Lad mig begynde med at slå fast med syvtommerssøm, at jeg er en taknemmelig studerende! Taknemmelig over at bo i et land, hvor jeg har mulighed for at tage mig en ny uddannelse, selvom jeg allerede har gennemført en.
Taknemmelig over, at jeg, selvom jeg ikke længere er en vårhare, kan indgå på lige fod med unge studerende, som stadig har mærker efter studenterhuen i deres ellers velfriserede hår. Taknemmelig over, at jeg har mulighed for at fordybe mig i teologiens mangefacetterede verden og forhåbentlig nå min drøm om at få embede som præst.
Der er imidlertid også noget andet, jeg er taknemmelig over, og det er, at jeg ikke skal starte på mit ellers højtelskede teologistudium i år. For hvis det var tilfældet, havde jeg ikke have haft mulighed for at gennemføre det inden for rammerne af den netop igangsatte fremdriftsreform.
Mit liv er med garanti ikke markant anderledes, end det er for fleste andre studerende med familie. Jeg er gift, har to børn og et arbejde, som finansierer mit studium, da jeg ikke har mere SU. Det kræver naturligvis, at jeg holder tungen lige i munden, så der er plads til at være studieaktiv, men det lykkes, og det er jeg lykkelig for.
Det hele ville imidlertid ikke gå op i en højere enhed, hvis jeg var startet på studiet bare et par år senere, end hvad tilfældet var. Fremdriftsreformen har på teologi i København betydet, at der ikke levnes megen plads til, at den studerende kan træde uden for den snævre sti, som studieordningen foreskriver.
Hvis der ikke er mere SU på kontoen, levnes der ikke tid til deltidsstudie og studierelevant arbejde. Hvis du ønsker, at bidrage til samfundets ve og vel med for eksempel frivilligt og diakonalt arbejde, skal du overveje nøje, om det virkelig er det værd.
Har du lyst til at studere i udlandet, og på den måde give dit studiemiljø en gave i form af nye input fra den store verden, skal du være klar til en bureaukratisk kamp for at passe det ind i rammerne. Og sådan kunne jeg blive ved.
Tilbage står spørgsmålet: Hvad er det for nogle teologer og i sidste ende præster, samfundet egentlig ønsker? Skal det være en ensrettet, standardiseret masse, som mere eller mindre har den samme alder og ensrettede meritter? Eller ønsker vi i stedet en broget skare, som godt nok har modtaget den samme grundundervisning, men også har haft mulighed for at specialisere sig og tage afstikkere til teologiens grænseland? Og det er jo der, hvor guldet for det meste ligger begravet.
Jeg når gudskelov igennem studiet, før fremdriftsreformen for alvor får fat i mig, men jeg sender varme og bekymrede tanker til mine medstuderende, som ikke var så heldige, at de nåede ind på studiet, før mangfoldigheden blev ofret på excelarkets hellige alter.
Morten Sternberg er stud.theol. og kommunikationsmedarbejder ved Mørkhøj Kirke