Hornbech-bog. 13 succeshistorier giver upræcist billede af integration

INTEGRATIONSMINISTER Birthe Rønn Hornbech (V) har begået en bog med udgangspunkt i 13 indvandrerkvinders historier. Hornbech opfordrer i den forbindelse i Kristeligt Dagblad den 6. november medierne til at fokusere mindre på religion og mere på kultur.

Problemet er imidlertid, at de to ting ikke kan adskilles. Religion og kultur hænger tæt sammen i særdeleshed da i muslimske lande, hvor religionen sætter snævre rammer for samfundets udfoldelse.

BIRTHE RØNN HORNBECH mener også, at hendes nye bog er mere nuanceret over for indvandrerne end sædvanligt. Men ministeren er ikke særlig nuanceret. Hun har fundet 13 velintegrerede kvinder, og som integrationsminister burde hun vide, at hendes 13 rollemodeller ikke tegner et fyldestgørende billede af indvandrerkvinder i Danmark.

Rønn Hornbech mener, at der findes lige så mange måder at være kristen på som at være muslim på. Det kan man næppe være uenig med Rønn Hornbech i. Problemet er bare, at antallet af ekstremistiske muslimer er langt, langt højere end antallet af ekstremistiske kristne og at kristne ekstremister altså ikke er parate til at sprænge uskyldige mennesker i luften.

Det er i øvrigt interessant at notere sig, at Birthe Rønn Hornbech glæder sig over, at tonen i indvandrerdebatten er mindre hård, end den var for 10 år siden. Det var jo i øvrigt dengang Birthe Rønn Hornbech selv bedyrede, at hun aldrig nogensinde kunne finde på at ansætte en sekretær, der var muslim (Politiken den 14. oktober 1995).

Jo, meget vand er løbet igennem bækken siden dengang ...

Kenneth Kristensen Berth,
folketingskandidat for Dansk Folkeparti,
Kettegård Allé 1, 3. tv.,

Hvidovre