Folkekirkens »lille-mands-tro«

KOMMENTAR: Folkekirken undervurderer danskerne, hvis den tror, at folket vil have en kirke, som er båret af ligegyldighed, og som står for noget, der ingen forskel gør

Man taler somme tider om, at folk ikke gider melde sig ud af folkekirken, siden de bliver deri trods tilsyneladende sekularisering og afkristning. Adskillige ledende kirkefolk har da også gennem tiderne ment, at folkekirken stod sig bedst ved at undgå for stor bevidstgørelse på det åndelige felt, så folk ikke kom til at tænke over, hvorfor de egentlig betalte kirkeskat. Vækkelse blev et fyord. Den sløve folkekirkedansker, der kun gjorde tingene af vane, var at foretrække. Ligegyldigheden skulle bære kirken. Til støtte for og legitimering af disse tanker har man søsat nogle floskelagtige udtryk egnet til at forplumre begreberne, men dog samtidig give indtryk af teologisk respektabilitet og retsindig rummelighed. Således lanceredes i sin tid udtrykket »den lille mands tro« som noget, den folkekirkelige ordning værdsatte og skærmede. Nu skulle man helst tænke, at den lille mands tro var noget meget fint demokratisk noget, og at udtrykket betød særlig hensyntagen til den såkaldte lille mand. Men den mand, der omtales i udtrykket, kan udmærket være stor, såvel økonomisk som mht. status og indflydelse. Det er nemlig troen, der tænkes på som værende lille. Meningen var udelukkende at godtgøre, at en endog meget lille tro har sin berettigelse over for Gud. Det kan måske være meget rigtigt, når der tænkes på lignelsen om det lille sennepsfrø, der blev til det store træ. Men tanken med udtrykket »den lille mands tro« er, at troen gerne må være så lille, at dens eksistens ikke på nogen måde kan erkendes, hverken hos den, der har den, eller hos andre. Den må ikke være noget, man taler om, skal hverken ses eller høres. Helst skal troen være ubevidst, og dens lidenhed er netop dens fortrin, og kirkens hæderstegn er, at den ved og anerkender dette. Udtrykket »den lille mands tro«, som forskellige kirkefolk pynter sig med at forsvare, er i modstrid med Jesu ord. Herren taler anerkendende om »stor tro«, men nedsættende om det at være »lidettroende«. Et andet udtryk er lanceret af Kirkens Korshær. Man siger til de nødstedte: »Kom til os, og bliv den, du er«. Udtrykket skal stå i modsætning til den tankegang, der siger: »Kom til os og bliv som os«. Korshæren vil tilkendegive, at den ikke stiller sig over de nødstedte, men er på samme plan som de uden fordømmelse og bedreviden, men kun som hjælpere. Andet anliggende har man ikke, og det lyder alt sammen både godt og kristeligt. Imidlertid er det ikke tilfældigt, at udtrykket »bliv den, du er« kan betyde »forbliv den, du er«, f.eks. alkoholiker eller stofmisbruger eller hvad det nu er, der har forvoldt miseren og gjort den pågældende nødstedt. Spørgsmålet er da, hvad det egentlig er for en hjælp, man vil give. Det kan være en smule uklart. Derimod er det klart nok, at erklæringen er i tråd med den ovennævnte bestræbelse, ifølge hvilken den bedste form for kristendom er den ubevidste, sløve og vanemæssige passivitet, der hverken er kristelig erkendelig eller gør nogen forskel. Men efter det grundlag, som en kirkelig organisation må være forpligtet på, må kristendom gøre en radikal forskel til nyt liv og udfrielse fra ulykkelige bindinger. Oprindelig var sådanne tanker også grundlaget for Kirkens Korshær. Nu nøjes man med at slå sig selv til ridder på bekostning af sådanne, som arbejder i lyset af bibelske idealer. Værst af alle fraserne er dog den om »Guds ubetingede nådestilsagn i dåben«. Meningen med dette begrundes teologisk flot med en henvisning til Guds suveræne handling i dåben, uafhængig af al menneskeværk til beroligelse for os i vor ufuldkommenhed. Det kommer ikke an på os, men på Gud, hedder det. Det er sandt nok. Bagsiden af medaljen er imidlertid, at man teologisk vil legitimere en dåbspraksis, der ikke er indledning til et liv i Kristi efterfølgelse, og som er uden bod og omvendelse. Dåben skal være noget, der er uden konsekvenser overhovedet i denne verden. Netop således bliver der plads til ægte lutherdom eller den rettroenhed, der alene lægger vægt på Guds nåde. Men Det Nye Testamente kender intet til en sådan dåbsforvaltning. Tværtimod indebærer dåben en forpligtelse (Rom. 6) til at leve i efterfølgelsen af mesteren Jesus. Men sådan noget rimer ikke med den store ligegyldighed, der er idealet. Det gør derimod den tilsigtede forståelse af ordene om Guds »ubetingede nådestilsagn i dåben«. Der findes adskillige andre lignende fraser, som er gentaget til bevidstløshed, som var de selve evangeliet. De ville næppe være brugbare, hvis ikke de indeholdt et glimt af noget evangelisk, som desværre drejes netop så meget, at selve det egentlige anliggende ophæves. Som når man taler om at være »jorden tro« og gør det så stærkt, at det bliver på det himmelskes bekostning. Den teologi, der kommer frem i de nævnte eksempler, kan kaldes folkekirkelig. Desværre er det ikke sikkert, at den gavner folkekirkens sag. Man kan frygte, at den undervurderer befolkningen, der troligt har holdt ved kirken. Denne vedholdenhed er i virkeligheden næppe begrundet med en tro på, at folkekirken står for noget, der ingen forskel gør. Måske tværtimod. Det er tænkeligt, at folk holder ved kirken, fordi den netop står for noget andet og mere end det tilvante. Måske endog for en stor tro, et stort håb, en livsforvandlende virkelighed til hjertets glæde, og en dåb med et tilsagn, Gud i sin nåde har givet mennesker mulighed for at tage imod.