En dramatisering af egne oplevelser, som forfatteren og fotografen Jacob Holdt begik for 42 år siden, gør det igen relevant at ridse grundreglerne op for god journalistik.
Problemet med den aktuelle anledning er dog, at Jacob Holdts historiske forsyndelse er ganske beskeden sammenlignet med, hvad der ellers under dække af ædruelig reportage er blevet formidlet af digt og overdrivelser i danske medier sidenhen.
Anledningen har også den formildende facet, at Jacob Holdt - da Weekendavisen fremdrog hans usandhed i sidste uge - ingen problemer havde med at indrømme, at han dækkede sig ind under et kollektivt ”vi” i en skildring af nogle ildkampe, der udspandt sig, da indianer-aktivister i 1973 besatte byen Wounded Knee i USA-delstaten South Dakota.
Personligt oplevede han nemlig ikke de kugler, der ifølge hans beskrivelse ”hvislede over hovedet” på ham. Men det stod ikke desto mindre i en reportage, der blev bragt i Kristeligt Dagblad i samtiden og senere i hans bestseller ”Amerikanske billeder” fra 1977.
Modsat flere andre danske journalister og forfattere, der i den mellemliggende tid er blevet grebet i løgnagtigheder, plagiater og andre krænkelser af egen og mediernes troværdighed, har Jacob Holdt endog i denne forbindelse udvist selvindsigt.
Han leverer diagnosen af, hvad der fik ham til at lyve. ”Det er en romantisering af hele situationen, og den er meget typisk for venstrefløjen dengang,” forklarede han i et interview i Weekendavisen i fredags. ”Man identificerede sig med kampen og det store kollektive vi.”
En tidsånd, der hyldede ethvert angreb på USA og var høj på det, som Jacob Holdt kalder en ”revolutionær rus”, kan ikke fritage nogen skribent for hans personlige ansvar.
Men Jacob Holdt gør helt ret i at sætte sin løgn ind i en samtid i 1970'erne, hvor sandheden kunne gøres relativ i den gode sags tjeneste, og hvor mange så igennem fingre med manipulationer, hvis de bare drejede tingene i venstreorienteret retning.
Behovet for, at journalister faktisk beskriver virkeligheden, når det er det, de påstår at gøre, er ikke blevet mindre siden. Nettets uendelige strøm af ikke-validerede informationer ligner en velsignelse, men ville være en forbandelse, hvis der ikke fandtes uafhængige og troværdige medier, der sorterede og prioriterede i strømmen.
Derfor er mediernes evne til at skelne mellem fakta og fiktion blevet mere afgørende end nogensinde.
Og i en tid med ubegrænset adgang til kilder, som skribenter kan lade sig inspirere af og citere fra, er det også essentielt for mediernes troværdighed, at det fremgår, hvad der er journalistens originale formuleringer, og hvad der er lån fra andre.