Fullveldi på færøsk

Selvstændighed - som det færøske ord i overskriften betyder - er et stort ønske på de små Atlanterhavsøer. I Danmark afvises kravet, og færingerne fremstilles som grådige i medierne. Men det er ikke rigtigt, og både den danske og færøske

»Langt ude i det kviksølvlysende verdenshav ligger et ensomt lille blyfarvet land. Det lillebitte klippeland forholder sig til det store hav omtrent som et sandskorn til gulvet i en balsal. Men set under forstørrelsesglas er dette sandskorn alligevel en hel verden med små bjerge og dale, sunde og fjorde og huse med små mennesker«. Sådan beskriver den færøske forfatter William Heinesen i romanen »De fortabte spillemænd« poetisk smukt sit land og sit folk, der nu i 620 år har været underlagt Danmark. »Fullveldi« er det færøske ord for selvstændighed, og den færøske regering, der kom til magten i 1998 har som sit udtrykte mål, at Færøerne bliver en selvstændig stat. Regeringskoalitionen, der består af det venstreorienterede Republikparti, det midtersøgende Selvstyreparti og det konservative Folkeflokken ønsker Færøerne som en uafhængig stat i et tæt, formaliseret samarbejde med Danmark, statsretligt svarende til den personalunion, der i 1918 oprettedes mellem Danmark og Island, og som i 1944 dannede grundlaget for islændingenes etablering som selvstændig republik. Den færøske regeringskoalition har flertal (19 ud af 32 medlemmer) i Færøernes parlament, »Lagtinget«. I begyndelsen af 1900-tallet førtes uafhængighedsspørgsmålet ind i det politiske liv. Færingerne delte sig så at sige i to grupper, et parti, Sambandspartiet, der ønskede at bevare båndene til Danmark, og et selvstyreparti, der ønskede at løsne båndene til Danmark. Under Anden Verdenskrig var Færøerne besat af englænderne. Der var tale om en venligsindet besættelse. Men krigen betød, at forbindelsen til Danmark blev afbrudt i samfulde fem år. Det betød, at færingerne fik smag for at regere selv. Beslutningsprocesserne blev hurtigere, og Lagtinget, der langt hen ad vejen havde fungeret som rådgivende organ, blev udøvende, og måtte i makkerskab med de strandede danske embedsmænd klare skærene. Det gik over al forventning. Der var tale om en praktisk modningsproces, der indgød selvbevidsthed. Desuden var krigsårene økonomisk set gode år med leverancer af frisk fisk til Storbritannien. Det var således klart, at Færøernes status som et dansk amt, skulle tages op til revision efter krigen. Trangen til uafhængighed næredes naturligvis også af, at islændingene i maj måned 1944 ved en folkeafstemning kappede unionsbåndet til Danmark og blev en selvstændig republik. Derfor var det med klare ønsker om en form for selvstyre, at en lagtingsdelegation i januar 1946 ankom til København. Det ender efter mange politiske trakasserier med, at det danske folketing lovfæstede den nugældende såkaldte Hjemmestyrelov den 1. april 1948. Professor i statsret Alf Ross betegnede dengang hjemmestyreloven som et særdeles vidtrækkende kommunalt selvstyre, om end juridisk uklart. I Hjemmestyreloven hedder det, at Færøerne er et selvstyrende folkesamfund i det danske rige. Folketinget har den øverste lovgivningsmagt, og den danske regering den øverste administrative magt. Hjemmestyreloven er en såkaldt delegationslov, dvs. at færinger kan lovgive og administrere på Færøerne i den udstrækning, som Folketinget ifølge hjemmestyreloven tillader det. Til hjemmestyret er delegeret afgørelsen på en række områder, som direkte påvirker den færøske befolkning, såsom sociale anliggender, undervisning, trafik, direkte og indirekte skatter, udnyttelse af levende ressourcer og ressourcer i undergrunden. De største sagsområder, som i hjemmestyreloven sorterer under Danmark er udenrigs- og forsvarsanliggender, retsvæsen, den borgerlige lovgivning, strafferet og forskellige økonomiske anliggender. Det kan næppe komme bag på nogen, og erfaringerne har da også til fulde vist, at ordningen har bevirket, at der har hersket stor uklarhed om magt og ansvar. En følge af hjemmestyreloven var en pengestrøm fra Danmark til Færøerne. Der indførtes bl.a. et sindrigt system af refusionsordninger for offentlige investeringer. Hvis en kommune besluttede sig for at investere i et nyt havneanlæg, betalte den færøske landskasse og den danske stat sin del af regningen. Ved skolebyggeri og vejanlæg blev afgørelsen ligeledes truffet på Færøerne, og den danske stat refunderede siden en procentdel til den færøske statskasse. Positivt betragtet, må man sige, at de mange investeringer med fine veje og tunneller har hindret de færøske bygder i at uddø. Negativt betragtet førte hjemmestyrelovens ordninger til et færøsk overforbrug - og dette er netop en af de færøske selvstændighedsfolks pointer. En af de mest fremtrædende selvstændighedsfolk, republikaneren Høgni Hoydal taler ligefrem om »hjemmestyrets ulidelige lethed«. Hjemmestyreloven var endog så rummelig, at Færøerne sidst i 1970'erne, efter en særlig paragraf, kunne overtage administrationen af de tre »tunge« områder: socialvæsen, sundhedsvæsen og skolevæsen uden at overtage alle udgifterne. Færingerne bestemte farten, og den danske stat betalte halvdelen af gildet. Fra 1960 til 1980 forbrugte færingerne12 procent mere, end de selv producerede; i 1980'erne 20 procent mere. Dette var hovedårsagen til kollapset i begyndelsen af 90'erne. Som en følge af det færøske kollaps blev den danske stats tilskud til Færøerne ændret til et fast tilskud, som andrager knap 900 millioner kroner. Det er dette tilskud, selvstændighedsfolkene på Færøerne ønsker aftrappet. En aftrapningsperiode på 15 år har været nævnt, mens den danske regering står fast på fire år. Det kan undre, at den danske regering står så stejlt. Det tyder på, at det ikke er økonomiske argumenter, der ligger bag, for forholdt det sig sådan, så skulle man tro, man kunne finde frem til et kompromis. Under alle omstændigheder vil Danmark jo så »slippe« billigere end nu. Men tilsyneladende er man klar til at blive ved med at sende penge fra Danmark til Færøerne. Eller som statsminister Poul Nyrup Rasmussen har udtrykt det i en åbningstale til Folketinget: »Hvis Færøerne vælger at blive i rigsfællesskabet, så står alle muligheder åbne. Hvis man derimod vælger at blive selvstændig stat, så skal færingerne vide, at ethvert valg har konsekvenser - på det økonomiske og på det administrative område.« Set i lyset af de hidtidige forhandlinger mellem det færøske landsstyre og den danske regering kan man næsten ikke undgå at høre det truende i Nyrups udtalelse, og samtidig spørge sig selv: Hvorfor!? Hvad stikker under? Er det af hensyn til NATO? Under den kolde krig betød radarstationen i Mørkedal sammen med Thulebasen, at Danmark fik abonnementsrabat i Nato. Eller frygter regering og folketing, at Grønland følger efter? Eller skyldes modviljen, at man ikke ønsker at blive mindre? Færøerne er med sin 200 sømilezone faktisk en økonomisk zone, der er fire gange større end Danmark. Det forekommer rimeligt, at det danske folk oplyses om de egentlige motiver til regeringens Færø-politik! Den begrundelse, der fremføres i medierne, er, at færingerne bare kræver ind. Men det er jo ikke rigtigt. Det er faktisk det modsatte, der er tilfældet. Er der en skjult dagsorden, som offentligheden ikke kan »tåle« at høre? Noget kunne tyde på det. Det danske og det færøske folk har krav på, at der spilles med åbne kort. Det må være et krav i et demokrati, at kortene lægges på bordet. Det må også kræves i Færø-sagen, som for danskerne måske opleves som en bagatel i baghaven, men som 45.000 færinger oplever som en hovedsag. De færøske selvstændighedsfolks hovedpointe er jo netop, så vidt jeg kan se, at de vil være fri af den krykke, som tilskuddene fra Danmark ifølge deres opfattelse udgør. På den anden side er det vel rimeligt, at de får nogle år til at indrette sig på det. De ønsker selv at bestemme, men de ønsker også at have ansvar. Det færøske landsstyres politik går ud på at oprette en selvstændig stat, at afskaffe det danske bloktilskud og andre tilskud. Et forbillede for landsstyrets politik er som nævnt den dansk-islandske samarbejdsaftale fra 1918. Heri blev det fastslået, at Island og Danmark er to selvstændige stater, men med fælles konge. Derudover var der bl.a. samarbejde i udenrigspolitikken, landene havde fælles valuta, og borgerne i de to lande havde samme rettigheder i begge lande. Det færøske landsstyre har i sit oplæg til den danske regering anvendt betegnelsen »associeret fællesskab«, der i det færøske Lagtings Hvidbog om mulighederne for et selvstændigt Færøerne er defineret som et system, hvor et land er tilknyttet en suveræn stat igennem en aftale, som er godkendt af FN, og hvor det tilknyttede land har ret til af fri vilje at træde ud af fællesskabet og oprette sin egen suveræne stat. Sådanne arrangementer kendes andre steder: Cook Islands og Niue, som er tilknyttet New Zealand, og Marshalløerne og Palau, som er tilknyttet USA. Disse lande har suverænitet, men »hovedlandene« har visse pligter og rettigheder, specielt i forsvarsanliggender. Færøerne ønsker fortsat et tæt, formaliseret samarbejde med Danmark, fastlagt i en traktat omhandlende samarbejde om udenrigspolitikken, at borgerne i de to lande skal have samme rettigheder hos hinanden, fælles valutapolitik, fælles monark, samarbejde på sundheds- og undervisningsområdet, samarbejde om kontrol med bankvæsenet, samarbejde inden for retsvæsenet. Færøerne er endvidere indstillet på at tilhøre den vestlige interessesfære inden for forsvarspolitikken. Hovedformålet med nyskabelsen er, at der fremtidig skal være to ligeværdige, selvstændige partnere i et tæt samarbejde. En naturlig følge af dette er, at den færøske repræsentation i Folketinget falder bort. Det er et modigt og respektindgydende projekt, et flertal af det færøske Lagting arbejder på. Anstændigvis burde vi hjælpe dem. Det ville Danmark blive større af. Målet må dog være, at det færøske folk ved en folkeafstemning selv finder ud af, hvilken vej de ønsker at gå. Det er uanstændigt at stille sig i vejen for et selvstændigt Færøerne. De skal have muligheden for at vælge selv. n højskoleforstander ved Ask Højskole