Det er ikke alene i Danmark, man nu går i gang med at markere det forestående 150-år for Carl Nielsens fødsel. I New York havde man i begyndelsen af oktober en tre dage lang kickstart på den danske komponists jubilæum. Man bød på tre koncerter i Avery Fisher Hall i Lincoln Center på det nordlige Manhattan. Det hele indgik i den cd- og koncertserie, der har fået navnet The Nielsen Project, og hvor det danske pladeselskab Dacapo Records og New York Philharmonic samarbejder om at realisere Alan Gilberts ved flere lejligheder gentagne erklæring om, at ”Nielsens tid er kommet”. Gilbert er chefdirigent for New York-filharmonikerne, og efter at have boet en årrække i Skandinavien har han virkelig fået Nielsens musik ind under huden. Han dirigerer den med brask og bram, for som han i anden sammenhæng har udtalt: ”Det er fuldblodsmusik, lidenskabelig, dramatisk og meget menneskelig. Det er hvad jeg går efter, og det er netop, hvad New York-filharmonikerne er gode til.”
Den 2. oktober var der cd-release på indspilningen af Nielsens første og fjerde symfoni, den anden skive i serien. Den første udkom for to år siden og fik mange roser med på vejen i en anmeldelse i denne spalte den 10. oktober 2012. Den nye er næsten på samme niveau. Klangen fra indspilningen, der daterer sig fra en række koncerter i marts i år, er varm og fyldig - ikke så mærkeligt, for det er den vel nok førende danske lydtekniker, Preben Iwan, der har stået for den. Der er ingen grund til at tro, at amerikanerne ikke kan ramme den særlige Nielsenske tone af usentimental fremdrift, livsglæde og solid klassisk struktur med rødder i forgængere som Beethoven og Brahms. Man kan bare lægge ører til andensatsen i den første symfoni - den emmer af den fynske muld.
Vi ser med forventning frem til de næste cd'er i serien. Ud over den femte og sjette symfoni drejer det sig om Nielsens tre koncerter, der som bekendt er skrevet for violin, klarinet og fløjte.