Kort nyt

Bankfejl var skyld i manglende penge

Mange danskere fik sig i går morges en slem forskrækkelse, da bankbogen var tom. SU, pensionen eller kontanthjælpen var ikke gået ind på kontoen. Fejlen, der blev løst for de fleste i går før middag, lå hos bankerne, da de simpelthen havde regnet forkert. Den sidste bankdag i året, fredag, og den første bankdag i året, som er på mandag, er traditionelt set to store udbetalingsdage for bankerne, forklarer Klaus Jensen, underdirektør i Finansrådet. Man har simpelthen undervurderet, hvor mange penge der skulle til i den afvikling, som skulle køre natten til fredag. Derfor er den ikke sket rettidigt, siger han. I Finansrådet har man ikke noget bud på, hvorfor regnefejlen opstod. /ritzau/

Advokat vil indkalde Gade og soldater

Både tidligere forsvarsminister Søren Gade (V) og en stribe involverede menige soldater, officerer samt embedsmænd på mellemniveau fra Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet vil blive indkaldt som vidner i en stævningssag, som seks irakere har anlagt mod den danske stat. Det siger deres advokat, Christian Harlang, som i går stævnede staten for Københavns Byret på vegne af fem af irakere. De har stævnet den danske stat for ulovlig frihedsberøvelse og nedværdigende behandling samt for medansvar for tortur fra de irakiske myndigheders side. Christian Harlang varsler, at stævninger er på vej fra endnu flere irakere, der har været udsat for samme eller lignende umenneskelige og nedværdigende behandling, som danske styrker er ansvarlige for. /ritzau/

Grænsehandel overrasker Venstre

Det kommer bag på Venstres tidligere skatteminister Kristian Jensen, at danskerne hvert år lægger 12 milliarder kroner i udenlandske forretninger. Det er i et svar til Folketinget, at den nye skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) opgør omfanget af grænsehandlen til cirka 12 milliarder kroner. Det overrasker mig som gammel skatteminister, at det er så store tal, vi taler om, siger Kristian Jensen. Ifølge redegørelsen fra Thor Möger Pedersens har omfanget af grænsehandlen ellers ligget nogenlunde stabilt på de 12 milliarder kroner gennem de seneste 10 år. /ritzau/