Klæbeånd

TV/radio: Spiritistiske og evangeliske vidnesbyrd blev blandet i én pærevælling i ´Åndernes magt´ på TV 2 Zulu

En klæbeånd, og et glasbord, der knækker under uddrivelsen, bankelyde i stalden om natten, traktorer og transistorer, der starter af sig selv. En faderånd, der går igen efter selvmord; først for at beskytte datteren imod, at hun tager sit liv, og - da spiritistmediet har været en tur forbi - dernæst for at tvinge hende til at følge sig. Hyggeligt, ikke sandt? Det er elementer af indholdet i TV 2 Zulus serie »Åndernes magt«. Torsdag aften var der en slags opsamlingsheat på programmet. Seerne kunne ringe ind og stille spørgsmål til dem, der har medvirket i serien. En udsendelse uden tempo og uden retning. Studieværten Thomas Reinholdt rendte rundt og formidlede spørgsmål, der dels gik på skepsis over for fænomenerne, dels på forhold, der afslørede, at spørgerne selv havde problemer, som de ville høre, om de to medier kunne afhjælpe. Udsendelsen tog to vendinger. Den ene var studieværtens åbenlyse omsorg for folkekirken, som ikke er i stand til at komme de åndelige fænomener i møde, hvorfor mennesker må søge andre steder hen. Biskop Jan Lindhardt var blevet interviewet i den anledning, og han fik lov at sige halvanden sætning, hvoraf det fremgik, at også hans virkelighedsbillede hele tiden udvides i disse år. To fysiske helbredelser, som var sket i Jesuskirken, en frikirke i Ringkøbing, rummede et urkristent vidnesbyrd af kolossale dimensioner i begyndelsen af udsendelsen, men det blev overdøvet af de to tilstedeværende spiritister, hvis virkelighed kom til at dominere. De var skrøbelige, men i besiddelse af stor selvsikkerhed over for deres gerning som medier for ånder, der ikke er stedt til hvile og som derfor hjemsøger mennesker og steder. »Jeg er ligeglad, hvad de kalder det, for det virker«, sagde en af dem, efter at aftenens andet, båndede interview var blevet afspillet. En århusiansk psykiater, der ligesom Jan Lindhardt kom til orde med halvanden sætning, forklarede, at de to medier lider af dissociativ personlighed. Det var den anden vending. Og så står man i et valg. For deres skrøbelighed mindede virkelig om den, man ind imellem forbinder med mennesker, der har en psykisk lidelse. Helbredelserne fra Jesuskirken er derimod i fuld overensstemmelse med det bibelske vidnesbyrd. Selv om man vagt forsøgte at skelne mellem gode og dårlige ånder i en spiritistisk sammenhæng, blev der ikke skelnet mellem de fysiske helbredelser ved tro på Kristus og troen på, at sjæle vandrer Ahasverusagtigt omkring i universet. Det er muligt, at det hele er psykosomatisk, altså noget, der sker inde i hovedet på folk, men der er en altafgørende forskel på det evangeliske og det spiritis-tiske verdensbillede. Det ene lægger vægt på menneskelivet, og det er til at blive glad af, det andet på åndelivet, og det er til at blive skør af. Og man må spørge om de »ånder«, der forhindrede to unge mennesker i at få fred i deres nyindrettede hjem, ikke lige så vel kunne være klaret med den taoistiske feng-shui, der korrigerer husets indretning i forhold til jordenergier? Jo, selvfølgelig, hvis man tror på dét. Det var en aften, som i sin enkle åbenhed over for det, at menneskelivet har andre dimensioner end dem, samfundet i mange årtier har kunnet erkende, virkede som en ny opvågnen. Udsendelsen »Synspunkt«, kort efter på DR1, handlede om, hvad for eksempel medlemmer af Robinson-ekspeditionerne gør for at blive ved at være kendte og komme i ugebladene. Så var alt ved det gamle igen.