Nu gives bolden op til en af årets vigtigste kirkedebatter. Et ministerielt udvalg står nemlig klar med et udspil, der skal angive, hvilke retninger folkekirken kan bevæge sig i, når det gælder ledelsen af kirken og dens økonomi.
Debatten er nødvendig, for som Kristeligt Dagblads serie om folkekirken og pengene har beskrevet, er der ikke nogen, der kan træde på bremsen, når det gælder de samlede udgifter i kirken.
LÆS OGSÅ: Kampen om folkekirkens arvegods begynder
Der er heller ikke nogen, der med loven i hånden kan sige stop til en kirkeminister, der drister sig til at mene, hvilket syn kirken skal have på teologi eller salmebøger.
Derfor er mange af folkekirkens medlemmer klar over, at der er brug for regler for, hvem der kan gøre hvad. Selv tidligere medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti Jesper Langballe, der er en af de argeste modstandere af en kirkeforfatning, har her i avisen sagt, at folkekirkens indre anliggender kan have brug for en afgrænsning, som er nedskrevet.
Nedskrevet er her et nøgleord. For hele uklarheden om magtbeføjelserne kommer af, at folkekirken i 163 år har levet efter hævdvundne normer på en række centrale spørgsmål. For den regulering kom aldrig, som Grundloven i 1849 lovede med ordene: Folkekirkens forfatning ordnes ved lov.
Mange har vænnet sig til at se den udeblevne ordning som en styrke. Og sandt er det da også, at et autoritetskritisk folkeligt sindelag og en luthersk teologi er vokset sammen til en kirkekultur, som sikrer en levende debat om kristendom og kirke og dermed en rummelighed, som er sjælden globalt set.
Om den bredde kan bevares, er det store spørgsmål. Kan der for eksempel sikres plads til islamkritik? Eller præster, der ikke vil holde gudstjeneste med kvindelige kolleger?
Kritikere anfører, at et ledende organ som kunne få navn af folkekirkeråd let kan blive en politisk korrekt forsamling af velmenende kirkefolk, der med tiden bliver kirkens talsmænd.
Og hvem kan tale på kirkens vegne? Netop det spørgsmål kan få sindene i kog. Dele af det missionske og det tidehverske mindretal frygter, at de, der skal tale på kirkens vegne, vil vise sig mere politiske og mindre rummelige end den nuværende ordning, hvor ingen strengt taget har magt til at dømme særlige teologiske grupperinger eller moralske standpunkter ude.
Blandt grundtvigianere møder man også dette synspunkt. Men omvendt møder man også her en tiltro til, at det nok skal gå med en ny ordning, som den nyvalgte biskop Marianne Christiansen for nylig har givet udtryk for.
Iøjnefaldende var det i lyset af disse forbehold, at repræsentanter for alle kirkeretninger erklærede sig åbne for ændringer, da kirkeminister Manu Sareen (R) indkaldte til konference om styring af folkekirken den 16. april 2012. Her sås tegningen til en historisk konsensus om at ændre folkekirken.
Det gav en fornemmelse af, at det denne gang vil være muligt at fuldføre, hvad flere kommissioner tidligere har lidt skibbrud med: at nedskrive en styreform for folkekirken.
Spørgsmålet er, om dette historiske momentum fra hin aprildag i 2012 stadig er der.
Kirkeminister Manu Sareen havde til at begynde med travlt med at gennemføre den største reform af kirken nogensinde. Så firede han lidt på snoren og gav en længere periode til den vigtige folkelige debat, som nu skal stå fra maj og seks måneder frem. Sidenhen kom så den eksplosive afslutning på udvalgets samarbejde for få uger siden, hvor medlemmerne var i åben strid om, hvordan man kunne tillade sig at kommunikere med offentligheden om arbejdet bag lukkede døre.
De samme 17 medlemmer skal nå en fælles beslutning, når høringsperioden er ovre. I foråret 2014 skal de levere en fælles betænkning. Denne kan så behandles og endeligt vedtages politisk.
Der er bare den hage ved det, at den nuværende regering ikke skal løbe ind i mange problemer, før den får svært ved at lave lovgivning i 2014. Og nås det ikke inden det regeringsskifte, der tegner sig fjernt i horisonten, er det muligt, at også denne landets femte kommission om en forfatning til folkekirken strander.
Meget vil afhænge af, hvordan debatten udvikler sig det første halve år, efter at udvalgets modeller for styring af folkekirken er præsenteret. Det vil give de første strøm-pile for, om ønsket om forandring stikker dybt nok til, at der kan gennemføres en folkeligt forankret ændring af folkekirkens styring.
