Historien om de sidste ting

At tyskere er et særligt grundigt folkefærd, er en fordom, der ofte bliver bekræftet i bibelforskningen. Professoren i nytestamentlig teologi ved universitetet i München, Jörg Frey, lever i hvert fald op til myten. Han har netop afsluttet et trebindsværk om eskatologien - læren om de sidste ting - i Johannes-evangeliet og Johannesbrevene. I alt er det på over tusind sider, hvortil kommer ca. 250 siders litteraturfortegnelser og registre. I sandhed et grundigt værk, der også kvalitativt er i særklasse. Frey har vendt hver sten og læst hver bog om emnet, så hans værk vil med rette blive uomgængelig i forskningen. Enhver bibellæser vil imidlertid have fordel af at kende pointen i Freys tolkning, for han behandler et problem, der uvægerligt opstår under læsningen af Johannesevangeliet: forholdet mellem futurisk og præsentisk eskatologi. På den ene side indeholder Johan-nesevangeliet i overensstemmelse med sin samtid forestillinger om de sidste ting (dommedag, opstandelse, frelse osv.) som noget fremtidigt. F.eks. siger Jesus til jøderne om Menneskesønnen: »I skal ikke undre jer over dette, for den time kommer, da alle de, der er i gravene skal høre hans røst og gå ud af dem - de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom« (5,28-29). Eftersom Menneskesønnen er Jesus selv, rummer versene en forventning om Jesu genkomst og opvækkelse af de døde engang i fremtiden. På den anden side findes en helt anden forestilling om de sidste ting i evangeliet. Forestillingen om, at menneskers frelse ikke finder sted i fremtiden, men sker nu og her i mødet med Jesus. Således siger Jesus umiddelbart forud for ovenstående citat: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet« (5,24). Overgangen fra død til liv ligger altså ikke ude i fremtiden ved de dødes opstandelse, men den troende har modtaget evigt liv allerede nu. Præsentisk og futurisk eskatologi findes sammenholdt i verset »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den time kommer, ja, den er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, der hører den, skal leve« (5,25). Det er udforskningen af forholdet mellem disse to forestillinger, som har optaget Frey i over 10 år og har indbragt ham to tyske doktorgrader undervejs. Hvordan kan en time både komme og være nu? Hvordan kan det evige liv opnås nu, mens de dødes opstandelse og dommedag endnu forestår? Et videnskabeligt arbejde bør indledes med en grundig forskningshistorie. Hos Frey er den endda overordentlig grundig. Mere end fire hundrede sider bruges på at gennemgå to hundrede års forskning. En af pointerne er, at forholdet mellem futurisk og præsentisk eskatologi ikke altid har været problematisk. Det blev det først i det 18. århundrede, fordi man af teologiske årsager ønskede at fremhæve den præsentiske eskatologi på bekostning af den futuriske. Kristendommen må have sin virkning nu og her i dette liv og ikke først i fremtiden, lød et af argumenterne. Bl.a. derfor betragtede man den præsentiske eskatologi som den sande kristne eskatologi og forsøgte med forskellige begrundelser at udskille de futuriske forventninger fra Johannes-evangeliet. De blev betragtet som et levn fra evangelistens samtidige kultur eller eventuelt som en »forurening« af evangeliet, tilføjet af en ikke særlig begavet bearbejder af det »rene« evangelium. Den mest indflydelsesrige tolkning af Johannesevangeliet i nyere tid er foretaget af den tyske ekseget Rudolf Bultmann (1884-1976). Han er Freys hovedmodstander. Ikke mindst inspireret af Søren Kierkegaard og filosoffen Martin Heidegger hyldede Bultmann en forståelse af den menneskelige eksistens, hvor nu'et er det afgørende tidspunkt. I nu'et har mennesket mulighed for selv at tage ansvar for sit liv med de givne livsmuligheder. Når mennesket vælger sin egen fremtid, bliver den meningsfuld. I øjeblikkets valg går mennesket således fra en uegentlig eksistens til en egentlig eksistens. Netop denne eksistentialfilosofiske tilværelsesforståelse finder Bultmann også i Johannesevangeliet. Men i evangeliet er nu'et kvalificeret som det øjeblik, hvor mennesket stilles over for Jesu forkyndelse. I troens afgørelse over for Jesus overtager mennesket ikke sit eget liv, men får det givet med syndernes forladelse. Den troende lever ikke længere et skinliv rettet mod døden, han har af Jesus modtaget livet som gave og er derfor gået fra uegentlighed til egentlighed. Han har allerede nu evigt liv, for evigt liv betyder ifølge Bultmann egentligt liv. Selvsagt er den præsentiske eskatologi i denne tolkning den eneste rigtige. Derfor anså Bultmann den futuriske eskatologi for at være senere tilføjelser indført af en kirkelig redaktor, der forsøgte at bringe evangeliets radikale forkyndelse i overensstemmelse med kirkens lære. Som antydet fik Bultmann mange elever, og det er virkningerne af hans værk, der er den negative drivkraft i Freys bøger. Fundamentet i Bultmanns tolkning er den filosofisk inspirerede tidsforståelse, så Frey indleder sin egen fremstilling af den johannæiske eskatologi med en grundig analyse af Johannesevangeliets opfattelse af tiden. Bind to er viet til denne analyse, og det er det mest originale af de tre bind. I modsætning til Bultmann, hvis opfattelse af tiden i al væsentlighed er hentet hos Heidegger, vil Frey fremstille evangeliets tidsforståelse med udgangspunkt i grundige statistiske og sproglige undersøgelser. En af de vigtigste observationer i den forbindelse er evangeliets karakteristiske brug af nutidsformer. Særligt indholdsladet findes den i de centrale »jeg-er«-ord (f.eks. »Jeg er opstandelsen og livet« (11,25); »Jeg er sandheden, vejen og livet« (14,6)). Med dette udtryk betegner Jesus sin egen eksistens som en i særlig grad nutidig væren. Det er tydeligt i sammenhænge, hvor man havde forventet en anden grammatisk tid. F.eks. »Jeg er, før Abraham blev født« (8,58), eller »É hvor jeg er, skal også min tjener være« (12,26). Man havde her forventet hhv. »jeg var« og »jeg skal være«, men netop ved at bruge nutid fremstilles Jesu tid som omfattende både fortid, nutid og fremtid. Jesus er simpelt hen den, der er. Det beror naturligvis på hans guddommelighed. Som Guds søn har han del i Guds evige væren, som strækker sig over fortid, nutid og fremtid. Derfor overskrider og sammenholder han alle tider. Man kan sige, at evigheden er til stede i ham. Ovenstående opfattelse af Kristus er årsagen til Johannesevangeliets egenartede eskatologi. I Jesus møder mennesket evigheden, og troen på ham lader den troende få del i den væren, som omspænder tiden fra før skabelsen til efter dommedag. Således er det liv, som er funderet i Jesus, ikke begrænset af noget - heller ikke af den fysiske død. Liv og død afgøres i mødet med ham, for modtager man ikke livet fra ham, har man ifølge Johannesevangeliet kun døden at se frem til. Bind tre indeholder grundige fortolkninger af alle de relevante tekster i Johannesevangeliet. En af de behandlede tekster er opvækkelsen af Lazarus (Joh. 11), som Frey betragter som en fortællende udfoldelse af den johannæiske eskatologi. Det er en væsentlig pointe i Freys udlægning, at fortællingens klimaks ikke er selve opvækkelsen, men derimod »jeg-er«-ordet i vers 25 og udfoldelsen af den eskatologiske betydning i vers 26: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver som tror og lever og tror på mig skal aldrig i evighed dø.« Spørgsmålet om de dødes opstandelse underordnes den rette forståelse af Jesus. Kristologi har forrang for eskatologi. Og eskatologien afledes af kristologien, da den rette forståelse af Jesus indebærer en bestemt forventning om de sidste ting. »Jeg-er«-ordet udtrykker, som beskrevet, at Jesus har del i sin Faders væren. Som Faderen har han liv i sig, og han har fået magt til at opvække på den yderste dag. Han besidder de egenskaber, som normalt tillægges Gud. Jesus er opstandelsen og livet. For den troende betyder det, at han i troen får del i det evige liv, som Jesus har i sig. Det betyder imidlertid ikke, at han tages ud af verden. Selv den troende lever i verden på dødens vilkår. Men det betyder, at han kan være forvisset om, at den fysiske død ikke er hans endeligt. Han »skal leve, om han end dør«. Som sådan lever den troende allerede i dette liv et sandt liv, da han ikke behøver at bekymre sig om den fysiske død. På dommedag vil det nemlig vise sig, at det liv, han fik del i gennem Jesus, ikke blev tilintetgjort af den fysiske død, da han vil opstå til evigt liv. Overgangen fra liv til død finder altså sted nu i dette liv, men fuldendes først ved opstandelsen på den yderste dag. Lazarus er symbol på den troende, der er død den fysiske død. Han er nemlig ikke død »i evighed«, men kun indtil den dag, hvor Jesus opvækker ham, således som det sker i fortællingen. Freys hovedanliggende er at vise, at den præsentiske og futuriske eskatologi ikke bør adskilles. Tværtimod er de uløseligt forbundne i Jesus-figuren. Han har i kraft af sin guddommelige væren både fortid, nutid og fremtid i sig og kan derfor give et liv, som gælder i nutiden og rækker ind i evigheden. Årsagen til, at »timen«, hvor overgangen fra død til liv finder sted, både kommer og er nu, finder Frey således i Jesu tidsovergribende væren. Svaret på forholdet mellem præsentisk og futurisk eskatologi findes i Jesus, for begge dele er resultat af hans identitet som det guddommelige i det menneskelige, hvilket har konsekvenser for den troende både nu og i de sidste tider. Jörg Frey: Die johanneische Eschatologie I-III. Tübingen 1997-1998-2000 ph.d.-stipendiat, cand.theol.