Man skal høre meget, før ens ører falder af, og senest har vi så skullet lytte til sognepræst Jens Bruns noget indsnævrede næstekærlighed den 5. oktober.
Man kunne begynde med at spørge sig selv, sådan rent almenmenneskeligt, om man hellere vil hjælpes af en, som bruger en udvandet udgave af næstekærlighed, end ikke at blive hjulpet af en, som bruger det korrekt, og som er blevet så skjult, at den ikke er der.
Lad os én gang for alle slå fast, at almisse og næstekærlighed ikke nødvendigvis er det samme. Almissen grunder i samme bud som næstekærligheden, nemlig i buddet: ”Elsk Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind “” (Lukas-versionen).
Almisse er ikke næstekærlighed, ”blot” godgørenhed begrundet i kærlighed til Gud. Sådan forstår vi den som kristne, men skal det virkelig forhindre andre i at gøre det anderledes? Hvad så, om de praler med det? Er det den nødlidende til skade?
Din kærlighed til Gud ”viser” du i det skjulte, for at Gud ser din kærlighed i det skjulte. Hvis du har behov for menneskets anerkendelse, så er det ikke kærlighed til Gud. Så langt vil jeg gerne give Jens Brun ret, men det har intet med næstekærlighed at gøre. Næstekærlighed kan ikke være skjult, og den kan ikke være en skjult virkelighed. Guds ånd er en skjult virkelighed, og derfor er hånden bag næstekærlighed skjult, men ikke selve den næstekærlige handling. Det ligger i ordet handling. At andre så ikke lægger mærke til den, er sådan set irrelevant.
Næstekærlighed har intet med at lægge kræfterne i det nære og i det dagligdags at gøre. Det er såmænd almindelig overlevelse. Det gør selv hedninge.
Nej, næstekærlighed er at gøre det rette til enhver tid, også i usædvanlige tider og i det, som ikke ligner dagligdagen, og som ikke er i det nære, at være næste for den, som har behov for det.
Man kan ikke begrænse næstekærlighed til alene at betyde det ene eller det andet. Det betyder begge dele, og en handling bliver ikke mindre næstekærlig af, at nogen gør det af frygt for dom eller af begær.
At opfylde et ønske har intet med næstekærlighed at gøre, hvis det er en bevidst forkert handling. At jeg giver 10 kroner til en alkoholiseret tigger, der bruger dem til at købe en øl, er ikke nødvendigvis en næstekærlig handling - det kan jo blot være en let vej ud af et dilemma, og den sker ganske ofte ret skjult, fordi man skammer sig over dilemmaet.
Men næstekærlig er den i det øjeblik, du giver de 10 kroner for den andens skyld og gør det i det skjulte for at skjule den andens skam, velvidende at han vil bruge den til at pleje sin alkoholisme. Men hvem skal dømme, om det er det ene eller det andet? Måske er virkeligheden så kompliceret, at begge dele er virkelige på én og samme tid?
Biologisk er vi således indrettet, at hvis vi ser en godgørende handling, får vi et skud serotonin, der øger tilbøjeligheden til at udøve godgørenhed selv. Hvad betyder biologi for teologer og for kirken? Ingenting, kunne vi hævde, men da vi er skabt i Guds billede, så er det måske ikke så ringe at kende til disse biologiske processer, der fremmer vores tilgang til Guds rige.
Almisse er ikke nødvendigvis næstekærlighed. Det er ofte allerhøjst en stedfortrædende kærlighed til Gud. Den kan sniges ned i kirkebøssen eller sendes med sms eller med en check, og ingen bliver klogere af den grund. Men hvordan forkynder vi så evangeliet for dem, som kun vil give skjult, eller som intet giver af frygt for at blive kaldt hykler? Er det virkelig evangelium? Nej, så hellere en udvandet udgave af næstekærlighed og godgørenhed.
”I er jorden salt (“) I er verdens lys (“) Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene.” Var næstekærlighed og godgørenhed blot så let at sætte på en formel, så vi kunne undgå den, havde det været fint, men budskabet er radikalt og så omfattende, at det kan indgå i alt, både i det skjulte og i det åbenbarede og i det selvforherligende.
Vi må som præster tage fat i det selvforherligende og fortælle, hvis æren i virkelighed er, men hvorfor begrænse godgørenhed, almisse og næstekærlighed af den grund? Om ildebranden slukkes af rent vand eller urent vand, er vel ligegyldigt, indtil branden er slukket?
Så kan man bagefter beklage sig over, at folk burde have brugt rent vand, for så ville det være lettere at gøre rent efter soden. Men hvis kun folk med rent vand må være med til at slukke branden, bliver den måske slet ikke slukket.
Andreas Jensen, sognepræst, Præstemarken 12, Eggeslevmagle, Skælskør