelske afspærring af Vestbredden og Gaza var det ikke muligt at lade de to lærere mødes fysisk. Men begge lærere sagde ja tak til at afholde et telefonmøde for blandt andet at forsøge at svare på spørgsmålet: Hvad ved vi om hinanden? Den israelske folkeskolelærer Yael Karmi er bestyrtet over hendes elevers opførsel de seneste uger, hvor volden mellem israelere og palæstinensere har taget til. Den politiske vold er krøbet ind i klasselokalerne, og Yael er især overrasket over, hvor lidt forståelse eleverne fra hendes 10. klasse har for palæstinenserne. Klassens eneste arabiske israeler fra Abu Ghosh er i disse dage offer for intensiveret mobning på grund af den spændte politiske situation. - Jeg er næsten lammet over, hvor lidt forståelse mine elever har for de andres situation, siger Yael Karmi, der underviser i historie på Ziv Skolen i Jerusalem. Issa Harouns virkelighed på skolen i Betlehem afviger også fra det normale i disse dage. På grund af voldsomme sammenstød ved Rakels Grav i byen har skolen været lukket mange af de seneste dage. - I stedet for at være på arbejde har jeg deltaget i begravelser sammen med mange af skolens elever. Om aftenen sidder vi forældre foran fjernsynet og græder, mens vores børn ser på. Det er forfærdeligt, siger Issa Haroun. Fredsfremmende undervisning Ud over deres job som lærere er Issa og Yael begge aktive i et fælles israelsk-palæstinensisk uddannelsesprojekt, der har til mål at fremme forståelsen mellem israelere og palæstinensere. Dette fredsfremmende projekt startede sammen med fredsprocessen i begyndelsen af 1990'erne, og siden har hundredevis af israelske og palæstinensiske lærere og elever mødt hinanden på IPCRI-organisationens initiativ. Lige nu kan palæstinenserne ikke deltage i møderne af den samme grund, som forhindrede Issa i at møde Yael ved denne lejlighed. - De seneste tre uger har været meget vanskelige, siger Issa. - Børnene fra min skole ved godt, at jeg er aktiv i IPCRI, og at jeg møder israelere af og til. - Når vi går sammen i de lange begravelsesoptog, spørger de mig: Vil du virkelig blive ved med at møde israelerne? - Jeg undlader for det meste at svare. Børnene er meget påvirkede af situationen, og de spørger mig også, om der nu bliver krig, og om den arabiske verden vil komme palæstinenserne til hjælp. - På det tidspunkt er det meget vanskeligt for mig at forklare børnene, at vi alle må søge en fredelig løsning på problemerne. Jeg beder altid mine elever om at forestille sig, hvordan de andre har det lige nu. De israelske børn har det faktisk ikke let. De opfatter forældrenes angst og ved, at det kan være farligt at køre i bus eller tale med fremmede eller være alene hjemme. Og hvad angår den israelske befolkning, eksisterer der en generel panisk angst for palæstinensere, siden to soldater blev lynchet på den mest brutale og frastødende måde sidste torsdag i Ramallah. Men at tingene er svære for israelerne, det kan være vanskeligt at forstå for en palæstinensisk dreng, som besøger sine venner på hospitalet hver dag, og som ser sin far græde hver aften foran fjernsynet. Propaganda - Det er vigtigt at huske på, at medierne ikke afspejler hele virkeligheden, siger Yael. Vi ser og hører masser af propaganda hver dag, og andre udsendelser er en smule mere afbalancerede. På grund af det lærer vi heller ikke de andres historie at kende. Jeg mener, at begge sider bliver udnyttet af deres politikere. Hvad gør I for, at jeres elever skal lære den anden side at kende? Synes I, at det israelske og palæstinensiske undervisningsmateriale i skolerne er afbalanceret? - Det er naturligt, at enhver nation fortæller sin egen udgave af historien til sin befolkning, siger Yael. Jeg tror stadig, det er for svært at fortælle en fælles historie for palæstinensere og israelere. Trods det forsøger jeg altid at vise mine elever, hvordan palæstinenserne eksempelvis opfatter det, vi kalder for uafhængighedskrigen i 1948. For dem var den en katastrofe. Jeg tror ikke, det er nok, men eleverne ved i det mindste, at de andre ikke nødvendigvis tænker som dem. - Det er vigtigt at fortælle eleverne, at vi er nødt til at leve sammen, siger Issa. Men det er stadig svært at ændre på vores opfattelse af det, der allerede er sket. Krigen i 1948 eller seksdages-krigen i 1967 for eksempel. Tror I, at den unge generation har færre fordomme og en bedre forståelse af »de andre«? - Til trods for den frygtelige situation i disse dage tror jeg, at mine elever er i stand til at se israelere i et mere positivt lys end tidligere. En af vores bedste egenskaber er, at vi er i stand til at glemme hurtigt. Et af vore arabiske ordsprog siger: »Når du er til begravelse, snakker du om den. Men bagefter taler du om andre ting.« - Jeg er sikker på, at meget vil ændre sig, når palæstinenserne får deres egen stat med egen økonomi. Et bedre liv vil gøre det lettere for palæstinenserne at leve med frustrationen fra de seneste 50 år. Ny historieskrivning - I Israel er en række nye historikere begyndt at ændre på vores opfattelse af krigene med palæstinenserne og de andre arabiske lande, siger Yael. For første gang vedkender israelske histori-kere sig det faktum, at vi faktisk fordrev palæstinensere i 1948. I de tidligere historiebøger stod der, at alle palæstinenserne flygtede. Yael, hvad mener du om, at palæstinensiske historiebøger aldrig nævner Israel ved navn på landkort? Hele området hedder Palæstina. - Jeg er først og fremmest glad for, at palæstinenserne langt om længe har trykt deres egne historiebøger i stedet for de jordanske, som de tidligere har brugt. - Tak for det, Yael, siger Issa. - Både israelerne og palæstinenserne skriver deres egen historie, siger Yael. - Men jeg er ked af at høre, hvis Israel ikke bliver nævnt i deres historiebøger. Vi er en suveræn stat med grænser, som endda er anerkendt af FN. Burde de israelske og palæstinensiske historiebøger ikke ligne hinanden mere, end de gør. Det er jo trods alt de samme krige, I har været igennem? - Jeg ville være lykkelig, hvis vi kunne skrive vores historiebøger sammen. Israelere og palæstinensere, siger Yael. Issa er enig i, at israelerne og palæstinenserne bør lave projekter sammen, men han mener, at palæstinenserne er nødt til at bygge deres egen stat, som israelerne gjorde. - Vi er nødt til at løse en række problemer først, men det skal nok ende med, at vi skriver historiebøgerne sammen til de kommende generationer. Og at Israel ikke er nævnt i historiebøgerne, gør ikke noget, alle palæstinensere ved jo, at staten Israel er et faktum. skriver fra Jerusalem Den palæstinensiske lærer må se skoledage omdannet til begravelsesdage. Den israelske lærer er bestyrtet over at se volden krybe ind i klasselokalet. Begge føler sig magtesløse i øjeblikket, begge håber alligevel at kunne medvirke til en større gensidig forståelse mellem israelere og palæstinensere i fremtiden. Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre er som to forskellige verdener med to forskellige befolkninger, der taler to forskellige sprog. Et af de få fællestræk ved den israelske og den palæstinensiske befolkning er, at de begge har meget svært ved at forstå »dem ovre på den anden side«. De seneste uroligheder har ikke kun sat fredsprocessen i stå, men sætter også spørgsmålstegn ved normaliseringsprocessen mellem de to befolkninger. Og mange israelere og palæstinensere spørger i dag sig selv: Er det overhovedet muligt at leve sammen med de andre? Og - måske endnu vigtigere - vil den næste generation af palæstinensere og israelere stadig kæmpe, som deres forældre og bedsteforældre har gjort gennem det 20. århundrede? Mangel på forståelse Kristeligt Dagblad har talt med den palæstinensiske viceinspektør Issa Haroun fra Terra Santa Skolen i Betlehem og den israelske lærer Yael Karmi fra Ziv Skolen i Jerusalem. På grund af den spændte situation og den israelske afspærring af Vestbredden og Gaza var det ikke muligt at lade de to lærere mødes fysisk. Men begge lærere sagde ja tak til at afholde et telefonmøde for blandt andet at forsøge at svare på spørgsmålet: Hvad ved vi om hinanden? Den israelske folkeskolelærer Yael Karmi er bestyrtet over hendes elevers opførsel de seneste uger, hvor volden mellem israelere og palæstinensere har taget til. Den politiske vold er krøbet ind i klasselokalerne, og Yael er især overrasket over, hvor lidt forståelse eleverne fra hendes 10. klasse har for palæstinenserne. Klassens eneste arabiske israeler fra Abu Ghosh er i disse dage offer for intensiveret mobning på grund af den spændte politiske situation. - Jeg er næsten lammet over, hvor lidt forståelse mine elever har for de andres situation, siger Yael Karmi, der underviser i historie på Ziv Skolen i Jerusalem. Issa Harouns virkelighed på skolen i Betlehem afviger også fra det normale i disse dage. På grund af voldsomme sammenstød ved Rakels Grav i byen har skolen været lukket mange af de seneste dage. - I stedet for at være på arbejde har jeg deltaget i begravelser sammen med mange af skolens elever. Om aftenen sidder vi forældre foran fjernsynet og græder, mens vores børn ser på. Det er forfærdeligt, siger Issa Haroun. Fredsfremmende undervisning Ud over deres job som lærere er Issa og Yael begge aktive i et fælles israelsk-palæstinensisk uddannelsesprojekt, der har til mål at fremme forståelsen mellem israelere og palæstinensere. Dette fredsfremmende projekt startede sammen med fredsprocessen i begyndelsen af 1990'erne, og siden har hundredevis af israelske og palæstinensiske lærere og elever mødt hinanden på IPCRI-organisationens initiativ. Lige nu kan palæstinenserne ikke deltage i møderne af den samme grund, som forhindrede Issa i at møde Yael ved denne lejlighed. - De seneste tre uger har været meget vanskelige, siger Issa. - Børnene fra min skole ved godt, at jeg er aktiv i IPCRI, og at jeg møder israelere af og til. - Når vi går sammen i de lange begravelsesoptog, spørger de mig: Vil du virkelig blive ved med at møde israelerne? - Jeg undlader for det meste at svare. Børnene er meget påvirkede af situationen, og de spørger mig også, om der nu bliver krig, og om den arabiske verden vil komme palæstinenserne til hjælp. - På det tidspunkt er det meget vanskeligt for mig at forklare børnene, at vi alle må søge en fredelig løsning på problemerne. Jeg beder altid mine elever om at forestille sig, hvordan de andre har det lige nu. De israelske børn har det faktisk ikke let. De opfatter forældrenes angst og ved, at det kan være farligt at køre i bus eller tale med fremmede eller være alene hjemme. Og hvad angår den israelske befolkning, eksisterer der en generel panisk angst for palæstinensere, siden to soldater blev lynchet på den mest brutale og frastødende måde sidste torsdag i Ramallah. Men at tingene er svære for israelerne, det kan være vanskeligt at forstå for en palæstinensisk dreng, som besøger sine venner på hospitalet hver dag, og som ser sin far græde hver aften foran fjernsynet. Propaganda - Det er vigtigt at huske på, at medierne ikke afspejler hele virkeligheden, siger Yael. Vi ser og hører masser af propaganda hver dag, og andre udsendelser er en smule mere afbalancerede. På grund af det lærer vi heller ikke de andres historie at kende. Jeg mener, at begge sider bliver udnyttet af deres politikere. Hvad gør I for, at jeres elever skal lære den anden side at kende? Synes I, at det israelske og palæstinensiske undervisningsmateriale i skolerne er afbalanceret? - Det er naturligt, at enhver nation fortæller sin egen udgave af historien til sin befolkning, siger Yael. Jeg tror stadig, det er for svært at fortælle en fælles historie for palæstinensere og israelere. Trods det forsøger jeg altid at vise mine elever, hvordan palæstinenserne eksempelvis opfatter det, vi kalder for uafhængighedskrigen i 1948. For dem var den en katastrofe. Jeg tror ikke, det er nok, men eleverne ved i det mindste, at de andre ikke nødvendigvis tænker som dem. - Det er vigtigt at fortælle eleverne, at vi er nødt til at leve sammen, siger Issa. Men det er stadig svært at ændre på vores opfattelse af det, der allerede er sket. Krigen i 1948 eller seksdages-krigen i 1967 for eksempel. Tror I, at den unge generation har færre fordomme og en bedre forståelse af »de andre«? - Til trods for den frygtelige situation i disse dage tror jeg, at mine elever er i stand til at se israelere i et mere positivt lys end tidligere. En af vores bedste egenskaber er, at vi er i stand til at glemme hurtigt. Et af vore arabiske ordsprog siger: »Når du er til begravelse, snakker du om den. Men bagefter taler du om andre ting.« - Jeg er sikker på, at meget vil ændre sig, når palæstinenserne får deres egen stat med egen økonomi. Et bedre liv vil gøre det lettere for palæstinenserne at leve med frustrationen fra de seneste 50 år. Ny historieskrivning - I Israel er en række nye historikere begyndt at ændre på vores opfattelse af krigene med palæstinenserne og de andre arabiske lande, siger Yael. For første gang vedkender israelske histori-kere sig det faktum, at vi faktisk fordrev palæstinensere i 1948. I de tidligere historiebøger stod der, at alle palæstinenserne flygtede. Yael, hvad mener du om, at palæstinensiske historiebøger aldrig nævner Israel ved navn på landkort? Hele området hedder Palæstina. - Jeg er først og fremmest glad for, at palæstinenserne langt om længe har trykt deres egne historiebøger i stedet for de jordanske, som de tidligere har brugt. - Tak for det, Yael, siger Issa. - Både israelerne og palæstinenserne skriver deres egen historie, siger Yael. - Men jeg er ked af at høre, hvis Israel ikke bliver nævnt i deres historiebøger. Vi er en suveræn stat med grænser, som endda er anerkendt af FN. Burde de israelske og palæstinensiske historiebøger ikke ligne hinanden mere, end de gør. Det er jo trods alt de samme krige, I har været igennem? - Jeg ville være lykkelig, hvis vi kunne skrive vores historiebøger sammen. Israelere og palæstinensere, siger Yael. Issa er enig i, at israelerne og palæstinenserne bør lave projekter sammen, men han mener, at palæstinenserne er nødt til at bygge deres egen stat, som israelerne gjorde. - Vi er nødt til at løse en række problemer først, men det skal nok ende med, at vi skriver historiebøgerne sammen til de kommende generationer. Og at Israel ikke er nævnt i historiebøgerne, gør ikke noget, alle palæstinensere ved jo, at staten Israel er et faktum. Ny læsning Den nu forhenværende israelske undervisningsminister Yossi Sarid fra venstrefløjspartiet Meretz besluttede tidligere i år at lade de israelske skolers pensum omfatte tekster af den populære palæstinensiske forfatter Mahmoud Darwish, der blandt andet har besunget kærligheden til Palæstinas jord og den palæstinensiske kamp mod Israel, inden for en ramme, der kaldes »Selvstyre-studier«. Tidligere har det kun været muligt at læse teksterne af Darwish i israelske skoler, uden at de var en fast del af pensum. Nu er Darwishs tekster en fast del af de israelske skolers pensum.