Parter skal adskilles fysisk

MELLEMØSTEN:Israels premier-minister, Ehud Barak, foreslår en fysisk adskillelse mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre

skriver fra Jerusalem I lyset af tre ugers sammenstød mellem israelske soldater og palæstinensere med mere end 120 dræbte og godt og vel 3000 sårede, har den israelske premierminister Ehud Barak fået nok. Han er ikke længere parat til at give fredsforhandlingerne en chance, og har meddelt pressen, Clinton og palæstinenserne, at Israel beder om en pause i forhandlingerne. Samtidig taler Ehud Barak om en såkaldt »ensidig adskillelse« fra palæstinenserne, hvor den israelske hær vil trække grænsen mellem Det Palæstinensiske Selvstyre og Israel, og herefter lukke for al handel, transport, samt andet eksisterende samarbejde. Ehud Baraks hovedargument mod Yasser Arafat er, at den palæstinensiske leder ikke på noget tidspunkt har overholdt våbenhvilen fra sidste uges topmøde i Sharm el Sheikh på Sinai-halvøen. Ehud Barak har endnu ikke forklaret, hvordan han rent fysisk vil udføre den ensidige adskillelse, men ideen tiltaler mange israelere, og på den måde høster Barak hårdt tiltrængt opbakning. På kort sigt giver tanken om fysisk adskillelse også israelerne en følelse af sikkerhed, da det betyder, at grænsen til Det Palæstinensiske Selvstyre vil forblive lukket. Det vil automatisk mindske israelernes frygt for terrorangreb. Indtil videre fører ideen om fysisk adskillelse imidlertid en lang række ubesvarede spørgsmål med sig. Det er nemlig de færreste, der tror på, at det er lige så let, som det lyder. Den israelske journalist Dani Rubinstein påpeger for eksempel, at de værste terrorangreb mod civile mål i Israel fandt sted, mens grænserne mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre var hermetisk lukkede i 1994 og 1996. - Terrorister har ikke brug for tilladelser til at krydse grænser, siger Rubinstein. Samtidig mener han ikke, at virkeligheden i Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre tillader en fysisk adskillelse. Det er eksempelvis umuligt at efterlade de mange små enklaver af jødiske bosættelser ubeskyttede i Judæa, Samaria og Gaza. Og i øjeblikket ser alle, hvor besværligt det rent faktisk er at beskytte disse bosættelser mod palæstinensiske angreb. En fysisk adskillelse vil ramme Det Palæstinensiske Selvstyre hårdest. Selvstyrets i forvejen meget skrøbelige økonomi risikerer at bryde totalt sammen, da ca. 100.000 palæstinensere vil miste deres arbejde i Israel efter en eventuel adskillelse.