Da politikerne fejllæste folket

I morgen er det præcis 40 år siden, at der blev vendt op og ned på dansk politik med jordskredsvalget. Valget blev set som folkets protest. Men mod hvad?

Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, og Centrum-Demokraternes leder, Erhard Jakobsen, kom til at symbolisere det folkelige oprør ved valget i 1973, skønt deres politiske programmer lå langt fra hinanden. De var dog fælles om at kunne provokere og bruge tv-mediet, som for alvor slog igennem ved jordskredsvalget. –
Fremskridtspartiets leder, Mogens Glistrup, og Centrum-Demokraternes leder, Erhard Jakobsen, kom til at symbolisere det folkelige oprør ved valget i 1973, skønt deres politiske programmer lå langt fra hinanden. De var dog fælles om at kunne provokere og bruge tv-mediet, som for alvor slog igennem ved jordskredsvalget. –. Foto: .

Skæbnevalget, skrev Kristeligt Dagblad på toppen af sin forside den 5. december 1973. Et ret stærkt ord i datidens avis, og det antydede, at folketingsvalget dagen før ville få betydning for landets eller måske endda demokratiets skæbne.

Eftertiden satte nu et andet ord på det dramatiske valg, nemlig jordskredsvalget. Det var i hvert fald ikke for meget sagt, at jorden skred under store dele af det politiske system, som ellers havde været nogenlunde stabilt siden Anden Verdenskrig.

LÆS OGSÅ: 40 år efter skæbnevalget

Fem nye partier kom i Folketinget, så der nu var 10 partier i alt. 44 procent af vælgerne skiftede parti, og en tredjedel af folketingsmedlemmerne repræsenterede nye partier i forhold til valget to år tidligere. Socialdemokratiet fik 25 procent af stemmerne, hvilket måske ikke virker så slemt i dag, men dengang var det partiets dårligste valg siden 1925. En trediedel af dets stemmer forsvandt.

For Det Konservative Folkeparti var valget også en katastrofe. Igen: 9,2 procent af stemmerne kunne nok virke attraktivt for konservative i dag, men dengang var det en halvering og blev opfattet som livstruende. Det Radikale Venstre og SF blev også ramt hårdt.

De gamle partiers vælgere flokkedes om partier med et andet bud på fremtidens Danmark. Først og fremmest om advokaten Mogens Glistrup og hans protestparti, Fremskridtspartiet. Det blev valgets store sejrherre med 15,9 procent af stemmerne, hvilket gav 28 mandater i Folketinget.

I hælene fulgte den tidligere socialdemokrat Erhard Jakobsens Centrum-Demokraterne med 7,8 procent, Kristeligt Folkeparti med 4,0 procent, Danmarks Kommunistiske Parti med 3,6 procent og Retsforbundet med 2,9 procent af stemmerne.

De to sidstnævnte partier havde tidligere været i Folketinget, men var røget ud i 1960.

Hvilke forskydninger i folkedybet kunne give så store udslag på den politiske Richterskala?

Det har mange samfundsforskere beskæftiget sig med de seneste 40 år, og en af dem er professor Paul Villaume fra Københavns Universitet. Han fremhæver, at valget var resultatet af mange forskellige ting. Han ser det dog først og fremmest som et udtryk for, at store af dele af befolkningen havde svært ved at følge med de store forandringer, som skete i 1960erne.

Der var vandringen fra land til by, samfundet gik fra at være statisk til at være mere dynamisk, det blev mere internationalt og mere europæisk og mindre nationalt. Og så var der velfærdssamfundets kolossale ekspansion med heraf følgende højere skattetryk.

På den kulturelle side havde man ungdomsoprøret med den frigørelse, som fulgte med, billedpornografiens og abortens legalisering, oprettelsen af Christiana foruden radio og tv, hvis programmer blev opfattet som meget venstreorienterede, siger Paul Villaume.

Hele den udvikling var der mange vælgere, som ikke kunne følge med til. Det gav plads til partier som Kristeligt Folkeparti, Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne.

Endelig var der året forinden folkeafstemningen om EF, det nuværende EU. Den afstemning kunne modstanderpartier bruge til at mobilisere vælgerne. De borgerlige EF-modstandere blev opsamlet af Retsforbundet, mens DKP fik fat i de venstreorienterede modstandere, forklarer Paul Villaume.

Overordnet viste valget, at de gamle partier var rykket for langt til venstre i forhold til vælgerne.

Socialdemokraterne havde ved valget i 1971 fået flere nye folketingsmedlemmer som Svend Auken, Ritt Bjerre-gaard og Karl Hjortnæs, der lå klart til venstre for den traditionelle partilinje. Det var især Vietnamkrigen og EF, som mødte modstand blandt de unge socialdemokrater.

Samtidig var partiet for alvor begyndt at tage akademikere ind, og af de 46 valgte i 1973 havde kun 10 arbejderbaggrund, mens 16 var akademikere.

Blandt borgerlige vælgere var der en enorm skuffelse over VKR-regeringen fra 1968 til 1971, som var gået til valg på at nedsætte skattetrykket og begrænse velfærdsstatens vækst, men i praksis hverken kunne eller ville de tre partier føre den politik. Velfærdsstaten var sat på skinner, og skatterne fortsatte med at stige.

Det var ikke mindst den utilfredshed, Mogens Glistrup udfordrede, da han i tv-udsendelsen Focus i 1971 fremviste sit skattekort med en trækprocent på nul til trods for, at han havde en årsindkomst på over 800.000 kroner. Glistrup sammenlignede skattenægtere med jernbanesabotørerne under Anden Verdenskrig.

Den konservative skatteminister Poul Møller fik et chok over provokationen og måtte senere efter et hjertetilfælde gå ud af politik.

Mogens Glistrup prøvede i 1972 at blive opstillet for De Konservative, men det blev forhindret, blandt andet af den daværende politiske ordfører, Poul Schlüter, der truede med at gå af, hvis Glistrup blev opstillet.

Det gjorde han ikke, men til gengæld stiftede han sit eget parti, Fremskridtspartiet. Ifølge Paul Villaume er det helt frem til i dag omdiskuteret, om Glistrup allerede med sin tv-optræden i 1971 havde planer om at gå ind i politik. Eller om han i virkeligheden blot brugte den politiske kamp for personligt at slippe for en sag om skattebedrageri.

Kristeligt Folkepartis formand i 1973 hed Jens Møller, og han er overbevist om, at de personlige motiver drev Mogens Glistrup.

Det var jo utroligt, at han efter valget i 1975 forhindrede dannelsen af en borgerlig regering, så socialdemokraten Anker Jørgensen igen blev statsminister. Glistrup krævede selv at blive minister for at ville støtte en Venstre-ledet regering, og han var kun interesseret i én ting. Det var at undgå at komme i fængsel for skattesvig, siger Jens Møller.

Hans parti, Kristeligt Folkeparti, kom i Folketinget i 1973 med syv mandater, og det var langt mere, end man havde turdet håbe på. Partiet blev stiftet i 1970 som en protest mod, at VKR-regeringen havde tilladt billedpornografien og lempet adgangen til provokeret abort. Ved valget i 1971 klarede partiet lige netop ikke spærregrænsen, men det lykkedes altså godt og vel to år senere. Der var ellers stor ballade i partiet, den første partiformand, Jacob Christensen, smækkede med døren, og meningsmålingerne var ikke for lovende, da Jens Møller blev formand på landsmødet i storebededagsferien i 1973.

Det lykkedes os at få Gallup-tallene til at gå opad, og jeg vil ikke sige, at det kun var, fordi jeg var blevet formand. Det betød meget med den opbrudsstemning, der var blandt vælgerne, siger Jens Møller.

Som årsag til det store vælgerskred peger også han på oliekrisen, den folkelige modstand mod EU (dengang EF) modsat den positive holdning hos Christiansborg-partierne samt en udbredt politikerlede blandt vælgerne.

Om valgaftenen den 4. december husker han:

Det var den mest jublende aften i mit liv. Nu kom vi ind, og hvis vi kunne klare fire år i Folketinget, ville vi have muligheden for at arbejde os frem og få et endnu bedre fodfæste, tænkte vi.

Ved det følgende valg kun godt et år senere i 1975 fik Kristeligt Folkeparti faktisk yderligere fremgang til ni mandater, men derefter gik det støt tilbage. Partiet fik rollen som tungen på vægtskålen, og ifølge Jens Møller gav det mulighed for at få politisk indflydelse. For eksempel på lovgivning om dyreværn og erhvervsvilkårene for taxiselskaber. Med hensyn til de to mærkesager modstanden mod pornografi og fri abort var det dog helt umuligt at få ændret noget.

I dag er Kristeligt Folkeparti, eller Kristendemokraterne, som partiet hedder nu, uden for Folketinget og har været det siden 2005. Centrum-Demokraterne røg ud af Folketinget i 2001 og opløste sig selv i januar 2008. Fremskridtspartiet blev splittet midt over i 1995, hvor Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødskov og Ole Donner brød ud og dannede Dansk Folkeparti, der siden har fået endnu større parlamentarisk succes end Fremskridtspartiet, der selv røg ud af Folketinget i 2001 og i dag lever en skyggetilværelse. Præcis som Retsforbundet og Kommunisterne. Sidstnævnte er dog stadig repræsenteret i Folketinget som en del af Enhedslisten.

Så hvilken betydning fik jordskredet i et større politisk perspektiv?

Den tidligere konservative politiker og minister Palle Simonsen oplevede jordskredsvalget på tæt hold, og han ser i hvert fald to konsekvenser af det.

Vi fik en oprydning i det politiske system, der var visse fordele i. Det eksisterende folketing var på mange måder gået lidt i stå, og med flertallet af S og SF siden 1971 var det hele blevet lidt for stationært.

På den anden side betød valget også, at tonen i politik blev mere grov. Mogens Glistrup fik alle partier til at rykke lidt til højre, men han gjorde også, at nogle debatter blev ubehagelige, når han for eksempel talte om, at Danmarks forsvar skulle erstattes af en telefonsvarer, eller når han angreb skrankepaver, bureaukrater og papirnussere, og hvad han ellers kaldte det, siger Palle Simonsen.

Både Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen havde et farverigt sprog, og det kom til at slå stærkt igennem på tv. Dengang havde Danmark kun en tv-kanal, nemlig DR.

Der skete en medialisering af politik, og det var ikke tilfældigt, at fjernsynet slog igennem i politik i 1973.

De utraditionelle fremtoninger, som Mogens Glistrups bornholmske dialekt og Erhard Jakobsens flamboyante udtryk, gjorde sig godt på skærmen, siger Paul Villaume.

En anden blivende effekt af jordskredsvalget er, at det gamle fempartisystem aldrig er kommet igen. Helt op til i dag er der blevet oprettet nye partier, og enkelte har slået igennem på Christiansborg. Det gælder Dansk Folkeparti og Ny Alliance, der senere blev til Liberal Alliance.

Kommer vi til at opleve et nyt jordskred i dansk politik?

Jeg ville egentlig helst sige ja, siger Peter Duetoft, der meldte sig ind hos Centrum-Demokraterne en måned efter jordskredsvalget i 1973, men som i dag repræsenterer Socialdemokraterne i kommunalbestyrelsen i Hjørring.

Men jeg tvivler på, at der er grundlag for et oprør. Erhard kunne samle 400.000 underskrifter på 14 dage, og det var en helt spontan reaktion fra vælgerne, men det kan ikke lade sig gøre i dag. Politikerne er jo blevet meget lydhøre over for vælgerne på godt og ondt, og det gør, at signaler fra vælgerne meget hurtigt bliver opfattet i partierne.

Hvad Kristeligt Dagblad skrev under overskriften Skæbnevalget?

At Glistrups parti trods alt kun repræsenterede et mindretal af vælgerne, og derfor måtte de gamle tabende partier nu finde sammen over midten og kassere blokpolitikken. For regeres skulle der. Sådan blev det jo stort set.