Immanuel Kant og Menighedsfakultetet

Peter Ulrik Jensen (PUJ) tager i en tankevækkende kronik (i Kristeligt Dagblad den 16. februar) afsæt i januar måneds seksualetiske diskussion for at foreholde folkekirkens højrefløj og specielt Menighedsfakultetet, at vi i den netop overståede debat ikke blot befinder os i strid med biskopper og andre notabiliteter, men på kant med ingen mindre end Immanuel Kant. Og det er en modstander af overmenneskelige dimensioner, for der er ingen alternativer til Kant. Det fremhæver PUJ flere gange. Alternativet til Kant er at vrøvle eller fremstå som naiv eller endog som stupid. PUJ er vældig sikker i sin sag. Jeg er noget mere uafklaret og vil nøjes med at udtrykke en forsigtig skepsis til PUJ's alternativ: Kant eller vrøvl. På den ene side er der ingen tvivl om, at Kant har haft en overvældende betydning for den moderne tænkning - selvom PUJ måske trods alt overvurderer denne betydning. På den anden side har tænkningens historie flere gange været vidne til paradigmeskifter. Og noget kunne tyde på, at vi netop nu befinder os midt i et sådant paradigmeskifte fra modernitet til postmodernitet, som meget vel kan medføre en delvis detronisering af Kant og fornuften. PUJ's intention er at bringe debatten bort fra overfladeniveauet og ned til det bestemmende dybdeplan, og det kan der bestemt ikke indvendes noget imod, selv om der også er afgørende ting at kæmpe om på overfladeplanet. Men i skyndingen kommer han til at pådutte folkekirkens højrefløj ikke blot en filosofi-ligegyldighed eller filosofi-skepsis, som givetvis findes både på kirkens højrefløj og i andre kirkelige kredse, men et filosofi-fjendskab, hvilket næppe er træffende. PUJ vil tydeligt nok søge at fremmane det billede af folkekirkens højrefløj, at den er gammeldags, den er før-moderne. Og han har ret så langt, at vi ikke har svoret Kant evig troskab. Allerede for en overfladisk betragtning må det fra en teologisk synsvinkel forekomme problematisk, at det menneskelige subjekt i erkendelsesprocessen opfattes som autonomt. Det er fra en teologisk vinkel netop det, som kendetegner det syndige menneskes oprør mod Gud. Uden at lægge mig fast på postmoderne teori er det efter min opfattelse tydeligt, at postmoderne tænkere har stillet alvorlige spørgsmålstegn ved Kants erkendelsesteoretiske tænkning. Kants påstand, at »erkendelsen er sikker, for så vidt som den angår verden, som den fremtræder for mennesket« bliver eksempelvis af en række grunde - sprogfilosofiske, hermeneutiske og videnskabsteoretiske - anfægtet af postmoderne tænkere. Set i det lys er såkaldt videnskabelig viden eksempelvis ikke mere sikker end religiøs viden. Og meget tyder i virkeligheden på, at den erkendelsesteoretiske relativisme, som postmoderne tænkere i stort tal giver udtryk for, netop skyldes Kants og Descartes' udgangspunkt i det autonome menneske, et udgangspunkt som PUJ tilsyneladende akcepterer uden forbehold. PUJ's kantianske paradigme synes altså ikke at være garanten for sikker viden, men tværtimod at føre ind i en erkendelsesteoretisk relativistisk blindgyde. Kunne det ikke være et incitament til endnu en gang at overveje holdbarheden i det kantianske projekt? Men hvad er alternativet? Måske at vende tilbage til den præ-moderne bibelske skabelsestro, hvor Gud, der har skabt både det erkendende menneske og objekterne, som skal erkendes, er garanten for erkendelsens adækvathed? Eller at affinde os med, at dybest set kan kun Gud have sikker viden? Eller findes der andre? Men går man nu ind på PUJ's præmisser, det vil sige det kantianske paradigme for moderne tænkning, står det mig ikke lysende klart, hvorfor troen på Kristus som Guds ord er uproblematisk (hvilket PUJ tilsyneladende mener), medens troen på, at Bibelen kan være Guds ord, er umulig. Begge dele er, forekommer det mig, forestillinger, som ud fra kantianske præmisser på nogenlunde lige vilkår sættes af det autonome menneske. Og hvis det er rigtigt, er der vel ingen grund til specielt at harcelere over Menighedsfakultetets grundlagsparagraffer. Jeg er som sagt ikke uenig med PUJ i, at filosofien er meget vigtig for den kristne teologi. Jeg finder det også vigtigt, at debatten en gang imellem flytter ned til dybdeplanet. Men jeg stiller mig som nævnt både skeptisk til, at Kant virkelig formulerer de endegyldige og indiskutable vilkår for tænkningen, og til de konkrete konsekvenser, PUJ drager af Kants teori. Kurt Christensen, docent og dr.theol., Menighedsfakultetet, Århus