De fattiges værner og skolens beskytter

Det er svært at vide, om han har været en god præst, men respekt har han uden tvivl nydt både som åndelig formynder, som dygtig landmand og som omsorgsfuld bestyrer af de første spirer til en lokal socialforvaltning. Samt skoleforvaltning. Der kan med fuld ret tales om en præstegårdskultur, når det gjaldt hvervet som formand for fattigkommissionerne af 1803 og skolekommissionen af 1814. En offentlig fattigforsorg var siden reformationen i 1536 blevet et stadig mere påtrængende behov. Lukningen af de katolske klostre, hvor de fattige blev betragtet som en velsignelse, der nødte andre til saliggørende velgerninger, havde skabt en hærskare af omflakkende tiggere. Der blev med en lov i 1708 gjort forgæves forsøg på at nedtone denne landeplage gennem restriktioner over for betlerne. Omsider indså kongemagtens mænd bag de store landboreformer i 1780'erne, at det var en social reform, der nu behøvedes. I spidsen for sognets bedst aflagte gårdmænd fik sognepræsten nu myndighed til at udskrive skat til finansiering af fattigforsorgen. Bekræftelsen på, at hullet efter den katolske fattigforsorg omsider var lukket - eller under lukning - kom med et tydeligt fald i betlernes tal. Sit sociale ansvar viste sognepræsten også i rigtig mange tilfælde, hvor han appellerede til centraladministrationen, når påholdende bønder i fattigkommissionen ikke ville bevilge fornøden hjælp til de fattige. Som oftest fik præsten medhold, og han har altså turdet se stort på, om han var populær i den anledning hos de bedrestillede. Præstegårdskultur turde vel også være ordet, da præsten i 1814 blev sat i spidsen for de nye skolekommissioner, som blev skelsættende for et dansk undervisningssystem. Et væld af andre administrative opgaver, deriblandt mange som i senere tider skulle blive varetaget af embedslæger, landede også på præstens skrivebord. I 1841 blev der taget et meget stort skridt videre mod en egentlig kommunal forvaltning i sognekommunerne. Loven om sogneforstanderskaber hed den nye bestemmelse, som igen placerede sognepræsten i en central rolle. Han var ikke født formand for det nye organ, men blev som oftest valgt til at stå i spidsen. Sin plads som udfarende kraft i fattig- og skolesager havde han bevaret fuldt ud og netop disse to områder var de vigtigste i sogneforstanderskaberne, en forløber for sognerådene. Så megen magt kunne vel gøre mindre ånder end de gamle sognepræster særdeles enevældige. Det er en opløftende ting at læse om, hvordan netop præsterne i disse år - sogneforstanderskaberne blev oprettet otte år før Junigrundloven - var opmærksom på en folkelig deltagelse i den lokale forvaltning. Bestemmelserne om, hvor meget jord man skulle eje for at være valgbar, havde fundet betydelige lempelser. Det skete, at de nye amtsråd, oprettet samme år som sogneforstanderskaberne, måske under indflydelse af den nu knap så magtfuldkomne amtmand, blandede sig på småligste vis i, om den og den person i landsbyen kunne være besiddende nok til at bestride hvervet som vandsynsmand. Præsten var villig til at slå et slag for demokratiet og fik heldigvis tit ret. De gjorde standen ære, de administrerende Guds mænd for enden af bordet i præstegården.