Red Barnet bistår i børnehjemssag

Organisationen kan ikke gå aktivt ind i sagen om det danske forstanderpar i Rumænien

Organisationen Red Barnet i Danmark vil gerne bistå med gode råd, men vil ellers ikke foretage sig noget i sagen om børnemishandling på et danskledet børnehjem for gadebørn i Rumænien. Det siger programchef i Red Barnet, Niels Hjortdal, efter at et dansk par, der tidligere har arbejdet på børnehjemmet, har spurgt organisationen om bistand i sagen. Jesper og Sanne Fuchs arbejdede i 1997-98 på børnehjemmet »Lovelight« i den rumænske by Arad, der blev lukket i sidste uge og lederparret, Erik og Hanne Terp, anmeldt for mishandling af børnene på hjemmet. Mens de var ansat, overværede de flere gange, at Erik og Hanne Terp straffede børnene ved at slå dem. Sagen har været omtalt i både danske og rumænske medier i den seneste uge. Det har fået Jesper og Sanne Fuchs til at stå frem og fortælle om forholdene på »Lovelight«. En mulighed er, at Red Barnets rumænske søsterorganisation »Salvati Copiii« kan hjælpe, ligesom det var tilfældet i sagen om de jordanske børn, Nasra og Nidal, hvor Red Barnets søsterorganisation i Jordan hjalp børnene, oplyser Niels Hjortdal. - Vi har givet tilsagn om, at vi vil stå til rådighed og hjælpe med råd om, hvad de skal gøre i forhold til de rumænske myndigheder. Vi har en Rumæniens-kyndig, som kan fortælle dem lidt om spillereglerne i Rumænien, men vi har ingen projekter i Rumænien og kan derfor ikke gå ind i sagen som dansk organisation, siger han. Dansk Europamission, som støttede børnehjemmet, sendte allerede i april 1999 en delegation til Arad, som resulterede i en særdeles kritisk rapport om forholdene på børnehjemmet. Missionsselskabet smækkede øjeblikkelig pengekassen i, mens hverken de rumænske myndigheder eller den danske ambassade i hovedstaden, som modtog rapporten, intet foretog sig. Tværtimod fik ægteparret endnu fire børn i deres varetægt. /ritzau/