Bratschkoncert med dybe klagesange

Solist i verdensklasse med Sjællands Symfoniorkester, 4 stjerner ud af 6

Fredag aften blev publikum i Konservatoriets Koncertsal i København præsenteret for tre klassiske værker med gods i.
Fredag aften blev publikum i Konservatoriets Koncertsal i København præsenteret for tre klassiske værker med gods i. .

Haydn, Bartók og Sjostakovitj med Sjællands Symfoniorkester. Dirigent: Joshua Weilerstein. Solist: Maxim Rysanov.

Fredag aften blev publikum i Konservatoriets Koncertsal i København præsenteret for tre klassiske værker med gods i. Der er grund til at tro, at det bliver det midterste og korteste af dem, folk vil huske. Bartóks bratsch, noget af en sjælden fugl i livet, blev nemlig spillet uafrysteligt stærkt af den 30-årige ukrainer Maxim Rysanov.

LÆS OGSÅ: Himmerigsmundfulde i fyraftenskoncert

De tre satser en moderato, der fylder mere end halvdelen af de godt 20 minutter, en varer, en dybt alvorlig adagio religioso samt en afsluttende allegro vivace var ikke helt færdiggjort ved komponistens død i 1945, men en af Bartóks elever, bistået af den engelske bratschist William Primrose, fik skabt en helhed ud af de fyldige kladder, der forelå.

Og dermed blev en af det 20. århundredes mest gribende soloer reddet fra urimelig glemsel, så vi næsten 70 år senere stadig kan glæde os over den særegne, smukke og bundfortvivlede musik. Rysanov fik alle facetter frem, både de tekniske, klanglige og følelsesmæssige, og han blev glimrende fulgt til dørs af Sjællands Symfoniorkester og aftenens dirigent, den kun 24-årige amerikaner Joshua Weilerstein.

Bartók var omkranset af to vidt forskellige symfonier. Først Haydns 60. af de 104 symfonier, han nåede at skrive i sit lange liv, en munter sag, som i de første fire satser lader, som om der er tale om en gængs wienerklassisk sag i fire satser. Folk klapper da også venligt efter den første falske finale, dirigenten ryster afværgende på hovedet se dog i programmet, kære venner! for Haydn har hægtet yderligere en adagio og finale på, et eksempel på hans (lidt onkelagtige) humor. Weilerstein dirigerede den dansende veloplagt, Haydn ligger fint til ham.

Sjostakovij 5. symfoni er unægtelig en ganske anden sag med uhyggelige undertoner.

Den består af en lang, afvekslende moderato, en allegretto, der afslører ligheder mellem den sovjetiske komponist og Mahler, samt en inderlig largo, der lægger op til den triumferende finale. Her har Sjostakovitj skelet tydeligt til finalen i Beethovens 5. symfoni, motto: per aspera ad astra eller overført på situationen i 1937: Først bliver man ydmyget af Stalin, så dropper man sit krasse individuelle tonesprog og skriver en flot finale til landsfaderen.

Sjostakovitjs femmer er og bliver en sær størrelse, og unge Weilerstein havde ikke helt så godt styr på finesserne, forekom det mig, som eksempelvis Tilson Thomas på sin dvd i serien Keeping Score.