Når Anders Fogh Rasmussen (V) forlanger børnedomstole og fængselsstraf for børn, og når Helge Adam Møller (K) kræver hurtig proces mod andengenerationsindvandrere og efter udstået straf omgående udvisning, og når alle partierne stort set bakker op om det og bevilger 100 millioner kr. til formålet, så er det ikke bare nok, så er det bare for meget! Straf og tugt har ikke nedsat kriminaliteten nogetsteds i verden. Det skulle da lige være dødsstraf, som jo i sagens natur forhindrer tilbagefald. Nej, alle undersøgelser viser netop, at straf er den dårligste form for forebyggelse af kriminalitet. I USA, hvor straffene er langt hårdere end her, er der betydeligt højere kriminalitet. For øvrigt ligner tallene for sorte kriminelle vores tal for »indvandrer-kriminelle«. Er vore indvandrere vores »sorte«? Og ønsker vi at føre en »racepolitik«, der ligner den, som vi altid har fordømt i USA? Det ligger hele tiden i luften, at det er »de fremmede«, der skal rammes. Men selvfølgelig er vi da alle lige for loven, så den skal naturligvis også gælde for unge danskere af dansk oprindelse. Og der tales og skrives stort set kun om straf. Både Anders Fogh Rasmussen og Helge Adam Møller rører ellers netop i deres udtalelser ved det helt centrale punkt. Anders Fogh Rasmusen udtalte: »...disse unge, som er helt uden normer« og Helge Adam Møler: »...unge, som ikke aner, hvordan man skal opføre sig«. Jamen, det er jo her, skoen trykker. De fremmede unges normer er brudt i stykker. De kommer fra familiemønstre, hvor faders ord er lov; men når faderen i børnenes og andres øjne ikke er meget værd som arbejdsløs og uønsket i samfundet, så er hans ord det heller ikke. I mange tilfælde vil det også være de unge i familien, der skal virke som tolk, og det er ofte dem, der ved mest om det danske samfund. Jeg tror, at fremmede forældre - lige så lidt som danske forældre - ønsker, at deres børn skal blive kriminelle. Men hvad skal de stille op? Det er her, der skal sættes meget kraftigt ind med hjælp og støtte til de familier, hvor der er risiko for, at der skal komme problemer - før de kommer - og til alle familier, både danske og fremmede. Indblanding er aldrig rart, men her må det først og fremmest dreje sig om børnene. Stærkt samarbejde med hjemmene fra børnene er små, så de voksne i hjemmene lærer om normerne, og hvis det er påkrævet med en fjernelse fra hjemmet, for at børnene kan »få normer« og »lære, hvordan man skal opføre sig«, så er det det, der skal til. Men man får altså ikke anvendelige normer ved at blive spærret inde i en institution. Hvor er forældrene til børnene henne i denne diskussion? Det ville sikkert være en god fremgangsmåde at spørge dem, hvor de kunne ønske sig, at der kunne blive sat ind med støtteforanstaltninger. De vil sikkert have en stærk fornemmelse af, hvor og hvornår det begyndte at skride. Naturligvis vil alt dette koste, men i det lange løb vil det blive langt billigere, både i penge og i menneskelige omkostninger, end at indsætte børn og unge i lukkede institutioner, når det er gået helt skævt. Naturligvis skal der være en konsekvens af de kriminelle handlinger, som børn og unge foretager. Problemet ligger bl.a. i den yderst langsommelige sagsbehandling. Der går alt for lang tid, fra forbrydelsen er begået, og til konsekvensen kommer. Hurtig indgriben ønsker alle. Mandsopdækning under rimelige forhold til at »lære normer« ønsker mange. Men tremmer for vinduerne, høje hegn og låste døre til børn: nej tak! Danmark er jo ikke nogen politistat og skal heller ikke være det. Med hensyn til den omgående udvisning af ikke-danske kriminelle så må vi først kigge på en anden side af sagen. Hvor har de unge mennesker haft deres barndom? Hvem har haft ansvaret for dem? Hvem har svigtet? Hvem har gjort dem til de individer, som de er blevet til? - eller måske snarere: Hvem har ikke sørget for, at de fik mulighed for at blive til nogle andre individer, end de blev? Svarene er på alle spørgsmålene i rækkefølge: Danmark, Danmark, Danmark og Danmark. Dermed må svaret på det næste spørgsmål også være klart: Hvem skal påtage sig ansvaret for, at de efter straf får en rimelig mulighed for at blive accepterede individer? Danmark! Når børn af indvandrere har haft hele deres barndom i Danmark, har de ingen relationer til deres oprindelige land, så helt uanset dansk jura, så kan vi ikke være bekendt at eksportere de problemer, som vi selv har været stærkt medvirkende årsag til. Inge Boxill, Ejstrup Bro 2, Skringstrup, Skals
Nu kan det være nok
KOMMENTAR: Der fokuseres næsten udelukkende på straf og udvisning, når vi taler om »de fremmede« og kriminalitet. I stedet burde vi tale om årsager og normer