Kritik af indsats over for hjemløse

Nye boligtilbud er kun for de stærke hjemløse, mener Kirkens Korshær. Socialministeriet afviser kritikken

Kirkens Korshær kritiserer, at samfundet prioriterer de stærkeste hjemløse på bekostning af de svageste. Det sker ifølge organisationen, når herbergspladser bliver nedlagt og erstattet med såkaldt »skæve botilbud«, som kun en mindre del af de hjemløse kan fungere i. - Når samfundet begynder at satse på folk med flest ressourcer og varige boliger, sker det på bekostning af de svageste, fordi kommunerne ikke sætter ind med de nødvendige støtteforanstaltninger, siger korshærsleder Annemette Nyfos. Organisationen har 5000 frivillige på landsplan, der beskæftiger sig med frivilligt socialt arbejde i være-steder, arresthuse og familiecentre. Behov for mere samarbejde Korshærslederen henviser til, at de svageste hjemløse ofte er mennesker, der ikke har været på arbejdsmarkedet eller har kendskab til et normalt liv. Derfor har mange af dem brug for en massiv støtte i form af et netværk, hvis de skal kunne klare sig i en bolig. - Vi har en fælles forpligtelse over for de mennesker, som i 1980'erne kom på bistand og aldrig fik arbejde. I øjeblikket er det en kommunal opgave at give penge og skaffe boliger, men det sker ikke i tilstrækkelig grad. Det bør være statens ansvar at sørge for en mere samlet indsats, for kommunerne vil ikke overtage forpligtelsen for andre kommuners hjemløse, og kommunerne nedprioriterer de svageste, siger Annemette Nyfos. Hun peger på behovet for mere samarbejde mellem kommuner, flere boliger og bofællesskaber for de svage hjemløse samt institutionspladser og bedre udslusning, når hjemløse slutter et fængselsophold. - Mange hjemløse har været vant til at sidde på en bænk og drikke øl, og de magter ikke at strukturere deres liv og få ryddet op, købt ind eller foretage sig andet end se tv, hvis de ikke får støtte til det, siger korshærslederen. Naturligt at tage de bedste Kontorchef i Socialministeriet Peter Juul afviser, at alternative botilbud kun er for de stærke hjemløse: - Vi ser begyndende »tilsandingsproblemer« på herbergerne, der sidder folk, som egentlig skulle ud i egen bolig. Når folk er udslusningsklare, skal man udforme en handlingsplan for dem, og det er naturligt, at der er en tendens til at tage de bedste, som er klar til at flytte videre, siger Peter Juul. Peter Juul mener, at de 21 projekter med »skæve botilbud« - herunder en husbåd med plads til fire hjemløse - er et godt eksempel på, at samfundet ikke bare propper hjemløse ind i alment nyttigt boligbyggeri, hvor de ikke kan fungere. Peter Juul afviser, at de alternative boliger skulle henvende sig specielt til de stærke hjemløse. - Så fuldt udfoldet er ordningen ikke endnu, at man kan sige, at den retter sig mod de ressourcestærke, og der er i hvert fald ikke noget i ordningen, der siger, at det skal være til den ressourcestærke del af de hjemløse, siger han. Som startskud for FN's internationale år for frivilligt socialt arbejde 2001 holdt Center for Frivilligt Socialt Arbejde i går en landskon-ference om frivilligt socialt arbejde.