Biskop Søren Lodberg Hvas har foreslået, at den folkekirkelige ordning udbygges med stiftsråd og et landsdækkende kirkeråd, og at der nedsættes en ny strukturkommission, og Grundlovsdag blev hans forslag bakket op af Københavns biskop.
Lodberg Hvas begrunder sit forslag om strukturkommission med, at »Der er så mange bolde i luften i den kirkelige debat, at vi trænger til en afklaring af, hvor vi står i dag, og hvilken retning vi vil lægge for fremtidens folkekirke. Den kirkelige debat er ved at køre i tomgang, og der spores en voksende frustration over, at den megen debat ikke rigtig fører nogen steder hen«.
Det synes jeg er en dårlig begrundelse.
Vi trænger netop til en debat med mange bolde i luften, for den folkekirkelige virkelighed ser ret forskellig ud forskellige steder i landet; det er ikke de samme ting, der trænger sig på i Hanherred og Hellerup, ej heller de samme problemer, der dukker op i Sønder Felding og Nørre Lyndelse. Det er netop den brogede og decentrale diskussion, der kan pege på nogle af vejene for fremtidens folkekirke. For hvem siger, at der kun er én vej?
Den folkekirkelige frustration, jeg er stødt på, skyldes andre ting. Menighedsrådsmedlemmer er frustrerede over, at det indholdsmæssige fylder så lidt i arbejdet, og over, at det hele let drukner i bureaukrati og vanskeligt håndterlige personalekonflikter. Præsterne er også sine steder frustrerede over samarbejdsproblemer (ikke sjældent med andre præster), men først og fremmest over den ringe interesse for budskabet, manifesteret i ringe kirkegang. Denne frustration har blot alt for længe været anset for teologisk ukorrekt, så den måtte forklædes som noget andet, hvis man skulle give udtryk for den.
Mange steder har man først lige taget hul på en debat om vitale folkekirkelige problemer, som er blevet fortrængt i årevis, og det er en dårlig ide at lukke denne debat inde i en struktur-kommission. Vi skal tværtimod have den åbnet yderligere.
Lodberg Hvas' vigtigste begrundelse for et landskirkemøde er, at det skulle hindre politisering. Den begrundelse gør mig ikke mindre betænkelig. Som om en folkekirkelig valgt forsamling ville være mindre politiseret end Folketinget. Den vil sandsynligvis have nogle andre politiske grupperinger i et andet styrkeforhold, men ligefrem hævet over det politiske kan en kirkeforsamling vel ikke siges at være, den er jo stadig af denne verden.
Hvis vi skal have et kirketing og et kirkeråd, skal der bedre begrundelser til end angst for politisering, for politiseringsnissen flytter med garanti med over til kirketinget.
Aalborgbispen har da også en mere almen begrundelse: det folkekirkelige demokrati må styrkes og udbygges, hvis vi fortsat skal have en folkekirke. Også på dette punkt støttes han af sin københavnske kollega, der taler om, at det demokratiske underskud på stifts- og landsplan bør imøde-gås.
Jeg er grundlæggende enig i, at det folkekirkelige demokrati bør styrkes. Ikke fordi en kirke nødvendigvis må styres demokratisk, men fordi det danske folk er blevet et demokratisk folk, og demokratiet er blevet den styreform, der falder os naturlig, som den mindst ringe. Ja, vi kan dårligt forestille os nogen anden.
Spørgsmålet er blot, hvor og hvordan demokratiet styrkes og udbygges, lokalt, regionalt eller centralt, og hvilke anliggender der skal inkluderes. Vi må diskutere, om vi vil have en strømlinet, men bureaukratisk folkekirke, eller vi foretrækker en mere decentral model med større plads til variation både organisatorisk og teologisk. Og hvis der er så stor biskoppelig vilje til at styrke demokratiet, hvorfor er man så samtidig så optaget af at holde os i kort snor i menighedsrådene? Giver de eksisterende love mon ikke mulighed for en meget mere demokratisk forvaltningspraksis end den nugælden-de, hvis man altså vil og tør?
Vi må også drøfte de erfaringer, der i disse år gøres med forskellige former for stiftssamråd. Fungerer de efter hensigten? Hvis ikke, hvad er det så, der er galt? Er det forsamlingernes størrelse, eller er det, at man ikke tør slippe debatten løs, men fylder møderne med en mængde foredrag efterfulgt af en fem minutters kultiveret spørgerunde?
Diskussionen om mange af disse emner er godt i gang, og den er alt for vigtig til at blive spærret inde i en kommission, der som andre kommissioner kan risikere at ville lukke af for diskussionen, opfatte tilkendegivelser »udefra« som indblanding og sluttelig blive fornærmet, hvis vi ikke klapper i vore små hænder over den afsluttende betænkning.