Giver det mening at forbyde rusture?

Seks unge mænd er druknet nær Lissabon, og meget tyder på, at det skete, mens de var ved at afprøve programmet for en rustur, de var ved at planlægge for nye studerende på Lusofona-universitet. Det har startet en heftig debat om, hvorvidt rusturene skal forbydes eller bevares

En drukneulykke i Lissabon har skabt en debat om, hvorvidt rusturene skal forbydes eller bevares
En drukneulykke i Lissabon har skabt en debat om, hvorvidt rusturene skal forbydes eller bevares.

Alle tilskrev det sort uheld og et kraftigt uvejr, at seks unge portugisiske mænd kort før jul sidste år druknede ved en strand syd for Lissabon. En enormt høj bølge var slået ind på stranden og havde revet de seks unge mænd med sig ud i Atlanterhavet. En syvende mand på 23 år overlevede, men han har ikke kunnet afgive forklaring til politiet, fordi han er i chok og stadig modtager psykologisk behandling.

Men mere og mere tyder på, at de unge ikke var på stranden i Meco for deres egen fornøjelses skyld. De var alle studerende på det private Lusofona-universitet i Lissabon og medlemmer af den komité, der planlægger rusture (introduktionsture) for nye elever. Og de havde tilsyneladende lejet et sommerhus for at planlægge rusturs-programmet for 2014. Naboer har forklaret til politiet, at de sent om aftenen så de unge mænd iført sorte kapper gå i retning mod stranden.

Hvad der derefter skete, er uklart. Politiet efterforsker stadig ulykken. Men det er sandsynligt, at de unge har villet afprøve en af de udfordringer, de ville sætte nye studerende på. Den 23-årige overlevende var den såkaldte ”dux”, lederen af holdet, og han kan have beordret de andre seks til at stå med ryggen mod havet og gå et skridt ad gangen baglæns ned mod strandkanten. Indtil bølgen tog dem.

Selvom omstændighederne om ulykken endnu ikke er afklarede, og der ikke er rejst sigtelser mod hverken universitetet eller den overlevende, har ulykken skabt en debat om, hvorvidt rusturene skal forbydes eller bevares. Rusture, hvor årets nye studerende ideelt set rystes sammen og præsenteres for deres ældre studiekammerater, har været en fast tradition på de højere læreanstalter, siden landets ældste universitet i Coimbra blev grundlagt for mere end 700 år siden. Også de nystiftede universiteter tager traditionen til sig.

”Mange af vores universiteter, især de private, er af dårlig kvalitet. Så eleverne forsøger desperat at skabe en følelse af, at det er noget specielt at studere dér,” siger José Miguel Caldas de Almeida, professor ved det offentlige universitet Nova, til den amerikanske avis The New York Times.

Det er universiteterne selv, der bestemmer og planlægger, hvilke prøvelser de nye elever skal sættes på. Nogle er uskyldige, som at lave mange armbøjninger, gå på alle fire eller få klippet totter af sit hår, mens andre kan være mere grovkornede, som at blive tvunget til at spise rådne madvarer, drikke sig plakatfuld eller tage tøjet af for øjnene af kammeraterne.

”Jeg blev tvunget til at simulere, at jeg havde seksuel omgang, råbe skældsord og krabbe rundt på alle fire. Det var ydmygende og voldeligt,” husker Diana Luis, der sammen med en anden universitetsstuderende, Tatjana Rosa, har stiftet Mate, en bevægelse mod rusture.

”Det er nødvendigt at føre mere kontrol med, hvad der sker, for først var der sårede, senere voldtægter og nu omkomne. Jeg mener, at det er på tide at sætte en stopper for rusturene og at advare samfundet,” siger Tatjana Rosa til den spanske netavis Elconfidencial.com.

Det samme mener Mario Soares, der både har været statsminister og præsident i Portugal.

”Rusturene er uforståelige og uacceptable og udtryk for en slags fascisme. De burde omgående forbydes,” skrev den 90-årige socialistiske veteran for nylig i det portugisiske dagblad Diario de la Republica.

Men indtil nu har Mate ikke haft stor succes med at indsamle underskrifter, hverken på universiteterne eller blandt menige portugisere. Flere universiteter har forsvaret rusturene som ”en frivillig handling udført af voksne” og sagt, at et ”forbud blot vil føre til, at rusturene arrangeres hemmeligt”. I avisen Publicoskriver kommentatoren José Manuel Fernandes, at ”rusturene ikke adskiller sig væsentligt fra andre ritualer inden for militæret, loger og blandt jægere og fiskere”.

”De har eksisteret siden oldtiden. For at komme ind i en gruppe eller stamme er der en pris at betale; prøver, der skal bestås. Det er en bekræftelse af hierarkiet. De universitetsstuderende er ikke pludselig blevet de sorte får i det nutidige Portugal,” skriver han i sin klumme.

Også den borgerlige regering vil holde fast i traditionen. Nogle måneder efter tragedien udtalte justitsminister Paula Teixeira da Cruz:

”Det har ingen mening at lovgive mod rusturene, som i nogle tilfælde er en smuk tradition. At forbyde dem er ikke en løsning.”

Selv moderen til en af de omkomne unge mænd er tilhænger af at opretholde traditionen.

”Vi ønsker at finde sandheden om, hvorfor og hvordan vores søn døde, men vi ønsker ikke at afskaffe rusturene. De har gjort mange elever glade, deriblandt også vores søn Pedro,” siger Maria Fatima Negrao til The New York Times.