Poul Joachim Stender har gjort det taktisk klogt, når han i en kronik til Kristeligt Dagblad skriver direkte til sin gode ven Erling Thomsen. Dermed undgår han direkte at stå til regnskab for, hvorvidt det nu var eller ikke var en nadvergudstjeneste i streng luthersk forstand.
Der er meget i Stenders meget malende beskrivelser, man kan give ham ret i. Hvorfor i alverden kan brødet ikke bare være almindeligt franskbrød, en opgave for kirketjeneren til søndagens gudstjeneste? Og hvorfor skal det hele bæres rundt på sølv, når Jesus og hans disciple formentlig ikke engang har haft en ordinær brødkurv. Der er naturligvis en masse nostalgi og historie forbundet med arvesølvet, men hjælper det med til at få budskabet ud? Ingen vil vel heller angribe Stenders ønske om at nå ud til mennesker med evangeliet.
Der er heller ingen, der ønsker, at budskabet skjules under formelle og menneskefjendske former. Men hvorfor sidder man så alligevel med en følelse af, at man er løftet op i et højere luftlag? Er det Stenders noget svulstige sprogbrug, der leder tanken hen på Grundt-vigs nordiske sværmerier. Man føler, man går på skyer. Og jeg kan da godt forstå, at mesterkokken har haft religiøse oplevelser, siddende under Stenders ord og gerninger, med alle sanser stimuleret. Mange karismatiske ledere, som man ellers normalt finder i de mere livlige frikirker, kan få folk til at gå på skyer. Det er den fornemmelse, man får, når man læser Stenders ord, at folk skal komme op af stolene. Performance kalder man det vist.
Sidste sommer var jeg i Oberammergau for at se passionsspillene. Kulisser, kreationer og performance gav stærke følelser. Man gik på skyer. Temaet det år var Judas. Betagende var det at se Judas, da han havde fået sølvpengene, og det gik op for ham, hvad det medførte, panisk løbe rundt og hamre på de lukkede døre ind til templet, mens vi andre sad med følelsen af, at det nu var Himmerigets port, der forgæves blev banket på. Stærke scener. Da Jesus blev korsfæstet, bragede tordenen og gav genlyd mellem de sydtyske bjerge, men det blev jo til Golgata for os. Vandet piskede ned, da de tog Jesu legeme ned af korset, og han blev lagt på de iskolde fliser. Hans legeme rystede af kulde. Stærke scener. Bagefter tog vi på badeferie i Kroatien. I virkeligheden var vi lidt rystede over, hvor kort følelsen varede. Videre til den næste oplevelse.
I vores gågade i Tønder har vi et begreb hvert år, som handelstandsforeningen formentlig har indført: Gak-Gak i gågaden. Boghandleren ligger i en seng ude på gaden og læser op af bøger, hvorefter man kan købe en bog for 100 kr. Hos guldsmeden kan man grave efter guld og så fremdeles. Motivet er naturligvis at få mange flere mennesker til at gå op og ned ad gågaden, så handelen dermed stimuleres. Det lykkes vist også ganske godt. Jamen så kan vi da roligt kopiere modellen til kirken. Lave en masse gak-gak, så folk strømmer til.
Men er det af antallet, vi kan se, om vi har haft succes? Frugten af initiativet på gågaden er selvsagt, at folk kommer hjem med en masse, de formentlig ikke har brug for. Det skulle helst ikke gå sådan i kirken, at menigheden sidder og udveksler mesterkokkens nadver-opskrifter.
Jeg er overbevist om, at disciplene overhovedet ikke har tænkt på kvaliteten af det brød, de spiste, eller surhedsgraden af den vin, som de drak, den sidste aften, de var sammen med Jesus. Der har været andre ting at tænke på. Fornemmelsen af, hvor det bar hen. Frygten for jøderne. Jesu mærkelige ord, bekymringen om, hvordan det skulle gå. Mon ikke dagen derpå, eller dagene derpå, snarere har fået dem til at tænke på, hvad der gik forud for måltidet, nemlig at Jesus vaskede disciplenes fødder, også Judas´.
»Tag jer af hverandre, brødre.« Måske er det her, det halter. Måske er jagten på oplevelser og performances så meget i fokus, at vi glemmer dette at tage os af hverandre. Langt ind i de kirkelige kredse har man overtaget normer om, at aktivitet er lig med styrke. I andre kirker er man totalt gået i stå af mangel på idéer. Så prøver man at finde nogle, som kan sætte noget i gang. Performances og kirkelig underholdning.
Er det en fornemmelse for sværhedsgraden af informationen, som afholder folk fra at komme i kirke. En anstrengelse mere at forholde sig til. Vi skulle jo forkynde det glade budskab: din skyld er betalt. Men hvad skal det moderne menneske bruge det til. Det får alligevel en ny skyld i morgen. Har vi glemt at fortælle, at skylden består i, at vi ikke åbner vores tilværelse for Jesus? Vi tror simpelthen ikke på, hvad Han siger. Det kan performances ikke råde bod på. (Forkortet af red.)
Margot Skuldbøl,
Grøngårdsvej 34,
Tønder