Kristendom er nærværende i britisk politik

Gudstjeneste og morgenbøn er fast del af de store britiske partiers landsmøder. I Danmark har partierne lagt kirkelige indslag på hylden

Bøn er en del af de britiske politikeres hverdag.
Bøn er en del af de britiske politikeres hverdag. . Foto: Photoalto.

På partikonferencen for de britiske konservative forleden var den største enkeltbegivenhed gudstjenesten søndag, som samlede omkring 1000 partimedlemmer i Birminghams Kristne Center.

Men gudstjenesten var kun et blandt mange kristne elementer på den fire dage lange konference. Hver morgen mødtes konservative kristne til morgenmad og bøn. Et arrangement, som fandt sted på en pub.

Det kristne islæt gik igen på de nylige konferencer hos Labour og hos De Liberale Demokrater.

Hos de konservative står den tværkirkelige gruppe Conservative Christian Fellowship bag en stor stand i en udstillingshal, hvor også kristne organisationer er repræsenterede.

”Vores vision er at bringe værdierne i Herrens Rige til hjertet af regeringen,” forklarer Colin Bloom, der er fuldtidsdirektør for organisationen, som rummer alle kirkelige retninger fra Church of England over katolikker til kvækere, metodister, Frelsens Hær og mange andre.

”Vi skal sikre, at det kristne aspekt er med hos De Konservative, når der bliver debatteret velfærd, udviklingsbistand, uddannelse og sundhed. Og vi skammer os ikke over at være kristne,” siger Colin Bloom.

Hver måned er der også debat- og bønnemøder i parlamentskapellet i Palace of Westminster, hvor medlemmer kan forslå emner til forbøn.

”Vi støtter også med sjælesorg. Det kan eksempelvis være, hvis en politiker har problemer i sit ægteskab.”

Politisk direktør Paul Bickley fra den kristne tænketank Theos fremhæver, at der er organiserede kristne grupper i alle de store partier.

”De forsøger generelt ikke at få direkte indflydelse på politikken, men i stedet at hjælpe deres medlemmer til at reflektere over, hvad det betyder at tage del i partipolitik som kristen,” siger han.

Han pointerer, at der blandt medlemmerne af de kristne grupper i partierne er folk på det absolut højeste niveau. Da Tony Blair dannede sin Labour-regering, var der således mange ministre med rødder i gruppen af kristne socialister, som i dag hedder ”Socialists on the Left” (Socialister til venstre).

”For New Labour var etisk og kristen socialisme et nyttigt sprog, fordi det hjalp dem til at være socialister uden at være marxistiske,” siger Paul Bickley, der er forfatter til en bog om kristendommen og Labour.

I denne uge åbnede Folketinget i Danmark med en åbningsgudstjeneste. Men gudstjenesten er en saga blot på partiernes landsmøder, hvor de højst svinger sig op til en sang fra Højskolesangbogen. For eksempel afskaffede Venstre gudstjenesten på partiets landsmøde i 2010.

”Jeg vil fremhæve, at alle partier, bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance, har et kristent grundlag og kulturreference. Så når der er politiske værdispørgsmål, hvor religion spiller en rolle, så fortolker de det inden for rammerne af lutheransk kristendom,” siger lektor Anders Berg-Sørensen, der forsker i forholdet mellem politik og religion samt politisk etik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Han vil ikke fortolke fraværet af den synlige kristendom på årsmøder hos danske politiske partier som et udtryk for, at de ikke længere er kristne.

”Selvfølgelig er det et eksplicit fravalg ikke at have en gudstjeneste. Men der er fortsat den usynlige, men integrerede kristne kultur. Højskolesangbogen er en bekræftelse af den kristne betydning og det kristne kulturgrundlag. Så der er en tung lutheransk arv, som spiller en rolle,” siger Anders Berg-Sørensen.